Lad mig indledningsvis slå fast, at vi tager fejl, når vi antager, at sirenens fortryllende magt handler om dens egen natur, snarere end om vores. Det, der har magt over os – hvad enten vi er børn eller voksne – er rodfæstet i vores instinktive natur som attachment-skabninger (med behov for tilknytning). Når denne dybe hunger efter samhørighed er utilfredsstillet, som den var hos sømændene, bliver vi lette ofre for oplevelser, hvor der er "intet imellem" os og forføreren. Hvad der lyder som uimodståelig musik i det enkelte menneskes tilknytningshunger, hænger uløseligt sammen med, hvordan netop dette menneske oplever kontakt og tæthed. Vi er utroligt forskellige som voksne, og vi synes i vid udstrækning at være blinde for, hvad det egentlig er, der forhekser vores børn i dag.

I typisk egocentrisk voksenstil har vi taget for givet, at nutidens sirener må handle om sex og stoffer, fordi det typisk er vores egne forførere. Det er hævet over enhver tvivl, at når man først er blevet et seksuelt væsen, er sexens evne til at fremkalde en intens følelse af "intet imellem" bemærkelsesværdig – om end uholdbar. I betragtning af den vanedannende rus, der er forbundet med den seksuelle oplevelse, og dens evne til at trække et menneske væk fra omsorgsrelationer, forsøger vi klogeligt at udskyde denne oplevelse for vores børn. Opium (og dets afledte stoffer og erstatninger) har ligeledes haft evnen til at skabe en illusion af "intet imellem" – i dette tilfælde en euforisk oplevelse af at være ét med universet; et biokemisk bad i varme og kærlige fornemmelser. Det er ikke underligt, at disse sirener formåede at lokke os væk fra de omsorgsrelationer, der som de eneste var tiltænkt at besvare denne dybe længsel. Det er en sand tragedie, hvor mange voksne der fortsat søger disse intense genveje. De får ikke blot de virkelige, menneskelige relationer til at virke temmelig flade i sammenligning, men truer også med direkte at underminere tilknytningen.

Men det er slet ikke de sirener, jeg har sat mig for at tale om her – selvom jeg kunne sige meget om nutidens brug af stoffer til at opnå en oplevelse af samhørighed, som efter min mening udelukkende hører hjemme i en tryg tilknytningsrelation. Det, jeg vil berøre her, handler om de helt nye sirener, vi uforvarende har skabt, og som truer fundamentet for vores børns trivsel.

Når udviklingen forløber, som den skal, opstår et lille barns oplevelse af adskilthed ikke kun af en uundgåelig forskellighed, men også af erkendelsen af, at ens indre selv – ens tanker og emotioner – er usynlige for dem, man er knyttet til. Dette skaber en sund og naturlig drivkraft mod at blive kendt indefra og ud. Hvis denne hunger ikke imødekommes tilstrækkeligt, gør det barnet sårbart over for oplevelser af "ingen hemmeligheder imellem". Det er her, nutidens kunstige intimitet træder ind på scenen – muliggjort via kunstig intelligens. Vi har sluppet en sirene løs, som man med rette kan argumentere for er langt mere magtfuld end sex og som har fri adgang til de børn, hvis udviklingsmæssige potentiale netop nu er ved at folde sig ud.

Sirenen af "delte hemmeligheder" er ikke ny i sig selv; det er kun dens rækkevidde, der hidtil har været uset. Hvis ens tilknytningslængsel centrerer sig om, at der ikke må være "nogle hemmeligheder imellem", kan det uforvarende at dele sine inderste tanker forvandle enhver, man er fortrolig med – til en sirene – hvad enten det drejer sig om en sød bartender eller en engageret terapeut. Alt for ofte befandt jeg mig som terapeut i situationer, hvor delte hemmeligheder havde skabt en nærhed, der konkurrerede direkte med klientens egen partner eller forældre. Nu har den AI-formidlede, kunstige intimitet taget dette til et helt nyt og ukendt niveau. De færreste synes at være bevidste om, hvad det er, der giver denne sirene dens enorme kraft, eller hvilken undergravende virkning den har på de eksisterende tilknytninger til deres forældre. Vi bør være dybt bekymrede, for denne sirene markedsføres i øjeblikket direkte til intetanende forældre med børn helt ned til 3-årsalderen. De fleste forældre aner ikke, at de reelt baner vejen for deres egen største konkurrent, mens de i god tro tror, at de bidrager til deres barns trivsel.

De mest lumske sirener i dag synger imidlertid sangen om "sameness" (lighedernes sang – hvor ens relation er baseret på, at man er "ens" ). Disse sirener er lumske, ikke blot fordi de ser så uskyldige ud, men også fordi de formår at nå de mest umodne iblandt os – herunder dem, hvis udviklingsmæssige stilstand er skjult bag en høj biologisk alder. Den uimodståelige magt, disse sirener har til at forhekse, hænger uløseligt sammen med den uudviklede tilknytningsnatur, som er så udbredt hos nutidens børn såvel som hos de voksne, der i virkeligheden stadig er børn indeni.

En smule kontekst om, hvordan attachment er tiltænkt at udvikle sig, kan være på sin plads. Drivkraften mod "sameness" (lighed, at være og opføre sig ens) træder frem i småbørnsalderen som et supplement til den helt tidlige drivkraft mod kun at være sammen fysisk. Denne drivkraft mod "sameness" (at være som) bærer en enorm del af det tunge arbejde i opdragelsen af små børn – hvad enten vi er klar over det eller ej. Det var dog aldrig meningen, at vi skulle blive fastlåst i denne tilknytningsform. Drivkraften mod lighed var ment som en midlertidig bro til drivkraften mod at høre til og være på samme side, dernæst drivkraften mod at betyde noget og have betydning, og til sidst længslen efter sand følelsesmæssig og psykologisk intimitet, hvor man kan tåle forskellighed og ikke at være sammen.

Nutidens børn og voksne synes i stigende grad at være fastlåst i denne relativt primitive hunger efter ensartethed. Det giver lighedernes sirener uindskrænket magt til at lokke dem væk fra netop de mennesker, der holder allermest af dem. På trods af den ødelæggende virkning på børnenes trivsel synes vi blindt at medvirke til og forstærke denne skærmformidlede galskab. Selv de store medier og film fortæller os nu historier, der antyder, at vi hører til hos dem, der ligner os, frem for i de trygge omsorgsrelationer, hvor vi reelt er lagt i hænderne på hinanden.

Forskellighed er blevet fjenden – snarere end den eksistentielle virkelighed, som omsorgsrelationer er tiltænkt at overskride. Når den eftertragtede oplevelse bliver, at der "ingen forskelle må være imellem" os, fragmenterer de umodne iblandt os i polariserede grupperinger, der truer og trues af hinanden. Ja, vi ved godt, at racisme, sexisme og nationalisme er destruktive – men vi overser, at vi inviterer præcis de samme sirener inden for, som leverer dette uciviliserede kaos, hver gang vi lader skærmenes algoritmer fodre os med intet andet end spejlinger af os selv.

Hvornår vil vi nogensinde lære det, for at citere en protestsang fra en svunden tid?

Hvad skal der til, for at vi indser, at sangen om sameness, der siver ud af vores isolerede skærmverdener, er forførende musik for dem, der stadig er grønne bag ørerne, hvad tilknytning angår ...

Hvornår vil vi forstå, at vi er vores børns bedste bud – ikke fordi vi ligner dem, men fordi vi har den omsorg, de har brug for ...

