Forældre i svære tider – del I: Sådan er du dit barns »bedste chance«

De ødelæggende skovbrande, der rammer Fort McMurray i Alberta, er enhver forælders mareridt, ligesom andre naturkatastrofer som jordskælv, tornadoer, oversvømmelser og orkaner er det. Vores dybeste instinkter er at holde vores børn i sikkerhed og give dem stabile, omsorgsfulde omgivelser. Når vores hjem bliver truet og ødelagt, forsvinder vores fundament. Det spørgsmål, der overskygger alt andet i vores tanker, er: »Hvad skal der blive af os?«

Som voksne er det vores rolle og vores ansvar at bekymre os om fremtiden. Og så er spørgsmålet: »Hvad kan vi gøre, når vi står over for en egentlig katastrofe, for at hjælpe vores børn igennem den med så få følger for deres emotionelle trivsel som muligt?«

Og ja, der vil være følger. Dem må vi sørge over, ligesom vi må sørge over tabet af vores hjem og vores lokalsamfund. Alligevel er der ting, forældre kan gøre for at hjælpe deres børn.

Det første er at huske det gamle ordsprog: »Hjemme er, hvor hjertet er.« Børn føler sig mest trygge, når de er sammen med dem, de er knyttet til. Selv om vi måske savner vores hus og vores ejendele, har børn mere brug for os, end de har brug for deres ting. For mange af dem bringer disse svære tider dem tættere på deres forældre, end de har været i et stykke tid. Og det er disse tætte bånd, der vil holde dem trygge og i god behold.

Især i situationer som denne ser børn instinktivt hen til deres forældre for at finde ud af, om de behøver at bekymre sig. De ved, at det, der sker, ikke er godt, men det, de har brug for at vide, er: »Vil du stadig være der og tage dig af mig?«

Derfor må vi give vores børn et budskab om håb, også når vi ikke selv føler os særlig håbefulde eller særlig sikre på, hvad der vil ske. Det kan føles ubehageligt for os, fordi vi som regel forsøger at være ærlige over for vores børn. Men uden denne beroligelse vil vores børn stå rådvilde. De har brug for, at vi tager føringen; ellers vil de selv tage byrden på deres skuldre.

Når vi siger til vores børn: »Vi kommer igennem det her. Det skal nok gå,« betyder det ikke, at alt vil blive, som det var før. Det betyder heller ikke, at vi ved, hvordan vi kommer igennem det. Og det, der sker nu, er måske slet ikke det, vi havde forestillet os for fremtiden, før katastrofen ramte.

Derfor må vi optræde med mere selvtillid, end vi føler indeni. Vi må tro på, at vi er vores barns »bedste chance«, og at barnet i vores nærvær vil kunne klare de forandringer, livet udsætter det og os for. Denne selvtillid skal berolige vores børn: Vi vil være der og hjælpe dem igennem, og vi tror på, at det er muligt at komme ud på den anden side. En rolig og sikker fremtoning gør meget for at hjælpe vores børn med at bevare roen.

Selvtillid er naturligvis ikke hele svaret. Disse svære situationer vækker rigtig mange emotioner. Så meget forandrer sig, så meget går tabt, og derfor er der så meget, der må sørges over. I disse hårde tider og i månederne derefter vil der være brug for mange tårer.

Modstandskraft er et ord, der ofte bliver nævnt i den slags situationer. Men hvor kommer ægte modstandskraft fra? Dr. Gordon Neufeld, en anerkendt klinisk psykolog, foreslår, at modstandskraft er resultatet af tilpasningsprocessen. Og ægte tilpasning er den proces, hvorved vi bliver forandret af det, vi ikke kan forandre. Det, der fører os til tilpasning, er tårer. Tårer er tegn på, at den emotionelle hjerne har accepteret, at handling ikke vil skabe forandring. Tårer er et tegn på at »give slip«. Når vi giver slip på det, vi håbede på, kan vi give plads til det, der kommer.

Da forskere undersøgte, hvilke betingelser der gjorde det muligt for ofrene for 11. september at komme sig, bemærkede de, at evnen til at udtrykke tristhed og smerte var afgørende. Hvis dine børn græder, er det et meget godt tegn. Børn kan kun græde, når de føler sig trygge i armene på dem, der elsker dem, og hvis deres hjerter er bløde.

Vi er nogle gange bange for, at tårerne aldrig vil holde op, hvis vi lader dem flyde. Men hjernen er en fantastisk størrelse. Når emotionen får lov til at strømme igennem, stræber den efter at finde en balance. Tårerne vil naturligt ebbe ud (i hvert fald for en tid), hvis de får tilstrækkelig plads.

Når vi har accepteret, at tårer er nødvendige, og at der er brug for dem, må vi tæmme endnu et instinkt, nemlig ønsket om at fjerne smerten. Når vores børn (eller vores ægtefælle eller vores venner) begynder at græde, er det bedst bare at holde dem dér, hvor de er, hvor svært det end kan være. Jeg plejer at foreslå, at den voksne prøver ikke at tale, men blot mumler trøstende og vugger barnet. Når børn læner sig ind mod os, selv om vores hjerter er ved at briste, er det budskab, vi giver dem: »Jeg er stor nok til at rumme det her. Du kan læne dig op ad mig. Det er i orden at være ked af det.«

Til de forældre og omsorgspersoner, der følger børn gennem disse svære tider: Mine tanker er hos jer. Tro virkelig på, at I er jeres barns bedste chance, så barnet kan være afhængigt af jer, læne sig op ad jer og vokse i trygheden i jeres arme og jeres kærlige hjerte.

I del II af denne artikel vil jeg se nærmere på nogle andre reaktioner, børn kan have i disse situationer, især hvis de endnu ikke er i stand til at græde, og på, hvordan forældre bedst kan håndtere den situation.

Redaktionel note: Læs del II i denne artikelserie her