At blødgøre det forhærdede hjerte

Hjerter kan blive kolde og forhærdede – noget, digtere, kunstnere og musikere altid har hævdet. Fra børn til voksne er emotionel afstumpning en del af menneskets vilkår, og den afslører den sårbarhed, der er indbygget i et system, som er skabt til at føle dybt. Som Hank Williams klagede: »Hvorfor kan jeg ikke befri dit tvivlende sind og smelte dit kolde, kolde hjerte?« Tabet af denne menneskelige funktion er tragisk, for det er vores evne til at holde af, der gør os fuldt menneskelige og mest humane.

I dag kortlægger neurovidenskaben, hvordan emotionel hæmning foregår i det limbiske system. Endelig har Freuds teori om, hvordan vi kan drives af ubevidste emotioner, fået neurovidenskabeligt fodfæste. Enhver hjerne er udstyret med evnen til at lukke af for det, der gør ondt, fortrænge dårlige minder, dæmpe smerten, undertrykke alarmerende følelser og blive frataget evnen til at holde af og tage ansvar. Det emotionelt forsvarede menneskes kampsang er »Jeg er ligeglad«, »det betyder ikke noget«, »det rører mig ikke« eller »whatever«, og den lyder højt blandt vores børn (og mange voksne) i dag.

At være forsvaret mod sårbare følelser er et problem, der rammer alle, og det er ikke begrænset af geografi, køn, etnicitet, socioøkonomisk status eller uddannelsesniveau. Det er et grundlæggende menneskeligt anliggende, fordi vi – i modsætning til andre pattedyr – har en enestående evne til at reflektere over vores emotioner og sætte navne på vores følelser. Den tre- eller fireårige, der pludselig bryder ud med ord i stedet for slag – »Jeg frustreret! Jeg har brug for HJÆLP!« – viser, hvor udviklingsmæssigt sofistikeret dette system er. Det var meningen, at vi skulle udvikle et hjertets sprog, et sprog, der fører os hen imod en civiliseret måde at omgås hinanden på, når det gælder emotionelt indhold.

Når evnen til at holde af forsvinder

Omsorgsfulde følelser er en luksus i en verden, der føles, som om den er ved at gå i opløsning. I dagens »forbundne verden« er der nogle gange flere handlinger uden omsorg, end et menneskehjerte kan bære, når selvoptagede handlinger dominerer – kombineret med fravær af skam eller frygt og ingen tårer over alt det, der burde få os til at græde. Som T.S. Eliot skriver i sit digt »The Hollow Men«, forsvinder sårbare følelser ofte – ikke med et brag, men med et klynk. Det var meningen, at vi skulle holde dybt af – og ikke kun af os selv, men også af andre. Det er sulten efter kontakt, der burde holde os sammen, men der er tidspunkter, hvor vi synes så opsatte på at rive disse relationer i stykker. De sårbare følelser, der gør os mest levende og menneskelige, forsvinder for overlevelsens skyld.

Når det emotionelle system flader ud, forsvinder ikke kun frygten, men også glæden, begejstringen og fornøjelsen. Nogle af mine klienter i terapien sagde til mig – med meget lidt følelse – »Jeg har ikke brug for nogen, jeg er egentlig ligeglad med, at jeg er alene.« Det skabte problemer med at knytte sig til andre og forhindrede den kærlighed, der var til dem, i at nå igennem den mur af forsvar, som deres hjerne havde rejst. De kunne ikke mærke deres emotioner, selv om de på et eller andet plan var klar over, at de egentlig burde føle noget. Som en teenager sagde til mig: »Jeg ved godt, at jeg burde være glad, men jeg føler bare ingenting lige nu.« Når det emotionelle system fungerer i forsvarstilstand, forsvinder de omsorgsfulde følelser – og med dem deres afbalancerende virkning på frustration, oprørthed, alarm og utålmodighed.

