Dette er sidste afsnit af Deborah MacNamaras serie i tre dele om det sensitive (»orkidé«-)barn. Første afsnit tegnede et billede af det sensitive (»orkidé«-)barn. Andet afsnit handlede om de udfordringer, man ofte møder som forælder til sensitive børn.
Hvordan kan vi give sensitive børn de bedste betingelser at vokse i?
Alle børn har brug for omgivelser, der fremmer udviklingen, men for et sensitivt barn er det en afgørende faktor for, om barnet vil trives eller visne. Følgende strategier vil hjælpe med at skabe sunde rammer og relationer, som gavner alle børn, men især de sensitive.
1. Beskyt dem mod oplevelser, der er for meget.
Når omgivelser, relationer eller oplevelser er for meget for et sensitivt barn, må de voksne, der tager sig af barnet, aflæse situationen og beskytte det derefter. En forælder melder for eksempel et lille barn til musikundervisning, men opdager, at barnet løber mod døren, hver gang lyden går i gang. Barnet kan opleve visuelle eller auditive stimuli som overvældende og har derfor brug for at være kortere tid i disse omgivelser, hvis overhovedet. Det er vigtigt, at en voksen aflæser, hvad barnet kan klare, selv i små doser, men uden at skærme barnet fuldstændigt. At presse barnet ud over dets grænser fører typisk til, at det lukker ned eller eksploderer i oprørthed. Samtidig kan en forælder være nødt til at hjælpe et sensitivt barn igennem en situation, der føles ubehagelig for barnet. En mor fortalte for eksempel:
Min syvårige datter havde pyjamasdag i skolen, og hun tog sin pyjamas på, men da vi kom ud til bilen, sagde hun, at hun ikke havde det godt med det og ville skifte. Jeg troede på, at hun ville have det fint, når hun kom i skole, og at det var vigtigt for hende at se, at hun kunne klare det, så jeg besluttede at hjælpe hende med at have det ubehageligt og hjælpe hende igennem det. Jeg sagde til hende, at vi ville prøve at have pyjamas på, og at jeg ville bringe hendes tøj til skolen, hvis det ikke gik. Hun krøb sammen op ad mig hele tiden, indtil hendes lærer dukkede op i en lyserød, blød badekåbe og råbte: »Pyjamasdag!« Da hun så sine klassekammerater klædt på samme måde med deres tøjdyr, slappede hun af og gik ind i klasseværelset. Det kan virke ubetydeligt for andre forældre, men for mig var det en stor sejr.
Der er tidspunkter, hvor et sensitivt barn skal beskyttes, og tidspunkter, hvor det har brug for støtte til at stå over for ting, der føles for store eller ubehagelige. Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, og det kræver, at forælderen foretager en vurdering ved at aflæse barnets behov, forstå, hvad der rører sig i barnet, og tydeligt tage føringen gennem situationen.
2. Før barnet ind på sårbart territorium.
Sensitive børn er kendt for at undgå indhold, der er oprørende eller alarmerende. De viger måske tilbage fra triste historier i bøger og bliver bange, når de ser børne-tv. Forældre må nænsomt bevæge sig i den retning, når der er brug for det – ikke ved at presse, men ved at invitere barnet til at udtrykke, hvad der sker i det emotionelt. Sensitive børn leder ofte opmærksomheden væk fra deres følelser på grund af den sårbarhed, de oplever. Det kan være bedre at rette opmærksomheden mod emotionelle temaer på lidt afstand, for eksempel i billedbøger eller i historier om andre mennesker. At kunne lege, når de er oprørte, hjælper deres emotioner med at komme til udtryk i deres tegninger, bevægelser, bygværker eller figurer. At anerkende deres store følelser og hjælpe dem med at udtrykke og sætte navn på dem vil hjælpe dem til bedre at forstå deres indre verden. At aflæse barnets signaler og forsøge at hente oprørtheden frem, før den bryder ud, er en bedre strategi end at vente, til det hele løber løbsk. En far fortalte for eksempel:
Jeg lagde mærke til, at min niårige søn virkelig tyggede og bed negle, mens han så Gilligan's Island, komedieserien om alle de mennesker, der er strandet på en ø. Jeg spurgte ham, hvad der var galt, for han virkede lidt nervøs og bed i fingrene. Han sagde: »Far, kommer de mennesker nogensinde væk fra øen?« Han tænker altid på den slags ting og forudser altid, hvad der vil ske.
At føre et sensitivt barn i hjertets anliggender er en af de allersværeste opgaver, men den er helt afgørende for barnets samlede emotionelle sundhed og modenhed.
3. Byg bro over al adskillelse og al problematisk adfærd.
Når du har brug for at tale med et sensitivt barn om dets adfærd, er det bedst at gøre det uden for selve episoden, inden for rammerne af en varm relation, og at berøre emnet blidt. Når der sker noget, der gør dem oprørte, kan de have brug for tid til at falde til ro, så intensiteten i deres oplevelse aftager. Når du fortæller, hvad der ikke fungerede, så sørg for at formidle, at relationen stadig er i orden. Gør det let for dem at tage imod din vejledning, og hold jeres relation stærk. Midt i deres store reaktioner kan du blot sige: »Den her adfærd er ikke i orden, men jeg taler med dig om det senere, og vi finder en vej igennem.« De siger måske: »Jeg vil ikke tale om det«, og så kan du svare, at du vil gøre det let, hurtigt og så smertefrit som muligt, men at nogle ting nogle gange skal siges og tages hånd om.
4. Hjælp dem med at finde deres tårer, når der er brug for det.
For at udvikle modstandskraft har et sensitivt barn brug for at få sine tårer over de ting, det ikke kan ændre, og som ikke går, som det vil. Sensitive børn har ofte store forventninger og planer, som ikke bliver til virkelighed. De ønsker måske, at gode oplevelser skal fortsætte i det uendelige, de vil være perfekte og undgå fiasko, eller de vil ændre en andens mening, når de er uenige. De ting, de ikke kan ændre, vil frustrere dem og nogle gange føre til store udbrud, især i de tidlige år. Når intensiteten i disse emotioner er blevet tømt ud gennem udbruddene, er vejen igennem, at deres frustration smelter til tårer. I disse bløde, sårbare tårer ligger kimen til modstandskraft, når de indser, at de kan overleve, når livet ikke går, som de vil. For at kunne finde deres tårer har de brug for stærke, omsorgsfulde voksne, som ikke er bange for deres store følelser og reaktioner. Hvis deres tårer forsvinder, kan en lang række vanskeligheder med adfærd og læring dukke op. At genoprette den emotionelle sårbarhed er den bedste vej til at bringe et sensitivt barn til hvile igen.
Selvom børn fødes med forskellig medfødt konstitution, er det betryggende, at de voksne i barnets liv er nøglen til at skabe betingelserne for vækst. Sensitive børns behov kaster lys over betydningen af relationen til de voksne og over vores emotionelle sårbarhed som mennesker. Hvis vi kan forstå sensitive børn, kan vi hjælpe dem med at blomstre og udfolde de vidunderlige muligheder, der findes inde i dem. Vi, der tager os af vores børn, har i os selv evnen til at ændre retningen for deres udvikling.
Skrevet af Deborah MacNamara i 2015 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Deborah MacNamara, ph.d., er underviser (faculty) ved Neufeld Institute og leder af Kid's Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg), Nourished og børnebogen The Sorry Plane.