Jeg har i 13 år undervist børn med adfærds- og indlæringsvanskeligheder. I skoleåret 2002–2003 arbejdede jeg i det, man kaldte ressourceklasser, som i virkeligheden var klasser for elever med adfærdsvanskeligheder. Som pædagogisk konsulent skulle jeg støtte lærerne.
I en af klasserne gik en ung dreng, der var urolig, sprudlende og helt igennem vidunderlig. Han var tydeligvis i alfapositionen og kunne sende klassen ud i kaos, når der skete uventede forandringer eller overgange. Oftest arbejdede jeg med ham alene, fordi læreren bad om det; hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle stille op med ham. På det tidspunkt kendte jeg ikke Gordons arbejde, paradigmet. Men denne elev fornemmede intuitivt nogle af dets grundelementer. Her er en lille historie, som han skrev. Den viser hans forståelse af afmagtens tårer og deres værdi.
Smileansigternes landsby
Der var engang en landsby, hvor folk ikke smilede. Selv når de fortalte sjove historier eller vittigheder, smilede de ikke.
En dag besluttede de at så frø af »smil«. De såede dem overalt i landsbyen, i deres service og endda under deres senge. De vandede dem hver dag med deres tårer.
En dejlig morgen var smilene vokset op. Folkene i landsbyen plukkede dem og limede dem på deres ansigter.
Mathieu, 9 år
Bragt i kursusmaterialet til Power to Parent II: Helping Children Grow Up på Neufeld Institute. Forfatteren er ikke navngivet i originalen.