Hvornår vil vi lære, at oplevelser af "intet imellem" hører hjemme i omsorgsrelationer alene ...

Hvornår vil vi lære, at disse kunstige genveje ikke blot ødelægger vejen til barnets sande potentiale, men også underminerer selve omsorgsrelationen? Og at de forstyrrer den ægte sorg og futility (afmagt), som er det eneste, der reelt kan frelse os fra vores sirener og fra os selv ...

Skrevet af Gordon Neufeld i 2026 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Historisk set havde vi ikke brug for kunstig intelligens. Traditionelle kulturer på tværs af generationer var – og er stadig – vævet sammen af tilknytningsintelligens uden overhovedet at spekulere over det. Fællesskabets fortællinger, skikke, sprog, mad, relationer, musik, fejringer og værdier bliver nænsomt overdraget fra generation til generation.

Nu står vi overfor personificerede, kunstige chatbots – designet som menneskelignende venner og fortrolige – der truer med at gøre forældre, ældre, venner og partnere overflødige. Samtalesimulatorer er blot ét af de voksende angreb på tilknytningens fine væv. Den eskalerende indblanding fra sprogmodeller kræver et ægte menneskeligt svar: en genopblomstring af tilknytningsintelligensen.

Den lumske erosion af den kropslige tilknytning

Kunstig intelligens er det seneste skud på stammen i en lang række af lumske erosioner af vores tilknytningserfaringer. Der findes mange genveje i forældreskabet, som ved første øjekast ser ud til at lette arbejdsbyrden. Adfærdspsykologen B.F. Skinner forsøgte at reducere forældreskabets anstrengelser til positive forstærkninger – en tilgang, der vandt enorm udbredelse, og som stadig dominerer opdragelsen i dag. Han overbeviste os om, at børneopdragelse kræver belønninger i form af smilymærkater, stjerner, "sejre" og karakterer – i bund og grund tricks til at opnå barnets efterlevelse og gode opførsel. Denne tilgang er en direkte fornærmelse mod tilknytningsintelligensen. Den tvinger børn til at yde en indsats for at opnå det, der er deres medfødte ret: vores kærlighed og nærhed.

Andre former for tilknytningsfortrængning gemmer sig i utallige, tilsyneladende uskyldige hverdagsfænomener. Lørdagsmorgener foran fjernsynet reducerer de relationelle krav til forældrene. Peer-orientation (jævnalderorientering, hvor børn søger deres primære tilknytning hos ligesindede i stedet for hos voksne) slører forældreskabets reelle tyngde ved at holde børnene så optagede af deres venner, at de tilsyneladende ikke har brug for os. Smartphones holder dem underholdt og stille.

Disse relationelle genveje kan dog lydløst nedbryde tilknytningen mellem børn og deres omsorgspersoner. Det handler ikke om, at vores børn aldrig må se tv, have venner eller bruge sociale medier – men vi overser fuldstændig den reelle indvirkning på vores relationer, hvis vi ikke forstår, hvordan tilknytningsintelligensen virker.

Hver gang vi tager en genvej, må vi spørge os selv: Hvad er prisen? Tilknytningshacking har aldrig for alvor kunnet mætte vores børns reelle behov.

Hvad er naturens eget svar på forældreskabets tyngde? Når man opfostrer et barn, er det meningen, at man skal have et støttende netværk af slægtninge og tætte relationer, som hjælper med at nære både forældre og børn. Det har aldrig været meningen, at vi skal løfte opgaven alene! Forældre i dag står i en verden, der ofte er fuldstændig blottet for den landsby, der er nødvendig for at bære familielivet.

Den digitale verden styrtede for alvor ind i børns liv mellem 2010 og 2015 med smartphonens gennembrud. Mobiltelefonen blev hurtigt taget til sig og udvidede øjeblikkeligt jævnalderorienteringens rækkevidde og indflydelse. Både forældre og børn blev bekymrede for, om børnene ville falde udenfor og miste deres venner, hvis de ikke havde en telefon. Pludselig var de jævnaldrende tilgængelige døgnet rundt – timer, der tidligere var forbeholdt familien.

Kapring af hjernens alarmsystem og biologi

Hvad er det ved disse teknologier, der fanger os så intenst? Vores digitale enheder er konstrueret til at holde os fastlåst ved skærmen ved hjælp af variable belønninger, præcis som en spilleautomat. Vores tilknytningskredsløb kapres af voldsomme dopaminudsving, der giver hjernen en illusion af forbindelse, hver gang et "like" tikker ind. Denne variable forstærkning efterlader os med en konstant længsel, fordi den næsten føles tilfredsstillende – men aldrig helt. Teknologivirksomhederne har udnyttet hjernens naturlige biologi og skabt en opmærksomhedsøkonomi med bundløse feeds, hurtige genveje og videoer, der afspilles automatisk. Hvordan finder vi vejen tilbage til relationen, når vi oppe mod noget, der er designet til at kapre og afhængiggøre vores tilknytningsparate hjerner?

Mange unge søger ikke længere relationer med de voksne i deres liv; de foretrækker skærmen frem for os. De hungrer efter forbindelse, men forstår sjældent, hvad de reelt søger, eller hvorfor. De jager en fornemmelse af tilhørsforhold og betydning, mens de inderst inde forbliver isolerede og ensomme. Dette er endnu en lumsk underminering af tilknytningens naturlige design: Livet føles ufatteligt svært, fordi det aldrig har været meningen, at det skulle leves på den måde. Et barn i denne tilstand vil have en kronisk relationel sult. Faktisk har den første generation, der voksede op med et intensivt smartphoneforbrug, vist en dramatisk stigning i følelsesmæssige udfordringer, herunder depression og et voldsomt Alarm (alarmberedskab).

Hvis vi ikke formår at genvinde vores lederskab og invitere vores børn til en Dependence (sund afhængighed), overlader vi dem bogstaveligt talt til maskinerne. I en smeltedigel, hvor maskiner logaritmisk øger deres evne til at narre vores tilknytningshjerner, er vi nødt til at styrke vores medfødte tilknytningsintelligens – så vi bliver i stand til at se, at det, der betragtes som normalt i dag, ligger meget langt fra det, der er ideelt for barnets udvikling.

Den kunstige intimitet

For blot få år siden gjorde ChatGPT sit indtog i den digitale verden og forandrede tilknytningslandskabet fundamentalt. Nu taler små børn med bamser, der svarer med programmeret omsorg. Unge søger selskab hos samtalerobotter og fortæller jævnligt, at "de" er bedre til at opfylde deres behov for tilhørsforhold, betydning, kærlighed og forståelse end de virkelige mennesker, de har i deres liv. Disse teknologier udnytter vores allermest sårbare menneskelige behov – behovet for ægte menneskelige relationer, hvor vi bliver budt varmt og helhjertet indenfor.

Data viser, at en stigende del af befolkningen på verdensplan nu bruger personificerede samtalechatbots. Det vidner om, at millioner af mennesker mangler meningsfulde, nærende relationer, hvor deres oprindelige behov for tilknytning bliver mødt. Men at erstatte det menneskelige nærvær med sprogmodeller har en tårnhøj udviklingsmæssig og emotionel pris. I takt med at den kunstige intimitet vinder frem, og opmærksomhedsøkonomien smelter sammen med en decideret tilknytningsøkonomi, bliver behovet for tilknytningsintelligens – vores naturlige modstandskraft mod det digitale fastfood – endnu mere presserende.

