I denne todelte artikel om disciplin gennemgår Dr. Gordon Neufeld de grundlæggende årsager til problematisk adfærd og deres overraskende legende løsninger.
Leg har fyldt meget i mine tanker på det seneste. Måske er det indflydelsen fra tre små børnebørn. Måske er det, fordi jeg gerne vil forblive ung, og legesyge hjælper bestemt på det. Måske er det, fordi emnet leg på det seneste er eksploderet ind i den videnskabelige bevidsthed, og jeg har haft den vidunderlige luksus at skabe Play & Emotion, et nyt kursus, der har givet mig nogle af de bedste stunder i mit teoretiske liv. Uanset årsagerne tror jeg, at jeg er blevet en, der tror på leg.
Man forbinder ikke sædvanligvis begreberne leg og disciplin med hinanden. Det er der god grund til. Disciplin forbindes som regel med arbejdsmotivet, som handler om resultater. Arbejdets grundlæggende teori, anvendt på disciplin, går ud på, at adfærd formes af sine konsekvenser. Heraf følger, at den primære opgave i disciplin må være at styre udfaldet af et barns adfærd. Så når der opstår problematisk adfærd, tænker de, der tror på arbejdsmotivet: »Hvilke konsekvenser skal jeg arrangere eller pålægge for at give barnet det budskab, at denne adfærd ikke virker?« Eller når barnet gør noget, der særligt glæder os: »Hvilke konsekvenser (fx belønninger) skal vi give for at sende det budskab, at denne adfærd virker?«
Leg handler derimod ikke om resultater, men om selve aktiviteten. På den måde er leg det modsatte af arbejde. At være legende betyder, at vi er optaget af aktiviteten og ikke tænker på de resultater, den kunne føre til.
De, der tror på arbejdsmotivet, går ud fra, at børn skal behandles som små arbejdere, så de efterhånden lærer at forbinde årsag og virkning … og gradvist kommer til at tilpasse deres egen adfærd derefter. Med denne tilgang bliver disciplin i sig selv hårdt arbejde: et forsøg på at finde præcis de rette konsekvenser, der kan frembringe præcis den rette adfærd.
Der er to grundlæggende problemer ved at gå til disciplin på denne måde:
For det første fungerer børn i særdeleshed (og umodne mennesker i det hele taget) ikke efter arbejdsmotivet. Det er lige meget, hvor logiske konsekvenserne måtte være, når et barn ikke tænker i resultater. Hvis man ikke fuldt ud forstår dette, kan man til tider føle sig sindssyg, og disciplin bliver en øvelse i afmagt. Af gode udviklingsmæssige grunde, som vi først nu er begyndt at opdage, er børn skabt til at fungere i legetilstanden – med god grund blinde for udfaldet af deres adfærd.
Det andet problem ved at se disciplin gennem arbejdsmotivet er, at arbejde faktisk ikke giver den slags adfærdsmæssige resultater, vi søger. Den grundlæggende årsag er, at disciplin ikke kan tage fat i de underliggende forhold, der giver anledning til den problematiske adfærd. Vi tænker ofte på disciplin som noget korrigerende, men det kunne kun være sandt, hvis den problematiske adfærd ikke havde dybere rødder. Det viser sig, at der er fem grundlæggende problemer, som ligger under næsten al den adfærd, der typisk bliver mødt med disciplin – og disciplin giver ikke en løsning på bare ét af dem:
Den mest almindelige årsag til problematisk adfærd er umodenhed. Børn er ikke født med evnen til at løse problemer, se tingene fra en andens perspektiv, vurdere konsekvenser eller håndtere deres emotioner og impulser. Selv når de kender forskel på rigtigt og forkert, kan de ofte ikke leve op til det. Selv deres bedste hensigter bliver alt for ofte ikke til noget. Selvom disse udviklingsmæssige mangler fører til betydelig problematisk adfærd, kan de ikke rettes gennem disciplin. Kun ægte modning vil give de resultater, vi ønsker. Indtil da bør vi overveje, hvad vi skal gøre med et barn, indtil det er modent nok til at handle efter sin viden.
En anden væsentlig årsag til problematisk adfærd er manglen på den rette relation til den voksne, der har ansvaret. Børn må være dybt knyttet og i en tilstand af tillidsfuld afhængighed for at have et dybt og gennemgående ønske om at være gode. Når denne tilknytning mangler, vil børn instinktivt gøre modstand og sætte sig imod, når de føler sig tvunget. Betegnelsen for dette er modvilje. Denne form for problematisk adfærd kan ikke imødekommes gennem disciplin; tværtimod vil disciplin gøre den værre. Det relevante spørgsmål er, hvordan man udvikler den slags relation, hvor børn af sig selv ønsker at være gode. Hvis det underliggende ønske var til stede, og vi sørgede for at værne om denne hellige tillid, ville der helt sikkert være mindre brug for disciplin.
