Jeg vil gerne dele noget, der skete med min søn (noget meget ubemærkelsesværdigt, som dog fik mig til at tænke over, hvor langsom en proces det er, og hvor meget tålmodighed der skal til for at hjælpe børn med at vokse op).
Min søn (der er 8, meget intens, meget sensitiv og meget tilbøjelig til at beskytte sig mod skuffelse og tristhed) var ude at handle med mig i går. Vores tilknytning er god, og vi havde det dejligt sammen, mens vi fandt en fødselsdagsgave til min mand, men så stødte vi på den frygtede slikautomat (den slags, der sluger din mønt, mens du forgæves forsøger at gribe et stykke legetøj eller slik med metalkløerne). Vi havde allerede delt en lille godbid på turen, og jeg besluttede derfor at sætte en stopper for hans ønske om mere slik. Jeg var afmagtens agent og trøstens engel hele vejen ud af indkøbscentret. Men ak, min søn undgik skuffelsen og gik til angreb (forsøgte at stoppe mig fysisk og verbalt). De verbale angreb kom fra bagsædet hele vejen hjem. Jeg blev ved med at sige til mig selv: »Se det for det, det er. Han er frustreret og kan ikke komme til tårerne.« Hvor mange gange har jeg ikke måttet tale sådan til mig selv og ikke lade min reaktivitet tage over. En stor del af min praksis er at tillade mig selv at have nogle grimme tanker i hovedet, som jeg ville elske at spytte tilbage, men jeg holder mund for ikke at skabe yderligere afstand. Jeg ser på mig selv med min egen frustration og vender også tilbage til teorien, så den kan vejlede mig. Jeg synes, det er så meget sværere med min egen søn end med de børn, jeg arbejder med!
Da vi kommer hjem, vil min søn ikke ud af bilen. Alle mine forsøg på at lokke tristheden frem fører til flere verbale angreb, så jeg siger til ham, at jeg kommer tilbage, og at vi nok skal klare det. Efter et par øjeblikke inde i huset, hvor jeg mærker, hvor udmattende det er, og at jeg har lyst til at finde nogle sanktioner frem – og hvor nytteløst det ville være – samler jeg mig selv for at samle ham. Ud til bilen går jeg igen for at gentage mit budskab: Vi kan komme igennem det her, vores relation er større end nogle få ord, der kommer bare noget frustration op og så videre. Jeg vælger mine ord med omhu og inviterer ham til at komme ind og spille et spil. Jeg minder ham om, at vi kun har en kort stund sammen, før hans søster kommer hjem, og at jeg elsker den tid alene med ham.
Han kommer ind. Vi spiller det elskede »Frøsaft«-spil, mens jeg giver ham et solidt mellemmåltid. Vi griner, vi finder forbindelsen igen. Mange (måske de fleste) forældre uden forståelse for udviklingsteorien og Gordons tilgang ville have gjort noget, der i min søns tilfælde ville have skabt endnu mere afstand (eller måske krævet, at barnet adlød og pressede frustrationen ned, så den bare dukker op senere eller et andet sted). Det interessante for mig var, at jeg bemærkede, at min søn ikke havde tømt sig på det tidspunkt; hans frustration kunne meget vel dukke op igen. Men det vigtige var, at det, jeg gjorde, var med til at uddybe tilknytningen, som med tiden ville hjælpe ham til at blive blød. Min søn er sjældent typen, der får et lille raserianfald og smelter hen i tårer. Det er sjældent, at jeg kan lægge lidt tristhed i stemmen og få ham til at tømme sig med en god gråd. Jeg må hele tiden hjælpe ham til at acceptere afmagten ad bagdøren (invitationer til at føle sig sårbar, historier på ét skridts afstand, små kommentarer om et frustrerende øjeblik længe efter, at det er sket, og så videre). Men han har brug for at blive blød gennem sin tilknytning til mig og min mand. Jo mere tid på tomandshånd vi giver ham, og jo mere vi kan tage føringen, så han kan hvile, jo større er sandsynligheden for, at tårerne kommer, når tiden er inde.
Nogle gange vil de forældre, jeg arbejder med, gerne have tårerne frem, men vejen er ikke altid lige. Tømningen må ske i min søns eget tempo, og jeg må være tålmodig og blive ved med at bane vejen for, at han kan hvile og føle sig tryg. Optøningen kan være meget langsom for nogle børn, og vores egen utålmodighed kan komme i vejen (som jeg selv har opdaget). Fordi den direkte vej sjældent fører til tårer, må jeg altid sørge for at beskytte ham mod det, der gør ham hård (reaktivitet selvfølgelig, men også for meget samvær med jævnaldrende eller for meget stimulation, for meget adskillelse og så videre).
Min respekt for forældre er vokset enormt, siden jeg fik min søn. Når jeg sidder med forældre i min private praksis eller der, hvor jeg underviser, og hører, at de også kæmper, tænker jeg på et citat, som Anne Lamott nævner i en af sine bøger: »Det guddommelige bryder sig ikke om, at vi bliver hængende i komforten for længe.«
Min søn er min største læremester og sådan en gave. Han hjælper mig med at vokse op. Jeg er så taknemmelig for denne teori, der vejleder mig undervejs, og for at jeg kan dele den med andre, der respekterer den vej, jeg vælger.
Skrevet af Colleen Drobot i 2006 og bragt i kursusmaterialet til Power to Parent II: Helping Children Grow Up på Neufeld Institute
Om forfatteren
Colleen Drobot er Registered Professional Counsellor og Adjunct Faculty member ved Neufeld Institute med over 20 års erfaring med at arbejde med børn og familier.