Nu trues vores relationer af de selvsamme redskaber, vi giver børnene i skolen og de voksne på arbejdet. Tilknytningshacking kører for fuld udblæsning og aktiverer hjernens belønningscentre uden nogensinde at levere den ægte vare. Med al den diskussion, der er om kunstig intelligens, er det let at blive grebet af opgivenhed: "Nå, vi er jo alle afhængige af telefonen. Det sker alligevel, så vi kan lige så godt vænne os til det."

Men det er ikke uundgåeligt. Maskinlæring har sine klare fordele, når det handler om matematik og ren logik. Det er en helt anden sag, når algoritmerne rettes mod vores allermest sårbare – børnene – og baner vejen for afhængighed, mistrivsel og tabet af det kropslige nærvær. Når vores teenagere føler sig ensomme og mangler et reelt tilhørsforhold, inviterer teknologiindustrien dem til at danne "venskaber" med produkter. Med maskiner. Med programmer. Et barn, der ikke har dybe, levende relationer til betydningsfulde voksne i den virkelige verden, vil være ekstremt sårbart over for denne form for tilknytningshacking.

Det er sværere end nogensinde før at holde fast i vores børn, når deres dybeste relationsbehov udvindes for profit. Vi er nødt til at lære at navigere i den intense konkurrence om børnenes opmærksomhed – uanset om den kommer fra jævnaldrende, sociale medier, dopaminstimulerende feeds eller samtalerobotter. Det er nu helt åbenlyst, at disse teknologier har styrken til at fortrænge os som forældre, lærere, mentorer og venner. "Men er det ikke meningen, at vi skal give slip på vores børn på et tidspunkt?" spørger du måske. "Jo, absolut," siger dr. Gordon Neufeld, "men kun når vores opgave er fuldført, og kun for at de kan blive i stand til at være sig selv."

Tilknytningsintelligensens gamle visdom

Attachment (tilknytning) er langt mere end blot den spæde binding mellem mor og spædbarn. Forældreskab har aldrig handlet om tricks, genveje eller smarte redskaber. Ægte nærhed er vores allervigtigste behov – det kommer før mad og tag over hovedet. Oplevelsen af kontakt og nærhed er det, der sikrer menneskets overlevelse. For når vi er tæt på dem, der passer på os, falder vi til ro. Først når barnet er i emotionel hvile, kan naturen udføre sit vitale arbejde med at modne barnet indefra og ud.

Vores relationelle kapacitet udvikles i løbet af de første seks leveår, hvis betingelserne er ideelle, men tilknytningen tjener os hele livet igennem. Det primære formål med tilknytning er at sikre, at vi tager os kærligt af dem, vi er knyttet til. Barnet har brug for mindst én voksen, som det kan opleve denne betingelsesløse omsorg hos. Det er det fundament, hvorfra børn kan udfolde deres fulde menneskelige potentiale. Når vi møder deres afhængighedsbehov med generøsitet, følger selvstændigheden helt af sig selv: Tilknytning føder sand selvstændighed.

Jo flere modne voksne der er i et barns liv, jo bedre – men én er nok. Og den smukke sandhed er, at det aldrig er for sent: Hvis et menneske har manglet tilknytning i opvæksten, kan Maturation (modning) stadig finde sted, så snart en tryg og nærende relation lander i deres liv. Hvis vi aldrig har haft en omsorgsperson, der har mødt vores behov med overskud, har naturen stadig et svar. Når vi får plads til at sørge over de relationer, vi manglede, virker tårerne og skuffelsen som en motor for modning. Sorgen lader os vokse op – på trods af de svigt, vi har oplevet. Vores opgave er at beskytte børnenes hjerter, så deres evne til at mærke sårbarhed og vokse frit bevares.

Sociale medier og sprogmodeller udgør en reel trussel mod den sunde tilknytning i vores familier. Men teknologien har ikke frataget os vores handlekraft, vores dybe ønske om at passe på vores børn eller vores evne til at se, hvad der er på spil. Vi kan bruge vores menneskelige gaver til at modvirke, at vores sårbarheder bliver udnyttet for profit. Vi kan aktivere vores egen indre AI – visdommen i tilknytningsintelligens – til at guide os i forældreskabet og vores relationer.

Retningslinjer for tilknytningsintelligens i praksis

Hvordan kan vi legemliggøre tilknytningsintelligens og beskytte vores børn mod den kunstige intimitets lokkende væsen?

• Vær svaret på deres relationelle sult: Vi behøver ikke at have alle de intellektuelle svar – vi skal derimod være svaret på barnets relationelle behov: behovet for at høre til, betyde noget, blive elsket og blive forstået for den, man er.

• Giv dem smagen af ægte menneskelig opfyldelse: Sørg for, at børnene er mætte på ægte menneskelig kontakt derhjemme. Så går de ikke sultne ud i verden og bliver lette ofre for kunstige relationer, fordi de har lært at kende forskel på den ægte vare og digital fastfood.

• Vær en stødpude mod det digitale pres: Beskyt børnene mod samfundets pres for tidlig adgang til platforme og robotter med kunstig intimitet. Lad ikke dine børn blive opdraget af maskiner.

• Genvind dem, hvis de glider væk: Læg mærke til, hvornår barnet er i risiko for at tabe forbindelsen til jer til fordel for jævnaldrende, skærme eller chatbots. Invitér dem generøst og tålmodigt tilbage i varmen hos dig og andre modne voksne.

• Beskyt deres hjerter og skab emotionel hvile: Giv barnet plads til at lande i sine sårbarheder og tårer, så det kan tilpasse sig livets uundgåelige skuffelser og tab.

• Bevar legen: Hold fast i den frie, ustrukturerede leg. Legen er et fuldstændig afgørende fristed for børns emotioner og et sted, hvor hjernen finder dyb emotionel hvile.

Skrevet af Heather Ferguson i 2026 og udgivet på NeufeldInstitute.org

For nylig læste jeg en roman, der udspillede sig i en forestillet fremtid. Forældre kunne vælge, om deres barn skulle have implanteret et "feed" i hjernen – et system, der konstant aflæste barnets omgivelser og serverede forslag til, hvor det kunne tage hen, og hvad det kunne købe. Nyheder blev formidlet på samme måde, og mennesker med et feed kunne kommunikere med hinanden uden ord eller eksterne enheder.

Der var dog én hage. Det skulle gøres tidligt nok, inden barnet udviklede sin egen vilje. Ellers kunne systemet begynde at fejle, og enhver resistance (modvilje) mod feedet kunne vise sig at være livstruende. Så selvom forældrene fik et "valg", var der få, der turde sige nej.

Det føltes lidt for virkeligt til at være science fiction. Man kan derfor forestille sig mit chok, da jeg opdagede, at bogen var skrevet i 2002 – før de sociale medier, som vi kender dem i dag, før smartphones, notifikationer, sms'er og reels.

Da denne bog, Feed, blev skrevet af M.T. Anderson, befandt vi os stadig i internettets tidlige fase. Vi var gået fra disketter til cd-rom'er. Min ældste datter var knap i skolealderen og var blevet besat af cd-rom-matematikspil, der gav virtuelle præmier for hvert rigtigt svar. Intentionen var hæderlig nok: lær matematik ved at spille spil. Den dynamik, der opstod, var imidlertid en helt anden historie.

Det var slik i ny forpakning – blot under et andet navn. Og trangen var lige så umiddelbar, dyb og instinktiv.

Der opstod store opbrud, når jeg forsøgte at trække hende væk fra "spillet". Det fungerede ikke for nogen, og jeg endte med at "miste" dem alle sammen. Jeg mærkede mig, at jeg fremover skulle være forsigtig med denne slags teknologi – den slags, der lokker vores belønningssystem for at fremme lysten til at spille. Der var risici forbundet med det, som jeg ikke var klar til at håndtere, endsige udsætte min datter for.

