Forældre i svære tider – del II: At holde fast, når reaktionen kommer

Når familier gennemlever svære tider – hvad enten det er naturkatastrofer som orkaner, skovbrande, tornadoer og oversvømmelser eller familietragedier som bilulykker eller en nærtståendes pludselige død – kan man reagere på mange forskellige måder. I min sidste artikel opfordrede jeg forældre til at lade deres børn udtrykke deres følelser og især til at hjælpe dem med at finde og fælde deres tårer.

Men hvad sker der, når et barn ikke ser ud til at være påvirket af situationen? Det kan være fristende at tro (eller håbe?), at barnet ikke rigtig er blevet påvirket. At det har »modstandskraft« og bare »kommer hurtigt ovenpå igen«. Sådan er det dog sjældent. Reelt er det ønsketænkning.

Den menneskelige hjerne er fantastisk, og den er helt indstillet på at sikre vores overlevelse. I svære situationer er det derfor helt normalt, at hjernen blokerer for en emotionel reaktion, så vi kan klare os. Det gør det muligt for os at bevare roen og fokus, når verden omkring os drejer rundt. Vi organiserer en hurtig flugt fra faren. Vi kører i mange timer for at komme i sikkerhed. Vi sover og spiser næsten ikke, og vi føler heller ikke behov for det. Det er hjernen, der hjælper os med at fokusere på det væsentlige. Emotionerne må derfor vige pladsen.

Det sker for os, og det kan også ske for børn. Når situationen er overvældende, kan børn også »lukke ned« eller lukke af for emotionelle reaktioner. De kan blive meget stille. Hvis vi spørger, om de har det godt, svarer de ofte, at de har det fint. De leger måske videre med andre børn – griner endda og ser glade ud. Men nedenunder er emotionerne der stadig, især alarm og frustration.

Emotioner, der er blevet vakt af en traumatisk situation, må før eller siden komme op til overfladen, så de kan blive bearbejdet. For nogle børn kan det være uger eller endda måneder efter begivenheden. Når disse emotioner kommer op til overfladen, bliver alle taget på sengen – både børn og forældre. Og desværre bliver sammenhængen med den større begivenhed ofte ikke set. Barnet kan begynde at have mareridt, raserianfald og anfald af aggressiv adfærd og/eller vise irriterende adfærd som at klynke, klamre sig eller være frygtelig kommanderende – alt sammen noget, der kan synes at komme »ud af det blå« eller stå helt i misforhold til det, der udløste det.

Når det sker, vil de voksne, som formentlig selv kæmper med deres egne forsinkede emotioner, prøve at håndtere adfærden, så godt de kan. I en tid, hvor den meste adfærdsstyring i virkeligheden er symptombehandling, vil de voksne prøve en række forskellige indgreb: at tale barnet til fornuft, bruge »time-out«, give konsekvenser, belønne god opførsel og så videre. Men når adfærden er emotionelt drevet (og det er den oftere, end vi har lyst til at indrømme), giver disse indgreb som regel bagslag, og adfærden bliver stærkere.

Hvad kan forældre gøre? Først og fremmest kan man prøve at huske, at traumatiske begivenheder ikke er harmløse, og at de skal bearbejdes i lang tid efter, at begivenheden er overstået. Der er ikke noget galt med dit barn eller med dig som forælder, hvis dit barn har en forsinket reaktion. Ofte giver det de voksne mulighed for selv at bearbejde situationen, før de skal tage sig af barnets reaktion. Faktisk ser nogle børn ud til intuitivt at vide, hvornår det er »deres tur«. Fra et voksenperspektiv vil vi naturligvis bare have, at det hele går væk, og at alt bliver, som det var før. Desværre er det endnu en realitet, der må sørges over. (Jeg anbefaler voksne at se mange triste film, så de giver sig selv plads til at sørge over alt det, de ikke kan forandre.)

Når vi står med denne krævende adfærd, bør vores vigtigste mål være at give vores børn et trygt sted at udtrykke deres emotioner. Vi kan naturligvis blive nødt til at skabe orden ved at skille børnene ad, hvis det ene gør det andet fortræd, ved at lade andre omkring os vide, at vi godt ved, at adfærden er »upassende«, og i det hele taget ved at styre situationen, så barnet ikke kommer i flere vanskeligheder.

Det er måske ikke let i øjeblikket at give barnet den emotionelle støtte, det har brug for, men det er afgørende, at vi senere finder tid til at hjælpe barnet med at bearbejde sine emotioner. Og ofte er senere bedre, fordi både den voksne og barnet får mulighed for at komme lidt på afstand af den umiddelbare situation.

