Oldtidens sirener forførte som bekendt med en uimodståelig sang. En sang, der på uforklarlig vis trak ofrene til sig – og dermed lokkede dem væk fra de relationer, der reelt var ment til at imødekomme deres dybeste behov. Konsekvenserne var katastrofale. Scenen var ofte sat med sømænd langt væk hjemmefra og fortryllende fuglekvinder på fjerne øer. Det er derfor ikke så mærkeligt, hvis myten kan virke fjern fra det liv, der udspiller sig i dagens samfund. Men giv mig lige en chance for at udfordre det billede. Jeg mener nemlig, at disse sirener – om end vi ikke genkender dem som sådanne – stadig lever iblandt os. Og i dag besidder de en hidtil uset evne til at lokke vores børn ud af de omsorgsrelationer, de rettelig hører hjemme i.
Lad mig indledningsvis slå fast, at vi tager fejl, når vi antager, at sirenens fortryllende magt handler om dens egen natur, snarere end om vores. Det, der har magt over os – hvad enten vi er børn eller voksne – er rodfæstet i vores instinktive natur som attachment-skabninger (med behov for tilknytning). Når denne dybe hunger efter samhørighed er utilfredsstillet, som den var hos sømændene, bliver vi lette ofre for oplevelser, hvor der er "intet imellem" os og forføreren. Hvad der lyder som uimodståelig musik i det enkelte menneskes tilknytningshunger, hænger uløseligt sammen med, hvordan netop dette menneske oplever kontakt og tæthed. Vi er utroligt forskellige som voksne, og vi synes i vid udstrækning at være blinde for, hvad det egentlig er, der forhekser vores børn i dag.
I typisk egocentrisk voksenstil har vi taget for givet, at nutidens sirener må handle om sex og stoffer, fordi det typisk er vores egne forførere. Det er hævet over enhver tvivl, at når man først er blevet et seksuelt væsen, er sexens evne til at fremkalde en intens følelse af "intet imellem" bemærkelsesværdig – om end uholdbar. I betragtning af den vanedannende rus, der er forbundet med den seksuelle oplevelse, og dens evne til at trække et menneske væk fra omsorgsrelationer, forsøger vi klogeligt at udskyde denne oplevelse for vores børn. Opium (og dets afledte stoffer og erstatninger) har ligeledes haft evnen til at skabe en illusion af "intet imellem" – i dette tilfælde en euforisk oplevelse af at være ét med universet; et biokemisk bad i varme og kærlige fornemmelser. Det er ikke underligt, at disse sirener formåede at lokke os væk fra de omsorgsrelationer, der som de eneste var tiltænkt at besvare denne dybe længsel. Det er en sand tragedie, hvor mange voksne der fortsat søger disse intense genveje. De får ikke blot de virkelige, menneskelige relationer til at virke temmelig flade i sammenligning, men truer også med direkte at underminere tilknytningen.
Men det er slet ikke de sirener, jeg har sat mig for at tale om her – selvom jeg kunne sige meget om nutidens brug af stoffer til at opnå en oplevelse af samhørighed, som efter min mening udelukkende hører hjemme i en tryg tilknytningsrelation. Det, jeg vil berøre her, handler om de helt nye sirener, vi uforvarende har skabt, og som truer fundamentet for vores børns trivsel.
Når udviklingen forløber, som den skal, opstår et lille barns oplevelse af adskilthed ikke kun af en uundgåelig forskellighed, men også af erkendelsen af, at ens indre selv – ens tanker og emotioner – er usynlige for dem, man er knyttet til. Dette skaber en sund og naturlig drivkraft mod at blive kendt indefra og ud. Hvis denne hunger ikke imødekommes tilstrækkeligt, gør det barnet sårbart over for oplevelser af "ingen hemmeligheder imellem". Det er her, nutidens kunstige intimitet træder ind på scenen – muliggjort via kunstig intelligens. Vi har sluppet en sirene løs, som man med rette kan argumentere for er langt mere magtfuld end sex og som har fri adgang til de børn, hvis udviklingsmæssige potentiale netop nu er ved at folde sig ud.