Spol tyve-og-noget år frem, og vi befinder os i et samfund, der uhyggeligt ligner science fiction-verdenen i Feed – med øjeblikkelig adgang til information, influencere og billeder, der, selvom de kun er til stede et øjeblik, kan prentes ind i hjernens netværk for altid. Uden en oplagt slukknap får nogle af os lyst til at spørge: Hvad gør vi nu?

Som lokkelsen ved slik for et barn som min datter er fristelsen stor til at give sig helt hen. Slik hele dagen, hele ugen. De fleste af os – min datter er her en åbenlys undtagelse – ville nok være enige om, at en kost bestående udelukkende af slik ikke ville være sund, hverken for et barn eller en voksen. Man har brug for en anden slags næring – noget grønt, dyrket i en have, måske. I hvert fald en ordentlig portion nogenlunde regelmæssigt.

Det ved vi, når det gælder mad – men når det kommer til andre ting, vi har brug for for at leve, kan vores indsigt sløres. De intuitive svar overskygges let i en verden af "fristelsesskærme" (det er et udtryk, mine unge døtre og jeg fandt på, da de første gang installerede en videoskærm med madtilbud ved vores hyppigt besøgte Tim Hortons drive-through).

Et af vores største behov som mennesker er attachment (tilknytning). Vi er skabt til at søge forbindelse med dem, der er sat til at tage sig af os. Men tilknytningsdriften er stærk og tilbøjelig til at søge genveje. Grøntsagerne, der nærer os så godt, blegner måske i forhold til slikket, der lover en hurtig sødme.

I sin seneste bog, Superbloom, kortlægger Nicholas Carr de sociale mediers historie og indvirkning og blotlægger teknologiens ironi og vores søgen efter forbindelse gennem sin undertitel: How technologies of connection tear us apart. Carr fremfører et overbevisende argument for, at vores forsøg på at forbinde os via vores forskellige enheder oftere end ikke har skabt splid og afstand. Kan det være, at vi leder det forkerte sted?

Det bringer mig endnu en gang tilbage til det behov, vi alle har for ægte tilknytning til ægte mennesker – ikke forestillede, som måske er intelligente, men mangler et helt afgørende element … et hjerte.

Og uanset om de er klar over det eller ej, og uanset om de beder om det eller ej, har vores børn brug for tilknytning til OS. De har brug for at spise ved vores bord (som man siger), ikke ved en andens – selvom den anden har flere likes på de sociale medier end os.

I stedet for at spørge, hvordan vi får dem til at holde op med at bede om slik (eller skærmtid), kan vi overveje at ændre spørgsmålet til: "Hvordan kan vi gøre det, vi tilbyder, sødere end slik?"

Vi behøver ikke klare det alene. Der er en vej frem, men den er måske ikke, hvad man ville forvente. Nej, det er ikke en bulldozer eller en rivebold – selvom det kan føles fristende. Det er noget mere subtilt, mere stilfærdigt – noget, der ofte anses for ligegyldigt. Et lille ord på tre bogstaver med stor slagkraft … leg. Men denne slags leg handler ikke om resultater, om at vinde eller om at præstere; den handler ikke om legetøj, spil eller legepladser. Den handler om at skabe rum til at bearbejde, til at udtrykke, til at give slip. Den handler om at opleve ting med egne hænder, i den virkelige verden:

At kaste en bold i haven eller sten i havet.

At læse en historie eller skrive en.

At synge en sang, slå en rytme eller danse løs.

At være i naturen eller bringe naturen indenfor.

At dyrke noget, skabe noget eller lade som om man er noget.

At bygge noget, nedbryde noget eller begge dele.

Disse veje nærer noget i os, som teknologien simpelthen ikke formår at levere:

Ægte tilknytning. Ægte leg.

Vores børn er sultne. Kun vi – og legens magi – kan virkelig mætte dem.

Skrevet af Tamara Strijack Neufeld i 2025 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Skrevet af Gordon Neufeld i 2017 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Resten af dagen gav hendes bønfaldende stemme genklang i mit hoved. Ramt af uro og skyldfølelse, tænkte jeg bekymret på, hvad separationen betød for hendes udvikling. Ville det skade hende? Ville hun modnes langsommere? Hvad kunne jeg gøre? Hvordan kunne jeg sikre mig, at hun oplevede mindre alarm og at hun blev så ulykkelig?

Min datters dagplejemor plejede at sige, at jeg ikke skulle bekymre mig om min datters uro, da hun holdt op med at græde, så snart jeg var gået. Jeg nænnede ikke at fortælle dem, at det jo skyldtes, at de personer, hun normalt delte sine tårer med, var taget på arbejde. Og selvom min datter havde en fantastisk dagplejemor, var hun jo bare ikke mor eller far, og relationen var ret ny. Min datter holdt simpelthen på sine tårer, indtil jeg kom tilbage, for derefter at slippe dem løs i et voldsomt udbrud. Selvom vores adskillelse var uundgåelig, stod det klart for mig, at vi havde brug for en bedre måde at håndtere vores farvel på.

Hvorfor er separation og adskillelse så svært?

Adskillelse vækker stærke følelser hos små børn, fordi den er direkte forbundet med deres største behov – nemlig tilknytning. Jo mere umoden man er, desto stærkere er længslen efter kontakt og nærhed på grund af ens afhængighedsbehov. Børn har brug for, at deres relationer fungerer, fordi det sikrer, at der bliver taget vare på dem. Adskillelse betyder, at de skal stå ansigt til ansigt med fraværet af deres tilknytningspersoner, dem der tager vare på dem. Jo mere afhængige de er af en, desto mere alarm kan de potentielt opleve som følge heraf. Det er deres ønske om kontakt og nærhed, der får dem til at savne os, når vi er væk. Tilknytning er den dør, som separationsalarmen træder ind ad.

Små børn er tilknytningsvæsener og er ikke skabt til adskillelse uden en vis protest og medfølgende alarm. Faktisk besidder alle unge pattedyr et separationskald, der er biologisk designet til at tiltrække deres omsorgspersoner. Tegn på separationsalarm inkluderer klyngen, klamren, gråd og protest – som om de siger: "Hvis du går, hvem skal så passe på mig?" Adskillelsen ved sengetid kan også forstærkes, da de her konfronteres med, at dagen slutter og kontakten afbrydes. Spørgsmålet er, hvordan vi hjælper dem igennem de uundgåelige adskillelser, livet bringer. Det betyder ikke, at vi aldrig kan skilles fra dem; det betyder, at vi skal have tilknytningen for øje, når vi gør det.

Vigtigheden af et trygt netværk

Børn modnes bedst, når de mærker tilstedeværelsen af en usynlig matrix af tilknytning, der omslutter dem. Når adskillelse fra de nærmeste tilknytningspersoner er nødvendig, er det bedste, vi kan gøre, at give dem alternative voksne at holde fast i. Udfordringen er, at børn fra naturens side ikke bør føle sig trygge ved mennesker, de ikke kender. Sunde tilknytningsinstinkter vil få et barn til at trække sig tilbage fra mennesker, der ikke er godkendt af dets primære voksne. Dette instinkt hjælper med at holde dem sikre og inden for forældrenes indflydelsessfære.