Hvordan forhærdede hjerter kan vækkes til live igen

Det afgørende at huske er, at når et hjerte bliver forhærdet, har hjernen sine egne grunde til at trykke sårbare følelser ned. At føle gør mennesket udsat for at blive såret, og hjernen er indrettet på overlevelse for enhver pris. For at det emotionelle forsvar kan falde, må hjertet blødgøres. Spørgsmålet er, hvordan det kan ske. Hjertet bliver ikke genoplivet gennem logik, kognitiv manipulation eller adfærdsmæssige indgreb. Når vores børn (eller voksne) mister evnen til at holde af, er det andres varme og omsorg, der giver den bedste mulighed for at smelte det emotionelle forsvar.

Ifølge Gordon Neufeld kan et hjerte kun blødgøres, når der dyrkes trygge og omsorgsfulde tilknytninger til andre. Det er relationen, der giver et menneske løftet om tryghed, varme og afhængighed. Det er tilknytningen, der er modgiften mod at stå over for for meget adskillelse og for mange sår. Menneskets hjerte vil spontant komme sig og igen opleve sårbare følelser, når der ikke længere er brug for det emotionelle forsvar. Hjertet kan ikke bringes dertil med en pille eller ved at prikke, presse, overtale, belønne eller straffe – men kun gennem varmen fra et andet menneske.

Det, ethvert menneske har allermest brug for, er en vogter for sit hjerte. Som en tiårig sagde til sin mor: »Jeg ved ikke, hvad det er ved dig, mor, men når jeg taler med dig, føler jeg mig så trøstet.« En af mine klienter fortalte, at hendes 16-årige søn havde sagt: »Mor, du ser altid ud til at vide, hvad du skal sige for at hjælpe mig, når jeg er rigtig bange.« Dette er forældrerollens opgave – at holde fast i vores børns hjerter og skærme dem. For os voksne er håbet, at vi kan hvile i et andet menneskes omsorg.

Tre nøgler til at smelte det emotionelle forsvar

1. Før ind i sårbart territorium. Hvis vi vil blødgøre det emotionelle forsvar og øge sårbarheden, må vi føre et menneske derhen … men det kan ikke lade sig gøre uden først at dyrke en stærk relation. Når jeg uddannede nye terapeuter, spurgte de mig ofte om »teknikkerne« til at fremkalde emotionelle reaktioner hos klienter. Jeg forklarede dem, at de stillede mig det forkerte spørgsmål. Den vigtigste del af deres rolle var ikke en diagnose eller en teknik, men at møde op som et menneske. Psykologien ejer ikke lidelsen. Det gør mennesker. Vi kan ikke forvente, at nogen deler deres hjerte med os, hvis vi ikke først har gjort os fortjent til en plads i deres liv.

Når vi har opbygget en stærk relation til et menneske, kan vi føre det hen imod sårbart territorium, helt forsigtigt. Det kan være at læse billedbøger om figurer med store følelser sammen med et lille barn, at tage et ældre barn med i biografen for at se en film som Inderst inde eller at tale med teenagere om de sange, de lytter til, eller de »helte«, de beundrer. Det er vores opgave at bruge vores relation til at stå ved deres side og invitere dem til at dele deres verden med os. Når det er passende, kan vi spejle det, vi har hørt, på stadig mere sårbare måder, for eksempel: »Det er Tristhed, der redder dagen – hvem skulle have troet det!« Det er det langsomme, men vedholdende budskab om, at alle barnets følelser er velkomne, og at relationen kan rumme det, der skal siges, som langsomt vil få forsvaret til at falde.

For at føre et menneske hen til dets sårbare følelser må vi selv holde af og vise en åbenhed over for sårbarhed. Det betyder ikke, at vi fortæller vores børn om vores følelser for dem, men snarere at vi taler om sårbarhed som en værdifuld styrke. Derefter kan vi i stigende grad og på en blid måde røre ved de emotionelle blå mærker i deres liv, når der er behov for det.
 