Når det går op for os, at barnets raserianfald, aggression eller kommanderende adfærd faktisk kan skyldes en forsinket reaktion på den tidligere begivenhed, kan det blive lettere for os at vise mere empati, også selv om barnet har opført sig »dårligt«. (Ironisk nok ser det ud til, at vi har lettere ved at »undskylde« en vens ufølsomme opførsel, fordi vi ved, at vedkommende er midt i en opslidende skilsmisse, end ved at vise overbærenhed over for vores børn, som oplever noget lignende i deres liv.) Denne stund med kontakt til vores barn er en mulighed for at fokusere på barnets emotioner. Vi må passe på ikke at bruge den som en anledning til at rette på adfærden. Det kan gøres på et senere tidspunkt.

Der er to ret grundlæggende emotioner, som børn med størst sandsynlighed oplever i disse situationer: alarm og frustration. Alarm er en reaktion på at stå over for enhver form for adskillelse, og frustration handler om ikke at kunne »få tingene til at fungere«. Hvis et barn ikke har lyst til at tale om begivenheden, er det i orden at tale om emotionerne i mere generelle vendinger eller i forbindelse med den konkrete episode, der udløste dem.

Det er bedst ikke at spørge barnet, hvad det følte, eller hvorfor det følte sådan. Børn ved som regel ikke, hvor emotionen kommer fra, kun at den er der i dem. Vi må bruge vores egen intuition og dele det, vi tænker, på en blid og ikke-dømmende måde, så vi i sidste ende hjælper barnet med at forstå sin oplevelse.

Lad os sige, at du fornemmer, at dit barn er meget frustreret over ikke at kunne komme hjem igen eller over at skulle sove i en fremmed seng og så videre. Frustrationen kommer til udtryk ved, at hun slår en søskende, der har taget noget af hendes legetøj. Senere samme dag kan du stå ved siden af frustrationen ved at sige: »Det var SÅ frustrerende for dig, da Mary tog din dukke.« Dit tonefald skal svare til den emotion, barnet følte. I denne samtale er pointen at anerkende emotionen, ikke at tale om adfærden (meget svært, men meget nødvendigt, hvis vi vil videre end eksplosionerne). »Søstre kan være SÅ irriterende!« Selv med så lille en opfordring vil barnet sandsynligvis være enig og fortælle dig, hvor lidt hun kan lide sin søster. (Igen er det ikke tidspunktet at tale om, hvor vigtige søskenderelationer er.)

Det, vi gerne vil, er blidt at bringe tanken på bane om, at »tingene ikke er gået så godt på det seneste; der er mange ting, der ikke er gået, som vi havde troet«. Uden at tale om den større begivenhed giver vi barnet det budskab, at vi forstår, at der er RIGTIG meget at være frustreret over. I stedet for at fokusere på og prøve at gøre noget ved en »irriterende søster« fokuserer vi på en »brønd«, der er fuld af fordærvet frustration, og hjælper vores barn med at bearbejde disse intense følelser.

Og den bedste måde, disse dybe emotioner kan blive bearbejdet på, er gennem tårer. Nogle børn har brug for at få lov til at udtrykke deres frustration, før de kan finde deres tårer. Vær forberedt på en masse vrede ord om alle og alt. Lad udbruddet ske, for når de først kan sætte ord på »vred«, kan vi blidt føre dem videre til »ked af det«. Det er i det at være ked af det, at tilpasningen sker. At være ked af det lader emotionen bevæge sig igennem, så den ikke bliver liggende under overfladen.

For at komme fra vred til ked af det må vi anerkende frustrationen: »Der er så meget, der BARE IKKE fungerer! Puha, det er meget at skulle finde sig i! Jeg er så ked af, at det er sket.« Når vi lægger et strejf af tristhed i stemmen, er det ofte nok til at sætte gang i det hav af tårer, barnet har brug for at græde for at kunne tilpasse sig en verden, der ikke vil, som det vil.

Vi kan føre børn gennem en lignende proces, når det gælder alarm. Nøglesætninger er »Det var uhyggeligt for dig« og »Du vidste ikke, hvad der skulle ske«. Også i denne samtale vil vi trøste og samtidig anerkende emotionen, uanset hvad der har vakt den. Der var så meget, der var uhyggeligt, og så lidt tid til at bearbejde det.

Hvis et barn har mareridt eller ser monstre under sengen, må vi stå ved siden af alarmen. At forsøge at løse et emotionelt problem med fornuft virker ikke ret godt. Spørg bare enhver, der har prøvet at få monstrene under sengen til at forsvinde!

Kort sagt er emotioner afgørende for vores trivsel, og når de først er vakt, må de komme til udtryk. Nogle børn, der har gennemlevet svære tider, vil have brug for tid til at bearbejde dem. Hvis deres reaktion er »for god til at være sand«, betyder det blot, at emotionerne vil komme til udtryk senere.

Vores opgave som de voksne i deres liv er at finde en måde at give plads til dette udtryk på uden konsekvenser. Vi må se bort fra noget af den adfærd, der er symptomer, for at nå ind til kernen. Vores børn har brug for at vide, at vi er der for dem, og at vi forstår, at deres adfærd blot er en måde at fortælle os på, at noget ikke fungerer for dem. Vi må holde dem tæt ind til os, så de kan udtrykke disse emotioner og dermed finde hvile.