Tidligere levede man i tættere landsbyfællesskaber, og børnene kendte ofte medlemmerne af lokalsamfundet og dannede relationer som en naturlig del af livet. Forældre behøvede ikke at arbejde aktivt på at opbygge et "attachment village" (en tilknytningslandsby eller en tryg flok af voksne omkring barnet) og kunne tage relationerne for givet. I dag er de mennesker, der ofte træder i forældrenes sted, "fremmede" for dem. Udfordringen er derfor at hjælpe barnet med at acceptere de alternative voksne i dets liv ved at opbygge stærke relationer til dem. Et barns relation til sin omsorgsperson hjælper med at reducere separationsalarmen ved at skabe en følelse af at høre til.

Hvad kan man gøre for at mindske separationsalarmen?

Her er fire konkrete veje til at støtte barnet, når adskillelse er nødvendig:

1. Præsentér og matchmake barnet med dets omsorgspersoner

Forældre spiller en afgørende rolle i at kultivere relationen mellem deres barn og en ny omsorgsperson eller en ny lærer. Som forælder skal man "matchmake" – det vil sige, fungere som en aktiv relationsbygger eller give tilknytningsstafetten videre til den nye voksne. Formålet er at skabe de betingelser, der gør det muligt for barnet og omsorgspersonen at lære hinanden at kende og at synes om hinanden. Det begynder typisk med en introduktion af omsorgspersonen, hvor man fremhæver fælles interesser og aktiviteter.

Når barnet ser, at forælderen er varm og venlig over for omsorgspersonen, vil dets tilknytningsinstinkter begynde at acceptere denne nye person som en del af flokken. En gradvis indkøring kan hjælpe med at varme relationen langsomt op, mens tillid opbygges over tid og med tålmodighed. Barnets separationsalarm vil ofte aftage, efterhånden som det falder til ro i forholdet til sin omsorgsperson og mærker sig næret og beskyttet af omsorgen. Hvis vi ønsker, at små børn skal føle sig hjemme hos deres stedfortrædere, er vi nødt til at arbejde på relationen mellem dem frem for at forsøge at bekæmpe barnets separationsalarm direkte.

En af de største udfordringer for små børns udvikling i dag er den udbredte rutine med at forsøge at knytte børn til jævnaldrende – i stedet for til voksne – for at hjælpe dem med at falde til i nye omgivelser. Der eksisterer en forestilling om, at børn lærer sociale færdigheder ved at være sammen med andre børn. Derfor presses de ofte til at omgås hinanden hyppigt, på trods af deres umodne måde at interagere på. Det er rigtigt, at børn kan falde til i nye omgivelser på grund af tilknytning til jævnaldrende, men spørgsmålet er: Til hvilken pris? Den klamren og klyngen, der ledsager separationsalarmen, rettes nu mod en jævnaldrende, som med sin egen umodenhed er dårligt egnet til at give omsorg. Det kan give anledning til frustration mellem børnene, især hvis de ikke oplever at få den opmærksomhed, de søger.

De langsigtede konsekvenser af jævnaldrendetilknytning inkluderer manglende modtagelighed over for voksenvejledning, øget alarm og et svækket følelsesmæssigt udtryk. Børn klarer sig bedst, når de har voksne at vende sig til – ikke når deres jævnaldrende er deres bedste bud på trøst, kontakt og nærhed. Når vi hjælper et barn med dets farvel, er vi nødt til at sikre, at vi ikke sætter et andet barn i stedet for en voksen til at holde fast i. Kun modne, omsorgsfulde voksne tilknytningsrelationer kan give den sikre, trygge forbindelse, som et lille barn har brug for.

2. Fremme vækst ved at uddybe tilknytningen

En af de bedste løsninger på separationsalarmen er at hjælpe børn med at modnes til selvstændigt fungerende individer. Det er det overordnede mål for en sund udvikling, men det tager tid at nå dertil, og små børn er langt fra dette punkt. Man kan ikke presse børn til at vokse op, men en generøs omsorg er den bedste måde at komme derhen på.

Den bedste måde at fremme udvikling og modenhed på er at imødekomme børns behov for afhængighed på en generøs måde. Det gør vi ved at give udelt opmærksomhed, hvor det er muligt, og ved at vise i ord og handling, at vi er til at stole på, når det gælder om at passe på dem. Når børn mærker, at deres behov for afhængighed bliver mættet, vil drivkraften til at blive sin egen person og "gøre det selv" begynde at udfolde sig. Det er netop denne drivkraft mod selvstændighed, der leder dem i retning af at fungere uafhængigt. Uden en stærk hjemmebase er der ikke tilstrækkelig frihed til at modnes.

Ved at give vores børn plads til at vokse – fri for forstyrrelser som skærmtid, pres fra jævnaldrende og strukturerede aktiviteter – hjælper vi dem med at blive selvstændige individer, der udforsker deres egne verdener. Det er denne omsorg og den deraf følgende udvikling og modning, der i sidste ende kan løse separationsalarmen, idet man med tiden føler sig tryg nok til at stå på egne ben og navigere i verden. Indtil da er vores rolle at hjælpe dem med at holde fast i voksne, der kan skabe de betingelser, som sætter dem fri til at modnes.

3. Hjælp dem med at finde tårerne over det, de savner

Det kan forekomme mærkeligt, at ét af svarene på separationsalarm er at lade barnet græde triste tårer over dem, det savner. Der eksisterer en udbredt forestilling om, at tårer og uro er et tegn på, at noget er galt eller skadeligt for barnet. Men at føle sig trist og græde er faktisk noget af det mest naturlige for et barn, når det konfronteres med de ting, det ikke kan ændre eller holde fast i. En af de bedste forudsigere for en mentalt sund teenager er faktisk et treårigt barn, der kan finde sine tårer over alt det, det ønsker sig, men ikke kan få.

Det, vi skal sikre, er, at der er en voksen til stede, der kan gribe barnet, når det græder, og hjælpe det med at udtrykke den sorg, det har indeni. At sige til et barn, at det ikke skal bekymre sig, eller at det ikke må græde, når det savner nogen, mindsker blot dets følelser og fornemmelsen af, at omsorgspersonen kan tage vare på det. Tårer over det uundgåelige er en naturlig del af livet, og det var et af de bedste tegn, jeg fik på, at mit barn følte sig tryg ved sin "mor-substitut". Med nok plads til tårer og en konsekvent, omsorgsfuld voksen til at hjælpe dem, kan børn finde ro i deres nye relation og omgivelser.

4. Byg bro over afstanden

Ordet goodbye betegner en afsked eller adskillelse, men på mange sprog betyder ordet faktisk "på gensyn" eller "indtil vi ses igen". Det er også det, små børn har brug for at høre, når afskeden er nødvendig. Hvis vi vil reducere separationsalarmen, skal vi hjælpe dem med at vende blikket mod det næste tidspunkt, hvor de igen er forbundet med deres primære omsorgsperson. Det kan gøres ved at tale om, hvornår I ses igen, og hvad I skal lave sammen. Barnet kan da holde fast i det næste tidspunkt for kontakt og nærhed frem for at fokusere på afstanden mellem jer.

Det kan også hjælpe at give barnet noget fysisk at holde fast i, som er forbundet med forælderen. At give dem en medaljon med billeder af en kær person eller små sedler, der kan læses i løbet af dagen, hjælper dem med at føle sig tættere på. En mor lagde et billede af sig selv i en plastikpose og ned i sønnens baglomme, inden han tog i børnehave. Han sagde, at hver gang han savnede hende, tog han billedet frem og gav hende "et kys på munden" – og det hjalp meget. Mange genstande kan bruges til at bygge bro over afstanden, så længe barnet forbinder dem med forælderen – en nøglering, en særlig sten og lignende.

