Min datter har en splint i fingeren

»Hjælp, hjælp!« råbte K, mens hun kæmpede for at genvinde balancen i det iskolde vand. »Er der ikke nogen, der kan hjælpe mig!« Hun kæmpede for at finde fodfæste igen, frysende, bange og våd. Hun græd, og hun råbte, men der kom ingen hjælp. Hendes jævnaldrende stod i bedste fald og så på.

Til sidst reagerede hendes lærer på råbet og hjalp K op af vandet, og dér sad K, kold og våd, og forsøgte at samle sig selv igen. Læreren gik, de andre børn gik, og så bad læreren et af børnene om at gå tilbage og hjælpe K med at komme tilbage til skolen.

Hvordan møder man det, når børns hjerter bliver hårde? Er medfølelse noget, man lærer – eller bliver lært – eller er det en naturlig reaktion på at se et andet menneske i nød?

Efterhånden som historien blev pakket ud, viste det sig, at K var på vej for at hjælpe en af sine klassekammerater. Hun havde set, at S sad på den anden side af bækken og græd, fordi hun havde fået en splint i fingeren. K havde fået øje på en træstamme og tænkt, at den kunne bringe hende over til kammeraten. Stammen var glat, og K faldt i det iskolde vand. Børnene så på, måske i chok, eller måske fordi de ikke i deres hjerter hørte kaldet fra pigen, der lige var faldet i og havde brug for deres hjælp.

K har ingen venner i sin klasse. Hun sidder alene forrest i lokalet, tæt på læreren. Hun har svært ved det faglige, og de andre børn går til og fra, som om hun ikke var der. Hun leger alene i frikvartererne, og når hun forsøger at få kontakt med de andre, bliver hun ignoreret eller får at vide, at hun skal gå.

K er ikke en »typisk« tiårig pige. Hun samler på sten, hun elsker naturen, hendes yndlingsprogram er Dirty Jobs, hun elsker musik, at skrive historier, at ride og at lave videnskabelige eksperimenter med hvad end der ligger foran hende (måske er hun slet ikke så usædvanlig). Hun tager sig ikke af sociale normer som tøj og hvem man skal være sammen med, hun er ikke særlig sportslig (hendes krop udvikler sig hurtigt, og hun ved derfor ikke fra dag til dag, hvad den kan og ikke kan), hun er større end sine jævnaldrende, hun er genert og ofte meget sensitiv over for det, der sker omkring hende, hvilket let kan sætte hende i alarm.

Skolen stod tilbage med spørgsmålet om, hvad den skulle gøre. Læreren var i chok, skolelederen var i chok. Hvordan reagerer man på en scene som denne? Kan vi lære børn at bekymre sig om andre, når de er så forsvarede, at de ikke kan se et andet menneskes smerte? Hvordan blødgør vi deres hjerter, så de kan komme til sårbarheden i frygten og tristheden over det, der skete?

Lærerne følte, at de måtte reagere. De talte med eleverne og fik dem til at skrive et undskyldningsbrev til K. De undskyldte for det, de ikke havde gjort, og lovede, at de ikke ville gøre det igen. Spørgsmålet står dog stadig tilbage: Hvad er det, der bevæger mennesker til medfølelse? Hvad ville bevæge disse børns hjerter til at invitere K til at eksistere i deres nærvær?

K fik støtte fra sine voksne. Hendes forældre trådte hurtigt til for at forsikre hende om hendes værdi og hendes tilknytning til dem. I deres omsorg kunne hun komme til sine tårer over det, hun havde oplevet, og hun forsøger nu stille og roligt at komme videre. Men hvad med de andre børn? Hvad vil bringe dem til deres tårer, så deres hjerter kan blive bløde? Hvad skal der til, for at de bliver berørt af det, menneskene omkring dem oplever?

Moren til det barn, K var på vej for at hjælpe, klagede til skolen. Hendes datter skulle efter hendes mening ikke skrive et undskyldningsbrev.

»Min datter havde en splint i fingeren,« forklarede hun.