Tilknytningsfrustration

En lærerveninde kontaktede mig midt i skoleåret sidste år. Åh ja! Hun underviste i en specialklasse med praktisk sigte på grundskoleniveau [blandede klassetrin, blandede former for særlige behov og meget forskellige kognitive niveauer]. Der var i alt fire voksne i klassen, inklusive pædagogiske assistenter. Hun havde en lille fyr med en alvorlig og kompliceret historie med mislykkede plejeanbringelser efter et tidligt liv, hvor han havde været låst inde på et værelse. Han kom i skole senere end de fleste, fordi han allerede var i skolealderen, da de sociale myndigheder fandt ham, låst inde. Grimme sager …

Nå, men hun ringede til mig i fuldstændig frustration. Intet virkede. Skolen foreskrev en stram adfærdsmæssig tilgang baseret på timeout, som så ud til fuldstændig at forværre den problematiske adfærd [dvs. ingen form for samarbejde, slet ikke med i klassens rutiner, udfordrede de voksne på alle planer, holdt sig med afføringen til de værst tænkelige tidspunkter, lod den så gå i bukserne og tværede afføring ud på alle væggene, forsøgte at angribe voksne med afføring, måtte holdes fast af voksne i forbindelse med aggression, timeout osv.]. Hun ville prøve en »gå hjem, hvis du ikke kan opføre dig ordentligt her«-tilgang, fordi hun ikke kunne komme i tanke om andet.

»Kan fire voksne ikke klare den her elev?« sagde skolelederen og satte dermed spørgsmålstegn ved, om de voksne havde de rette kompetencer til at håndtere situationen.

»Hold jer til adfærdsprogrammet!!« fik hun at vide.

Som sagt: Åh ja! Jeg var så glad for, at hun ringede.

Vi begyndte vores samtale med tilknytningen i elevens liv, og hvordan defensiv tilbagetrækning på hans vej var blevet så nødvendig for at overleve hans oplevelser følelsesmæssigt og psykisk. Vi overførte vores tanker om defensiv tilbagetrækning til hendes klasseværelse. Han vil ikke kunne udvikle nogen form for tryg, rolig eller forbundet følelse under konstant trussel om konsekvenser, isolation eller at blive sendt hjem [hvor plejeforældrene så sætter ind med deres egne adfærdsmæssige konsekvenser, hvilket gør hans verden endnu mere utryg].

Jeg introducerede begrebet tilknytningsfrustration [et af mine yndlingsbegreber] i forbindelse med hans niveau af frustration og aggression. Denne lille fyr havde reelt ingen fungerende tilknytninger i sit liv, og jeg er ikke sikker på, at han nogensinde har haft det … hvor frustrerende er det ikke?????? Jeg introducerede begrebet counterwill (modvilje), og hvordan hans modvilje var helt ude af proportioner, hvilket førte til al hans meget modsatrettede og til tider meget foruroligende kontrollerende adfærd i klassen [og derfor vil ingen adfærdsmæssig tilgang virke, fordi hun aldrig vil opnå den nødvendige grad af tilslutning eller samarbejde].

Værd at bemærke … dette barn græd aldrig, aldrig. Der var ingen tårer at finde.

Vi talte om det fastlåste barn og om mit syn på, at ikke kun hans livsomstændigheder, men også selve den adfærdsmæssige tilgang gjorde ham endnu mere fastlåst. Min veninde forstod det hele. Det gav fuldstændig mening. Det er et andet af mine yndlingsaspekter ved paradigmet … forståelsen er der allerede, man skal bare hjælpe den op til overfladen hos personen.

Så begyndte en samtale om nye tilgange, i store træk ud fra følgende:

1. Skab kontakt, før du vejleder. Ikke mere bestemt stemme og en håndfast/aggressiv tilgang med »Du skal gøre det her«. Få kontakt med ham først. Stille, blidt og positivt. Mærk lidt efter i øjeblikket, og giv så retning og bevægelse videre til det næste.
2. Ikke flere timeouts i isolation. Når den lille fyr havde det svært, begyndte læreren at tage ham med hen i et stille hjørne, hun havde indrettet, og sidde med ham og blive hos ham, uanset hvor lang tid det tog [heldigvis var der andre voksne i klassen, så hun kunne gøre det, men i en så ekstrem situation ville jeg have overbevist hende om at bede om ekstra hjælp til de øjeblikke, hvis hun ikke havde haft den i klassen i forvejen]. Der var bøger, modellervoks og bløde puder. Fokus: … blid, accepterende, i stand til at holde om ham og holde fast i ham, også i de svære øjeblikke.
3. Ikke mere overfokus på »adfærd«. I svære øjeblikke skiftede læreren sin ramme fra »barnet er slemt, adfærden skal stoppes« til »barnet kæmper for at klare sig, jeg må træde til og støtte«. Med dette skift i tankegangen kunne hun være nærende og støttende i stedet for at påtvinge, lægge pres og kræve passende adfærd. Sikke en frihed det var for hende!
4. Lok emotionen frem. Læreren begyndte at spejle hans emotion med ord, ansigtsudtryk og gestik. Det var helt nyt for hende. Det var simpelthen aldrig faldet hende ind at tage sig tid til at lokke emotioner frem og give plads til dem, men hun forstod det, når det handlede om at hjælpe dette barn.
5. Afføringssituationen [en meget alvorlig situation i et skolemiljø!]. Her indførte vi en »overraskelsespose«. Læreren samlede interessante aktiviteter med fokus på kontakt [en pop op-bog, et lille brætspil for 2–3 personer, ny og spændende modellervoks osv.] ud fra det, hun havde set, at han interesserede sig for. Hvis barnet brugte toilettet, når han skulle af med afføringen, kunne han vælge noget fra overraskelsesposen og invitere nogen til at lege med sig i sit stille hjørne. Fokus på hans toiletbesøg blev dog stoppet [ikke mere overfokus på bestemt adfærd]. Muligheden med overraskelsesposen var der for ham, hvis han valgte den, men der var ikke længere store konsekvenser eller pres forbundet med hans toiletsituationer. De blev blot taget hånd om med værdighed, og alle kom videre med dagen.

Min veninde holdt et møde med sine pædagogiske assistenter for at gennemgå de nye tilgange grundigt, og så gik de i gang. Omkring en måned senere ringede hun – begejstret, med fornyet handlekraft og meget glad for den lille fyr. Tingene var stadig svære, afhængigt af dagen, månens stilling, sult, træthed, hvem ved … men det gik i det store hele meget bedre. Han havde mange gange haft afføring på toilettet. Hans aggression var stærkt reduceret. Han deltog langsomt, men sikkert mere og mere i klassens arbejde. Han var begyndt at stave sit eget navn. Han var ikke blevet sendt hjem en eneste gang.

Men det, der var musik i mine ører, var, da hun sagde: Han græd i dag for første gang nogensinde, og det meste af eftermiddagen. Han havde slået et andet barn i frustration, mens de legede med klodser. Hun tog ham med hen i hans stille hjørne og satte sig hos ham. Hun gik ned i øjenhøjde med ham og gned hans ryg. Hun sagde: »Du må være så frustreret lige nu.« Han smeltede ind i hendes arme og sagde: »JJJJAAAAA!!!!!!!« Han græd. Og græd. Og græd. Og græd. Og hun holdt bare om ham og fældede selv et par tårer. Hun sagde, at det var hans bedste eftermiddag nogensinde.