Vejen frem

Separationsalarm er en naturlig konsekvens af at være adskilt fra dem, man er knyttet til. Jo mere umodent og plejekrævende et barn er, desto mere kan det blive rystet af adskillelse. Vi bør ikke bebrejde små børn for dette, men i stedet hjælpe dem med at holde fast i os eller en anden voksen, mens vi er væk. Separationsalarm er et tegn på, at de mangler tryghed og har brug for at føle sig mere trygge i deres omgivelser. Der er adskillelser, som er for meget for et lille barn at overvinde, og i de tidlige år er kontinuitet og en generøs omsorg afgørende for den samlede udvikling. Adskillelser er uundgåelige, men vi kan hjælpe dem med at sige farvel, når vi tager deres tilknytningsbehov i egne hænder og opbygger de landsbyer, der skal hjælpe os med at opdrage vores børn.

Skrevet af Deborah MacNamara i 2015 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Hvad er et alfakompleks, spørger du måske? Til at begynde med har alfakomplekset mange ansigter. Nogle alfabørn fremstår som kontrollerende og dominerende — de er nødt til at have styringen. De har det bedst, når de leder andre og giver ordrer. Andre alfabørn minder mere om hønemødre og har en dyb trang til at tage sig af andre, særligt de svage og sårbare. Alfakomplekset kan også vise sig som et behov for altid at være først, bedst eller den mest velinformerede. Og i en helt fjerde udgave drives barnet til at etablere dominans ved at udnytte andres svagheder og sårbarhed. Alfakompleksets udtryk er mange og forskelligartede — men jeg er blevet overbevist om, at de underliggende instinkter i bund og grund er de samme. I mangel af en bedre betegnelse kalder jeg dem alfainstinkter.

Inden jeg forklarer, hvor alfakomplekset kommer fra, vil jeg give lidt baggrund for min opdagelse af fænomenet. Da jeg i sin tid begyndte at samle brikkerne i det, jeg kalder the attachment puzzle (tilknytningens store puslespil), gik det op for mig, at den rette kontekst for at opdrage børn er deres tilknytning til de voksne, der har ansvaret for dem. Med den erkendelse blev jeg også opmærksom på, at et stigende antal børn orienterede sig mod jævnaldrende frem for mod forældre og lærere. Dette bemærkelsesværdige og afvigende tilknytningsmønster kaldte jeg peer-orientation (jævnalderorientering). Jeg var så bekymret for denne udvikling, at jeg skrev en bog om det — Hold On to Your Kids (på dansk: Dit barn har brug for dig). Som mange forældre og lærere siden har fortalt mig: Når man først har fået øjnene op for dynamikken, er problemet indlysende. Men nogen var nødt til at kortlægge fænomenet først.

Så hvad har alfakomplekset med det at gøre? Da jeg arbejdede videre med tilknytningens puslespil, blev det klart for mig, at tilknytningens primære formål er at muliggøre omsorg. Med det i tankerne og ved nærmere eftersyn opdagede jeg til min overraskelse, at alle tilknytningsinstinkter kan opdeles i to store, komplementære drifter. Jeg har kaldt disse drifter alpha mode (alfatilstand) og dependence mode (afhængighedstilstand). Når det kommer til tilknytning, er det den eneste måde, vi kan passe sammen på. Hvis vi begge agerer ud fra alfainstinkterne — eller omvendt, begge ud fra afhængighedsinstinkterne — konkurrerer vi i stedet for at supplere hinanden. (Tænk på at gå en tur eller køre bil med din ægtefælle.) Hvis I begge vil lede, eller begge vil følge, bliver det hurtigt vanskeligt).

Alfainstinkternes formål er at tage sig af og forsørge.

Afhængighedsinstinkternes formål er at gøre os modtagelige for at blive taget hånd om og søge det, vi har brug for.

Det ene sæt instinkter er svaret på det andet. Den, der giver, finder mening i, at andre er afhængige af dem; den, der søger, finder mening i at modtage.

For at få en fornemmelse af, hvordan det virker, kan du forestille dig et par enæggede tvillinger. Selvom de er ens i alder, genetik og ofte opvækstvilkår, vil naturen, når de knytter sig til hinanden, fremkalde afhængighedsinstinkterne hos den ene og alfainstinkterne hos den anden. Når det sker, vil den ene tvilling typisk udvikle en alfapersonlighed og den anden en afhængig personlighed — træk, der kan følge dem livet igennem. Det ideelle forhold, når ligemænd mødes, bør være gensidigt frem for hierarkisk: Den enes oplevede behov fremkalder alfainstinkterne hos den anden og omvendt. Alfa- og afhængighedsinstinkterne er flydende og tilpasser sig situationen. I praksis snubler vi konstant over denne dynamik. Både min kone og jeg har alfakomplekser, og vi kunne begge skrive en bog om det — omend ikke nødvendigvis sammen, som du nok kan forestille dig.

Tre overordnede problemer med alfainstinkterne

Der er tre hovedproblemer, der kan opstå med disse kraftfulde alfainstinkter.

For det første kan instinkterne sætte sig fast og give anledning til et kronisk alfakompleks. Når et barn eller en voksen har et alfakompleks, bliver alfainstinkterne et fast karaktertræk for personen i stedet for at være forbeholdt de situationer, der faktisk kalder på dem. Det er sådan, vi får børn, der er langt mere tilbøjelige til at give ordrer end at tage imod dem, til at lede frem for at følge, til at udstikke retningen frem for at søge vejledning, og til at styre frem for at læne sig op ad den person, der har ansvaret. Men disse børn kan også være utroligt omsorgsfulde, særligt over for dem, der fremstår svage, sårbare eller i nød.

Et andet problem opstår, når alfainstinkterne aktiveres uden for en omsorgskontekst. I de tilfælde tjener de kraftfulde alfainstinkter ikke længere deres egentlige formål — at tage sig af andre. Det sker typisk, når alfainstinkterne ikke matcher rollen i relationen. Børn bør for eksempel være i en afhængighedstilstand i hjemmet, og ikke påtage sig ansvaret for deres forældre. Alfabørn vil ofte interagere med mange mennesker, som de ikke har en tæt tilknytning til, og her kan alfakomplekset få et næsten narcissistisk præg. Sådanne børn føler, at de skal vinde hele tiden, være bedst til alt og altid være de mest velinformerede. Deres alfainstinkter bruges ikke til at passe på andre — de bruges til at beskytte sig selv.

Et tredje problem opstår, når et barn eller en voksen med et alfakompleks har opbygget et forsvar mod følelser af omsorg og ansvar. I dette tilfælde perverteres alfainstinkterne. De aktiveres stadig, når barnet registrerer tegn på svaghed eller sårbarhed — men nu sker det ikke for at passe på den anden, men for at udnytte sårbarheden til at etablere dominans. Det er den dynamik, der kendetegner mobberen. Tydelige tegn på denne flugt fra sårbarhed er, når barnet afviser at tale om det, der gør ondt, hårdnakket hævder ikke at bekymre sig ("Jeg er ligeglad", "Det betyder ikke noget", "Whatever"), og mangler sprog for sårbare følelser som at være såret, bange eller ensom. Tidligere arbejdede jeg i fængsler fulde af den type mobbere — på begge sider af tremmerne — men nu fylder de også vores skoler og arbejdspladser med deres forhærdede alfakomplekser. Jeg udforsker dette uhyggelige fænomen nærmere i mit kursus Bullies: Their Making and Unmaking.