Den tredje underliggende årsag til en betydelig del af den problematiske adfærd er børns stærke emotionelle impulser, som søger udløb. Alt, hvad disciplin gør, er at forværre netop de emotioner, der bragte barnet i problemer til at begynde med. Når vi fornemmer, at emotion driver adfærden, bør vi spørge os selv, hvordan vi kan hjælpe barnet med at få denne emotion ud uden at få ballade. Alene en forståelse af denne dynamik ville ændre vores egen adfærd betydeligt.
Den fjerde årsag til problematisk adfærd er, at et barn ikke instinktivt bevæges til at være forsigtigt, omhyggeligt og bekymret, når det burde være det. Disse egenskaber er ikke personlighedstræk, der skal læres, men frugten af et sundt alarmsystem. For at børn kan holde sig ude af problemer og uden for fare, må deres tænkende hjerne mærke feedbacken fra et aktiveret alarmsystem, når der er problemer forude. Alt for mange af vores børn har mistet evnen til at føle sig forsigtige, omhyggelige og bekymrede, og så bliver de af sig selv til disciplinproblemer. Det spørgsmål, vi bør stille os selv i sådanne tilfælde, er, hvordan vi kan hjælpe med at genoprette barnets evne til at føle sig forsigtigt og omhyggeligt, når der er brug for det.
Den femte grundlæggende årsag til problematisk adfærd er manglende evne til at føle afmagt, når man står over for den. For at tage fat i problematisk adfærd på hjerneniveau må børn FØLE tristhed og skuffelse, når de støder på noget, de ikke kan ændre. Alt for mange af vores børn har mistet deres følelse af afmagt. De gør de samme ting, der ikke virker, igen og igen og mangler den modstandskraft, der lader dem vide, at de nok skal overleve ikke at få deres vilje. Disciplin i sig selv kan ikke fremme tilpasning, og konsekvenser eller sanktioner kan heller ikke frembringe det rette resultat. Kun de rette følelser kan gøre det. Hvis adfærden er kørt fast, bør vi spørge os selv, hvordan vi kan hjælpe barnet med at finde de tabte tristhedstårer, som kunne hjælpe det med at finde vej gennem livets labyrint.
Hvis disse fem grundlæggende årsager til problematisk adfærd blev løst, ville der være meget lidt brug for at disciplinere et barn. Vi må minde os selv om, at disciplin i sig selv ikke kan rette de grundlæggende forhold, der ligger under den meste problematiske adfærd. Faktisk har konventionel disciplin en tendens til at gøre tingene værre. Hvis dette virkelig blev forstået, ville vi vide, at den egentlige opgave i disciplin ikke er at gøre fremskridt eller at give barnet en lærestreg, men derimod »ikke at gøre skade« og at finde en måde at håndtere symptomadfærden på, indtil de underliggende forhold kan tages op. Denne indsigt ville grundlæggende ændre den måde, vi omgås vores børn på – og ikke kun, når der opstår problematisk adfærd.
Det bringer mig tilbage til leg. Overraskende nok ser leg ud til at være svaret på netop de problemer, vi sædvanligvis forsøger at rette gennem disciplin. Det er derfor, leg er de umodnes standardtilstand. Og det er derfor, jeg tror på leg – ikke arbejde – når det gælder om at nå de resultater, vi så gerne ønsker for vores børn.
Så hvordan gør leg det? Det spørgsmål vil jeg tage op i anden del af denne artikel. Indtil videre vil jeg gerne efterlade dig med den tanke, at vi måske har taget disciplin alt for alvorligt. Måske har vi været for forblændede af vores voksne arbejdsmoral til at se, hvad leg i virkeligheden er i gang med. Måske er vi blevet narret af legens tilsyneladende harmløse og useriøse natur, som har forhindret os i at indse, at den kunne give de resultater, vi har søgt.
Intet i den naturlige udvikling virker direkte. Vi kunne sagtens tillade os at tage det lidt lettere, lade børn være børn og finde en måde at skabe orden i deres univers på, som ikke føles så meget som arbejde.
Redaktionel note: Læs anden del af artiklen her. Vi anbefaler også Dr. Gordon Neufelds kursus Making Sense of Discipline.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2016 og udgivet på NeufeldInstitute.org