Sirenen af "delte hemmeligheder" er ikke ny i sig selv; det er kun dens rækkevidde, der hidtil har været uset. Hvis ens tilknytningslængsel centrerer sig om, at der ikke må være "nogle hemmeligheder imellem", kan det uforvarende at dele sine inderste tanker forvandle enhver, man er fortrolig med – til en sirene – hvad enten det drejer sig om en sød bartender eller en engageret terapeut. Alt for ofte befandt jeg mig som terapeut i situationer, hvor delte hemmeligheder havde skabt en nærhed, der konkurrerede direkte med klientens egen partner eller forældre. Nu har den AI-formidlede, kunstige intimitet taget dette til et helt nyt og ukendt niveau. De færreste synes at være bevidste om, hvad det er, der giver denne sirene dens enorme kraft, eller hvilken undergravende virkning den har på de eksisterende tilknytninger til deres forældre. Vi bør være dybt bekymrede, for denne sirene markedsføres i øjeblikket direkte til intetanende forældre med børn helt ned til 3-årsalderen. De fleste forældre aner ikke, at de reelt baner vejen for deres egen største konkurrent, mens de i god tro tror, at de bidrager til deres barns trivsel.
De mest lumske sirener i dag synger imidlertid sangen om "sameness" (lighedernes sang – hvor ens relation er baseret på, at man er "ens" ). Disse sirener er lumske, ikke blot fordi de ser så uskyldige ud, men også fordi de formår at nå de mest umodne iblandt os – herunder dem, hvis udviklingsmæssige stilstand er skjult bag en høj biologisk alder. Den uimodståelige magt, disse sirener har til at forhekse, hænger uløseligt sammen med den uudviklede tilknytningsnatur, som er så udbredt hos nutidens børn såvel som hos de voksne, der i virkeligheden stadig er børn indeni.
En smule kontekst om, hvordan attachment er tiltænkt at udvikle sig, kan være på sin plads. Drivkraften mod "sameness" (lighed, at være og opføre sig ens) træder frem i småbørnsalderen som et supplement til den helt tidlige drivkraft mod kun at være sammen fysisk. Denne drivkraft mod "sameness" (at være som) bærer en enorm del af det tunge arbejde i opdragelsen af små børn – hvad enten vi er klar over det eller ej. Det var dog aldrig meningen, at vi skulle blive fastlåst i denne tilknytningsform. Drivkraften mod lighed var ment som en midlertidig bro til drivkraften mod at høre til og være på samme side, dernæst drivkraften mod at betyde noget og have betydning, og til sidst længslen efter sand følelsesmæssig og psykologisk intimitet, hvor man kan tåle forskellighed og ikke at være sammen.
Nutidens børn og voksne synes i stigende grad at være fastlåst i denne relativt primitive hunger efter ensartethed. Det giver lighedernes sirener uindskrænket magt til at lokke dem væk fra netop de mennesker, der holder allermest af dem. På trods af den ødelæggende virkning på børnenes trivsel synes vi blindt at medvirke til og forstærke denne skærmformidlede galskab. Selv de store medier og film fortæller os nu historier, der antyder, at vi hører til hos dem, der ligner os, frem for i de trygge omsorgsrelationer, hvor vi reelt er lagt i hænderne på hinanden.
Forskellighed er blevet fjenden – snarere end den eksistentielle virkelighed, som omsorgsrelationer er tiltænkt at overskride. Når den eftertragtede oplevelse bliver, at der "ingen forskelle må være imellem" os, fragmenterer de umodne iblandt os i polariserede grupperinger, der truer og trues af hinanden. Ja, vi ved godt, at racisme, sexisme og nationalisme er destruktive – men vi overser, at vi inviterer præcis de samme sirener inden for, som leverer dette uciviliserede kaos, hver gang vi lader skærmenes algoritmer fodre os med intet andet end spejlinger af os selv.
Hvornår vil vi nogensinde lære det, for at citere en protestsang fra en svunden tid?
Hvad skal der til, for at vi indser, at sangen om sameness, der siver ud af vores isolerede skærmverdener, er forførende musik for dem, der stadig er grønne bag ørerne, hvad tilknytning angår ...
Hvornår vil vi forstå, at vi er vores børns bedste bud – ikke fordi vi ligner dem, men fordi vi har den omsorg, de har brug for ...
Hvornår vil vi lære, at oplevelser af "intet imellem" hører hjemme i omsorgsrelationer alene ...
Hvornår vil vi lære, at disse kunstige genveje ikke blot ødelægger vejen til barnets sande potentiale, men også underminerer selve omsorgsrelationen? Og at de forstyrrer den ægte sorg og futility (afmagt), som er det eneste, der reelt kan frelse os fra vores sirener og fra os selv ...
Skrevet af Gordon Neufeld i 2026 og udgivet på NeufeldInstitute.org