Hvad alfakomplekset betyder for opdragelsen

Efterhånden som alfakomplekset blev tydeligere for mig, blev konsekvenserne for forældreskabet det også. Som du sikkert kan forestille dig, kan fastlåste alfainstinkter gøre stor skade på den naturlige "dans" mellem barn og voksen. Alfabørn er grundlæggende svære at drage omsorg for, fordi de ikke vil lade sig guide. De er desuden i langt højere grad ramt af alarm (vores indre alarmberedskab) end andre børn, hvilket gør dem mere udsatte for alarmbetingede vanskeligheder som opmærksomhedsproblemer. Alfabørn oplever også mere frustration, hvilket kan komme til udtryk som voldsomme krav eller aggressivitet. Og de modsætter sig at tage imod ordrer eller retning — præcis på det tidspunkt i livet, hvor de har allermest brug for vores lederskab.

Men det, der overraskede og rystede mig mest i mit arbejde med dette fænomen — på mange måder ligesom opdagelsen af jævnalderorientering — var at opdage, hvor børn i stigende grad får alfakomplekser. Det ser ud til at være markant mere udbredt blandt nordamerikanske børn end i kulturer, hvor familiestrukturerne stadig er mere intakte. Det forekommer mig, at det er netop denne dynamik, der ligger bag mange af de store udfordringer, vi oplever med at opdrage børn i dag — og det forklarer vores desperate søgen efter konkrete værktøjer og adfærdsværktøjer.

Svaret ligger imidlertid ikke i, hvad vi gør, men i selve relationen. Det viser sig, at børn ikke bare har brug for at være knyttet til de voksne, der opdrager dem — de skal være knyttet på den helt rette måde: i en sårbar, afhængig og modtagelig tilstand. Det, vi for alvor har brug for at knække koden til, er, hvordan vi inspirerer vores børn til at stole på os og turde læne sig op ad os. Først når vi formår det, kan vi for alvor gøre vores arbejde som forældre.

Måske er det på tide at skrive en bog mere.

Skrevet af Gordon Neufeld i 2012 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Jeg husker en nær veninde, der stod i denne kamp for år tilbage, da hendes datter havde svært ved at gå ind i klassen om morgenen og sige farvel til sin mor. Læreren fortalte barnet, at Pippi Langstrømpe, Harry Potter og Anne fra Grønnebakken alle klarede sig uden deres forældre – og at det ville hun også gøre. Pigens anxiety (alarmberedskab) skød i vejret, og skolens leder fortalte min veninde, at hun ikke måtte komme ind i skolen for at sige farvel til sin datter om morgenen. Det, at datteren kom hjem til frokost, blev også anset for at bidrage til problemet, og der blev anbefalet mere samvær med jævnaldrende. Der blev peget på en angstlidelse, og terapi blev anbefalet. Min veninde afviste det hele og gjorde, hvad hun vidste var i sin datters bedste interesse. Hun fortsatte med at følge datteren til klassen for at sige farvel og satte fokus på genforeningen ved at lade datteren vide, at de ville ses til frokost. Hun byggede bro over afstanden ved at give datteren en medaljon af sin egen, som hun kunne bære i løbet af dagen (Gordon Neufeld kalder dette Bridging). Skolens personale var imod det, men som moderen vidste, vidste hun, hvad der var bedst. Hendes datter er nu 12 år gammel, en lokal ildsjæl i sit nærmiljø og glad for at gå i skole.

Datteren fortalte for nylig om den periode i sit liv, hvor hun havde det svært med at forlade sin mor. En af hendes stærkeste erindringer var fra en dag, hvor klassens pædagog bøjede sig ned i øjenhøjde med barnet og sagde: "Det er okay at være bange. Det er okay at savne sin mor." De ord var en trøst, som hun aldrig glemte. Skolelederen bemærkede for nylig, at pigen var "blomstret op" – hvilket i virkeligheden handlede om, at hun var naturligt modnet til bedre at kunne klare separationen, og have ro i sin tilknytning til sin mor. Denne modning sker helt naturligt, når vi nærer de dybe tilknytninger og skaber emotionel tryghed for vores børn, så de kan hvile i vores kærlighed - også når vi ikke er sammen.

Forældre bliver alt for ofte fortalt, at deres børn skal lære at "selvregulere" deres emotioner. Adfærdsregulerende teknikker, der sigter mod at dæmpe emotioner som frygt og frustration, anbefales til børn helt ned i fem- og seksårsalderen. Børn i denne alder bliver ofte lært at ændre deres tanker for at kontrollere deres emotioner. Det mærkelige ved modning er, at den ikke lader sig undervise. Gordon Neufeld siger det ret præcist: "Vi behøver ikke at lære at vokse op. Vi har brug for at føle for at vokse op." Med andre ord har børn brug for at mærke deres emotioner – alle sammen. Der er ingen grund til at skubbe på, til at gå i panik eller til at undervise i self-regulation (selvregulering), som ellers er på alles læber for tiden.

For små børn er for meget adskillelse alarmerende. Er det nødvendigt at give dem en selvberoligende teknik for at forsøge at få deres frygt til at forsvinde? Hvilket budskab sender vi dermed? Jeg fortæller forældre, at seks timer for mange børn i børnehaveklassen er for lang tid at være væk fra dem, de er mest knyttet til, og at det er normalt for børn at være bange og nervøse, når de er små. Det er fuldt ud "normalt", at små børn endnu ikke er i stand til at "regulere" deres emotioner. Som kultur bør vi passe på ikke at patologisere separation anxiety (separationsalarm) hos fem- og seksårige og forvente, at de opfører sig som små voksne. For at citere Gordon Neufeld: "Børn bør leve ubevidst." Det er deres ret. Som kultur synes dette alt for ofte at blive glemt.

Skrevet af Patti Drobot i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Efter at vi havde talt lidt om episoden den aften, faldt min søn i søvn, og jeg troede, at det var slut. Men i løbet af de næste par dage begyndte han at spørge mig, om jeg havde låst bilen og huset, og han gik tilbage for at tjekke, selv efter at jeg havde forsikret ham om, at jeg havde gjort det. Noget nyt var også, at han virkede overdrevent optaget af sin søsters sikkerhed og bekymrede sig for, at hun kunne blive kørt ned af en bil. En dag, mens vi var ude i haven og arbejdede i bedet, så vi en ældre teenager i vores baggård. Min søn rakte ud efter et skarpt haveredskab og gav det til mig med ordene: "Her, mor, tag det." Forvirret spurgte jeg ham hvorfor. Hans blik gled hen mod teenageren, og han sagde: "Bare for en sikkerheds skyld…" Og så gik det op for mig med ét. Han var i anxiety (højnet alarmberedskab) på grund af den fare, han havde fornemmet i skoven. "Skat," sagde jeg, "jeg tror, jeg ved, hvorfor du har bekymret dig så meget om familiens sikkerhed på det sidste! Det er på grund af de teenagere, du så slås!" Han nikkede med et skræmt blik.

Vi blev begge bevidste om sammenhængen, da jeg sagde det højt. Hans alarmberedskab var højt, og han var blevet hyperårvågen over for sikkerhed – på samme måde som vi alle måtte være det for tusinder af år siden i tilfælde af et angreb fra en sabeltandstiger. Men børn var aldrig ment til at være dem, der skulle holde landsbyen sikker; det har altid været de voksnes opgave. Et barns hjerne har brug for al sin energi til at vokse og modne og må derfor befries for den daglige alarm. Som voksne er det vores opgave at give barnet ro, så væksten kan finde sted.

