
I første del af denne artikel om legende tilgange til disciplin skrev jeg om, hvordan vi sidder fast i vores fejlagtige tro på, at disciplinproblemerne ville være løst, hvis bare vi kunne kontrollere udfaldet af vores børns problematiske adfærd. Vi tror altså, at hvis bare vi kunne få praktiske svar på vores spørgsmål om »hvad gør man, når …«, ville vi få den adfærd, vi ønsker os.
Det er netop den form for tænkning, der må konfronteres. Vi har bestemt ikke brug for flere ubrugelige svar på, hvordan man skal disciplinere. Som nævnt i første del af artiklen virker det ikke at kontrollere udfaldet af børns adfærd, og det af to grundlæggende årsager: For det første er deres umodne hjerner ikke indrettet til at fungere ud fra udfald, og for det andet kan de underliggende forhold, som det meste problematiske adfærd udspringer af, ikke håndteres gennem disciplin. Jeg beskrev fem af de mest almindelige rødder til problematisk adfærd og forklarede, hvorfor disciplin ikke er svaret på nogen af dem. Nu vender jeg mig mod leg – det stik modsatte af arbejde – som den overraskende løsning på disse forhold.
Leg og umodenhed
Den første rod til problematisk adfærd (som beskrevet i første del af artiklen) er umodenhed. Kun tid og gunstige betingelser kan få børn til at vokse op. Indtil da er leg deres grundtilstand. Legen beskytter dem mod den virkelige verden med dens konsekvenser, indtil deres hjerner er modne nok til at gå over i arbejdstilstand. Hvis bare vi kunne hvile fra vores eget arbejde med at prøve at give barnet en lærestreg og i stedet gå ind i det umodne barns legende ånd, ville vi opleve, at det var langt lettere at have med børn at gøre.
Hvis vi ikke tog tingene så alvorligt, kunne vi måske endda selv have det lidt sjovt. At lege er en god måde at vente på, at Naturen får vores børn til at vokse op. Når vi støder på bekymrende adfærd, må vi spørge os selv, hvilken adfærd vi gerne ville se i stedet. Så kan vi se efter måder at tilføre en aktivitet noget sjov på, så den bliver engagerende og samtidig fører til den ønskede adfærd. Når et barn endnu ikke er i stand til at rumme blandede følelser, virker dette trick som trylleri på næsten alle områder: at spise, hjælpe til derhjemme, blive renlig, gå i seng, tage tøj på selv og endda at lære.
Leg og modvilje
Mangel på den rette relation til den voksne, der har ansvaret, er den anden store rod til problematisk adfærd, fordi den fører til modvilje – det naturlige instinkt til at modsætte sig en andens vilje, medmindre tilknytningsinstinkterne er fuldt aktiveret. Overraskende nok er leg også svaret på modvilje. I det øjeblik en aktivitet bliver til en leg, smelter modviljen bort. Årsagen ligger i legens egen natur: Man er altid fri til at lege og dermed også til ikke at lege, og på den måde er barnets vilje naturligt beskyttet. Da det grundlæggende formål med modvilje er at beskytte barnets vilje, er leg det perfekte svar, når modstand og opposition skal afvæbnes.
Leg og uciviliseret emotionelt udtryk
Børns stærke emotionelle impulser er den tredje underliggende årsag til problematisk adfærd, fordi de fører til uciviliseret emotionelt udtryk. Også her giver leg os et svar. Der er faktisk god grund til at tro, at leg udviklede sig hos pattedyr som en løsning på den måde, hvorpå primitive emotioner kan støde andre fra sig. Legen skulle tage vare på vores tilknytningsrelationer ved at give vores overlevelsesbaserede emotioner en måde at komme til udtryk på uden virkelige konsekvenser. Når et barns adfærd udspringer af den angrebsenergi, der kommer af frustration, den panik, der kommer af alarm, eller besættelsen af søgen, bør vi spørge os selv, hvordan vi kan hjælpe denne emotionelle energi med at komme ud i leg i stedet.
Helt enkelt sagt kan kun leg for alvor få instinktive væsener til at passe ind i et civiliseret samfund uden at skade nogen af delene. De, der tror på arbejde, ville fejlagtigt give disciplin æren for denne tilpasning. Men de mennesker, der er blevet disciplineret mest, ender ofte med at være dem, der selv har det sværest og volder flest problemer.
Leg og alarmsystemet
Den fjerde underliggende årsag til problematisk adfærd, som jeg beskrev i første del af artiklen, er tabet af de alarmfølelser, der får et barn til naturligt at være forsigtigt, omhyggeligt og bekymret. Disse afgørende følelser bliver hæmmet, når et barn er blevet for alarmeret. Derfor giver det mening, at alarmsystemet fungerer bedst i leg, hvor barnet føler sig mest trygt. Desuden har nyere videnskabelig forskning vist, at leg fungerer som en ydre livmoder for det lille barns spirende alarmsystem, så det kan udvikle sig, og så den tænkende hjerne får øvelse i at finde ud af, hvad der er galt. Som tidligere nævnt bliver børn uden et fungerende alarmsystem af sig selv disciplinproblemer. Selvom leg bestemt ikke er et øjeblikkeligt svar på et alarmsystem, der ikke fungerer, og på de disciplinproblemer, der følger deraf, er leg utvivlsomt det bedste hospital, vi har for et alarmsystem ude af funktion, og den bedste modgift mod problematisk adfærd, der udspringer af skødesløshed og hensynsløshed.