2. Skærm med en tryg tilknytning. Når et barn har en omsorgsfuld tilknytning, som det kan tage for givet, vil dets hjerte være skærmet af den relation. Det, vi glemmer med vores børn, er, at bare fordi vi har ansvaret for dem, betyder det ikke, at de har givet os deres hjerte i forvaring. Hvis et barn virkelig er hjemme hos et menneske, kan det opleve og finde mening i de sår, livet giver, sammen med dette menneske. Vi kan ikke hele tiden beskytte vores børn mod at blive såret, men vi kan sørge for, at de ikke bliver sendt ud i verden for at klare det på egen hånd. Det er vores kærlighed og omsorg, der beskytter dem mod afvisning, svigt og hjertesorg.

Det smukke i tilknytningens indretning er, at vores hjerter kan skærme et andet menneskes hjerte mod skade – det er den ultimative helbredelse og beskyttelse. Når mine børn klager over deres skoledag og hårde ord fra venner, tager jeg imod deres tårer og minder dem om, at de aldrig er langt hjemmefra. Når jeg lytter til deres emotionelle sår, lindrer jeg ved at sige til dem, at de ikke skal tage det til sig, og at de skal se på mig, den, der kender dem bedst. Når vi føler os overvældede og fortabte, handler det om, hvem vi ser hen til – hvem der kan hjælpe os med at finde fodfæste, finde vores centrum og bringe os tilbage til os selv. Det er omsorgen, der skal binde os sammen og gøre os til hinandens hjertes vogtere.
 
3. Beskyt mod emotionelle sår og mod at stå over for adskillelse. Hvis hjernen har rejst et emotionelt forsvar, kan vi forsøge at mindske behovet for det ved at skabe skamfri zoner. Typisk vil det være beskyttede rum, hvor barnet er skærmet mod samvær med jævnaldrende og søskende, der sårer. Det vil betyde at begrænse barnets deltagelse dér, hvor der mangler en invitation til kontakt, for eksempel et familiemedlem, der er ukærligt over for barnet, eller en klasse fuld af børn, der mobber.
Hvis barnets verden er for meget for det emotionelt, må vi overveje, hvordan vi kan ændre dets verden for at mindske behovet for forsvar. Selv om det kan føre til nogle svære valg, vil der være problemer med adfærden, indtil hjertet er tilbage, og udviklingen kan gå i stå. Når hjertet flader ud, bliver det at genoplive det det første, der skal tages hånd om.

For at mindske sårene vil vi gerne se barnets verden igennem for at finde ud af, hvor det står over for for meget adskillelse. Det kan omfatte former for disciplin, der er adskillelsesbaserede, herunder time-outs og overdreven brug af konsekvenser. At gå over til mere tilknytningsbaserede og udviklingsvenlige former for disciplin kan hjælpe med at mindske sårene. Når der opstår problemer, er den bedste vej igennem at finde en måde at holde fast i relationen midt i stormen. For eksempel: »Det her fungerer ikke. Vi taler om det senere,« eller »Jeg kan ikke lade dig gøre det her. Jeg kan se, at du er frustreret, og jeg vil hjælpe dig med at finde ud af det.« Når det emotionelle forsvar sidder fast, vil det være almindeligt, at der er problemer med adfærden, som man må arbejde sig uden om, indtil de mere sårbare følelser kommer tilbage. Det vil indebære at beskytte andre, herunder både forælderens og barnets værdighed.
 
Det, der står klart, er, at vi ikke ved viljens kraft kan få det emotionelle forsvar til at rejse sig eller falde. Det er ikke op til os. Men det står i vores magt at træde ind i en relation med et menneske, at tage del i dets følelser og formidle, at vores relation – når alt kommer til alt – er den tryggeste i dets liv. Hvis det at blive såret for meget er problemet, så er kærlighed vel svaret. Det er en løsning så gammel som tiden selv, men en, der må fortælles igen og igen i en verden, der bliver ved med at gå i opløsning.

Redaktionel note: Hvis du vil vide mere om at blødgøre forsvaret, så se videoen Keys to Emotional Health and Wellbeing: Becoming the Answer Your Child Needs og kurset Power to Parent I: The Vital Connection (begge på engelsk).