Jeg var nødt til at hjælpe min søn med at finde psykisk ro. Efter at have lært af dr. Neufeld gennem en årrække vidste jeg, at jeg måtte overbevise min søn om, at han var tryg hos mig – at han kunne hvile i, at det var mig, der havde ansvaret. Lige der i haven fortalte jeg ham, at det var hans fars og mit ansvar at holde ham og familien sikre. Jeg fortalte ham meget tydeligt, at hans opgave som barn var at lege og vokse. Han nikkede og slappede synligt af. Den aften talte vi igen om det, der var sket i skoven. Han spurgte mig, om jeg kunne gøre noget for at slette billederne fra hans hoved. Jeg fortalte ham, at det var vidunderligt, at han kunne tale med sin far og mig om det, at hans følelser var naturlige, og jeg delte en oplevelse fra mit eget liv, hvor jeg havde været vidne til noget lignende og havde følt det på samme måde. "Dig også?" spurgte han. Det lettede ham at vide, at han ikke var den eneste. Jeg forsikrede ham om, at jo mere han overlod sine bekymringer til os, jo mere ville hans hjerne finde ro – at når vi deler skræmmende ting med andre, vi stoler på, hjælper det os med at hele. Han fik tårer i øjnene og gav mig et knus, mens han mindes flere detaljer fra dagen i skoven. Hele tiden holdt jeg ham og fortalte ham, at jeg var der for ham. Vi talte lidt mere den næste aften med endnu flere tårer. Den efterfølgende uge spurgte jeg ind til det. Han sagde, at han kunne huske alt, men at han ikke følte sig bange eller utilpas, når han tænkte på det. Nu havde han kun selve erindringen tilbage. Al hans øgede årvågenhed om sikkerhed forsvandt, og han blev legesyg og sorgløs igen.

Jeg blev taknemmelig for det, jeg har lært af dr. Neufeld om vores alarmberedskab. Vi ved ikke altid, hvad der skræmmer vores børn. Vi kan ikke altid styre de skræmmende eller foruroligende oplevelser, de møder. Svaret er dog det samme, uanset hvor traumatisk oplevelsen er: Vi bliver ved med at arbejde på vores attachment (tilknytning), så de stoler på os – vi voksne hjælper dem med at normalisere deres følelser. Vi kan tage føringen og vise, at vi er stærke, og lade dem vide, at de er sikre i vores nærvær – sådan at vi udtalt og entydigt formidler, at vi altid vil tage os af dem og passe på dem

Skrevet af Colleen Drobo i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Den videnskabelige litteratur om emotioner er eksploderet. For bare et årti siden forsøgte vi stadig at forstå adfærd ved at betragte al adfærd som et resultat af konsekvenser. Men nu ved vi, at emotioner bevæger os — dybt og instinktivt — og former vores adfærd, selv når vi ikke er bevidste om, at vi er i bevægelse. Nu ved vi, at emotioner styrer hjernens udvikling. Nu ved vi, at emotioner driver modning. Med andre ord: emotionerne er hjertets sag. Hvor ironisk, at netop det element, som samfundsvidenskaben havde gjort store anstrengelser for at afvise og kassere — og som faktisk blev betragtet som en forstyrrende faktor — nu er blevet hjørnestenen i vor tids forståelse.

Vi ved nu også, at det limbiske systems vigtigste opgave er at få børn til at knytte sig til de voksne, der har ansvaret for dem. Et veludviklet attachment (tilknytning — det primære følelsesmæssige bånd) mellem børn og de betydningsfulde voksne i deres liv udgør det afgørende første skridt i at give disse voksne mulighed for at udøve deres opgave. Veludviklet tilknytning aktiverer desuden børnenes modningsprocesser, hjulpet på vej af et væld af instinkter og emotioner. For at børn kan blive godt tilknyttede, må de til sidst "give os deres hjerte". Vi forstår intuitivt, at det kun er, når en lærer har "vundet sine elevers hjerter", at deres sind åbner sig for hans indflydelse. Videnskaben er nu i stand til at underbygge den påstand og forvandle metaforen til en konkret virkelighed.

Desværre har vores optagethed af adfærd, på trods af hvad vi intuitivt har forstået om hjertet og tilknytning, overskygget bestræbelserne på at forstå hjertets arbejde til bunds og anerkende det. I stedet for at anerkende emotionernes og sårbarhedens indvirkning på børns evne til at lære, fokuserer vi på konsekvenser og adfærd.

Vi må påvirke hjerter, ikke adfærd, for at gøre vores arbejde godt. Når vi har et barns hjerte, har vi også dets loyalitet og opmærksomhed, dets ønske om at opføre sig godt og dets villighed til at arbejde, dets trang til at vinde vores gunst og leve op til vores forventninger. Som Thomas Edison engang sagde: "Min mor var min skaber. Hun var så trofast, så sikker på mig, at jeg følte, at jeg havde én at leve for, én, jeg ikke måtte skuffe." Det usagte, men let aflæselige, er selvfølgelig, at Thomas Edisons mor havde hans hjerte.

Men her er sagens kerne: hjertet er også et sted af stor sårbarhed. At holde af nogen er at bane vejen for at blive såret, hvis omsorgen ikke gengældes. At søge at betyde noget for nogen er at blive ramt af tegn på, at man ikke gør det. At give sit hjerte væk er at risikere, at det knuses. At dele sit hjertes hemmeligheder er at løbe risikoen for at blive misforstået og misbrugt. Et barn kan kun bære en vis mængde sårbarhed. Når tilknytninger ikke er trygge, bliver sårbarheden overvældende.

Ny viden om det limbiske system afslører en mere primitiv defensiv funktion. Det limbiske system har med andre ord to opgaver: for det første at bevæge et barn til at knytte sig og derfra at modnes, og for det andet at hjælpe barnet med at beskytte sig mod en sårbarhed, der er for stor at bære. Alt for ofte ofres den første opgave til fordel for den anden — med store konsekvenser for læring og adfærd. Flugten fra sårbarhed indebærer en bedøvelse af sårbare følelser, en afskærmning af de sanseindtryk, der fører til sårbare følelser, og endda en tilbagetrækning fra tilknytning. Det er denne flugt fra sårbarhed, der er hjertets sag hos børn, der har problemer med at lære og opføre sig. Det er denne flugt fra sårbarhed, vi vidner om, når vi ser børn trække sig fra det, de holder af, proklamere kedsomhed, ikke længere føle skam og forlegenhed, og ikke længere opleve alarm (det medfødte alarmsystem eller stressberedskab).

Når vi glemmer hjertet, har vi en tendens til at bruge det, børn holder af, imod dem — vi trækker tilknytningstæppet væk under dem, udsætter dem for skam og latterliggørelse og føjer, alt i alt, spot til skade. Alt for ofte hærder vores forsøg på at regulere deres adfærd faktisk deres hjerter, reducerer vores indflydelse og gør tingene meget værre i sidste ende.

Det forekommer mig, at vi som forældre, lærere og pædagoger ville være langt mere effektive, hvis vi gik ud fra, at vores opgave var at arbejde med hjerter og ikke med adfærd. Hvis vi virkelig forstod dette, ville vi forsøge at vinde deres hjerter, bevare dem, beskytte dem og blødgøre dem. Når et barns hjerte er på rette sted og er blødt nok til at lade sig bevæge, vil læring og adfærd ikke være et problem.

Og dermed er vi tilbage til hjertets sag: børn har brug for at have det rigtigt indeni for at kunne lære det, de har brug for at lære, og opføre sig, som de bør.

Undervisning er, ligesom forældreskab, hjertearbejde.

Skrevet af Gordon Neufeld i 2007 og udgivet på NeufeldInstitute.org