Leg og tabte tårer
Manglende evne til at føle afmagt, når man møder den – eller tabet af tårer – er den femte og sidste årsag til problematisk adfærd, som jeg beskrev. Leg er vores bedste chance, når vi vil hjælpe med at finde de tabte tårer af tristhed, fordi tårer altid kommer lettere på ét skridts afstand fra virkeligheden. De kommer lettere, når de handler om noget, der ikke tæller så meget. Jeg finder det fascinerende, at de gamle grækere opfandt »skuespillet« for at give udtryk for afmagtstårer, især i mødet med livets tragedier eller store afmagtsoplevelser. Det kan jeg bestemt genkende.
Den grundlæggende antagelse bag den udfaldsbaserede tilgang til disciplin er, at erfaring alene kan lære os noget. Det er ikke sandt. Hjertet må berøres i sin sårbarhed, hvis forandring skal ske. Det er med andre ord ikke nok at kende konsekvenserne af vores handlinger. Vi må faktisk føle afmagten i en bestemt handlemåde eller afmagten i at ville ændre vores omstændigheder, for at den nødvendige beskæring kan finde sted. Når vi møder adfærd, der ikke virker, bør vi spørge os selv, om barnet har mistet adgangen til den tristhed, der ville gøre udslaget. Hvis det er tilfældet, må denne tristhed genoprettes, før den problematiske adfærd kan løses.
Og så – overraskende nok (i hvert fald for dem, der tror på arbejde) – ser leg ud til at være svaret på de adfærdsproblemer, vi fejlagtigt har forsøgt at rette op på gennem disciplin. Men så længe vi sidder fast i vores udfaldsbaserede tænkning og er blændet af vores fejlplacerede tro på arbejde, vil vi ikke formå at gøre brug af Naturens eget virkningsfulde svar på forældres største bekymring i dag. Vi har brug for et grundlæggende skift i tænkningen, hvis vi skal ændre vores måde at gøre tingene på – en lussing til vores paradigme, om man vil. Før det kan ske, må vi måske først føle tristheden over vores egne forgæves forsøg på at ændre vores barns vildfarne veje.
Jeg vil gerne tilføje et par afsluttende tanker, før jeg lægger pennen. På disciplinområdet har vi en tendens til at tro, at hvis bare nogen ville besvare vores spørgsmål om »hvad gør man, når …«, kunne vi finde vej gennem et barns problematiske adfærd. Ironisk nok er det netop svarene på disse spørgsmål, der holder liv i det, man kunne kalde »fejldisciplin« (som parallel til begrebet »fejladfærd«).
Disse spørgsmål om »hvad gør man, når …« behøver ikke så meget at blive besvaret som at blive draget i tvivl og erstattet. De spørgsmål, der for alvor ville ændre vores dans, er: Hvad ser jeg, når mit barn bryder ud i denne bekymrende adfærd? Hvad kan jeg lære af denne episode, som ville ændre mit samspil med dette barn? Hvilken adfærd ville jeg gerne se i stedet, og hvordan kan jeg tilføre aktiviteten noget leg, så den bliver naturligt engagerende? Svarene på de spørgsmål kan hjælpe os med at udvikle os til den slags forældre og lærere, vores børn virkelig har brug for.
Nogle mennesker er »børnehviskere«, fordi de intuitivt kender legens hemmelighed og har tillid nok til at handle ud fra dette dybe, naturlige instinkt. Min kone er et godt eksempel på det. Ingen behøvede at fortælle hende det, jeg fortæller dig, for hun lader til altid at have vidst det.
Sådan er jeg ikke. Jeg har brug for et kort og en begrundelse, især når jeg bevæger mig ud i forvirrende terræn. Min såkaldte professionelle uddannelse skilte mig fra min naturlige intuition og forhindrede mig i begyndelsen i at se både legens rolle og dens kraft i børns udvikling. Det, og min blinde tro på arbejdets kraft, sugede næsten det legende helt ud af mig, før udviklingsvidenskaben bragte mig til fornuft igen. Nu prøver jeg at gøre det godt igen og at give legen den anerkendelse, den fortjener, og det rum, den har brug for til at gøre sit arbejde. Nu kender jeg min kones hemmelighed. Jeg skriver denne artikel for at dele den med andre som mig, så vi kan konfrontere den tænkning, der har holdt os fanget i arbejdsmotivet og dets lammende udfaldsbaserede tænkning.
Selvom leg måske er det svar, vi har ledt efter, er den desværre i alvorlig nød i dagens samfund. Det skyldes dels, at der er så lidt kognitiv forståelse af leg, dels at den kulturelle støtte til leg er gået tabt, og dels at ægte leg hurtigt bliver erstattet af falsk leg. Det lumske ved meget af det, der i dag kaldes leg (for eksempel videospil, skærmleg, frikvartersleg og endda legebaserede læreplaner), er, at det i bund og grund er udfaldsbaseret. Så det er i virkeligheden arbejde forklædt som leg – som ulven i fåreklæder.
Men det er en anden historie, til en anden tid og et andet sted.
Redaktionel note: Læs første del af artiklen her. Vi anbefaler også Dr. Gordon Neufelds kursus Making Sense of Discipline.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2016 og udgivet på NeufeldInstitute.org