Ringe i vandet

Anonym fortælling

Vi har nok alle et menneske i vores liv, som har betydet uendelig meget for os … det håber jeg i hvert fald, vi har. En, der påvirkede os, en, der gjorde en forskel, måske endda en, der reddede os. Det har jeg.

Nogle gange tror vi, at det kræver megen tid og tålmodighed at gøre en forskel for et barn. Vi tænker måske, at vi ikke har tiden i en travl hverdag, at vi ikke kan give så meget af os selv, at vi har for meget at se til. Men ringene i vandet viser os, at det kan være de mindste og enkleste møder, der får den største virkning. Stenen er selvfølgelig allerede på vej mod bunden af floden og aner intet om ringene, der breder sig i alle retninger på overfladen … men der er de alligevel, og de bevæger sig længere og længere væk fra den handling, der skabte dem.

Jeg gik i mellemskolen. Jeg var meget sensitiv, genert, nervøs, urolig, bekymret, bange, alarmeret. Der skete ting i mit unge liv, som var alarmerende. Jeg vil ikke gøre denne historie ubehageligt personlig, så lad mig nøjes med at sige, at meget i mit liv ikke fungerede, netop som jeg nærmede mig ungdomsårenes tomrum.

Jeg var socialt kejtet, for sensitiv til at håndtere det sociale spil og lugtede af emotionel sårbarhed for ethvert dominerende barn, der søgte et sted at komme af med sin frustration, der var løbet surt … jeg var det perfekte offer. For bange til at reagere og med meget lidt støtte fra voksne derhjemme eller i skolen. Lærerne lagde enten ikke mærke til det, ville ikke lægge mærke til det eller vidste ikke, hvad de skulle gøre. Mine forældre var frustrerede over både mobningen og min emotionelle sårbarhed og kunne hverken give mig emotionel lindring eller et trygt sted, hvor jeg kunne slikke mine sår, samle kræfter og møde en ny dag. Så jeg mødte hver ny dag mere tom, følelsesløs og alarmeret end dagen før – med en synkende fornemmelse af, at det hele var min egen skyld.

Det sker ofte for børn, der igen og igen har sociale problemer, som aldrig synes at ende … først bliver forældrene vrede på de andre børn, så bliver de vrede på skolen, og så begynder forældrene – af ren frustration over, at barnet bliver ved med at komme hjem med de samme sørgelige historier – at blive vrede på deres barn … Du må gøre noget forkert! Hvorfor kan du ikke bare ignorere dem!? Hold dig bare væk fra dem! Oversat: Det er din skyld.

Og så var jeg fanget i denne onde cirkel af ensomhed uden nogen ende i sigte. Jeg er sikker på, at jeg var på vej mod en depression. Jeg forstår præcis, hvad Gordon mener, når han taler om at høre sin egen stemme give genlyd inde i hovedet, fordi man er så fortabt og tom indeni. Alting var mærkeligt og uvirkeligt. Tungt. En stor anstrengelse. Udmattende. For meget at bære.

En dag oplevede jeg igen og igen social grusomhed i skolegården. Da jeg kom tilbage til min plads i klasseværelset, var jeg ved at nå et bristepunkt. Jeg åbnede mit skolebord for at gemme ansigtet derinde. Jeg græd nemlig aldrig mere. Jeg kunne ikke. Men muren tårnede sig op, og tårerne var begyndt at ryste i mig, hvad enten jeg ville det eller ej.

Og så skete det. Min lærer lagde mærke til det. Hr. Smith så mig endelig. På det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg var usynlig, ubetydelig, ingenting. Alt, hvad jeg følte, var intethed … men han så mig endelig.

Hr. Smith rakte ud den dag og bad mig blive efter skoletid for at tale med mig. Han sagde, at han kunne se, hvad der skete med mig, at han var bekymret for mig, at det ikke var i orden, at jeg ikke fortjente det, og at det ikke var min skyld. Han fortalte om sine egne oplevelser med social grusomhed, da han var ung, og forsikrede mig om, at det ville gå over. Jeg kunne komme igennem det. Når jeg ser tilbage med en voksens blik, kan jeg se, at han lod mig vide, at han var på min side … han forstod.

Dette enkle, menneskelige møde tog sandsynligvis kun omkring 10–15 minutter. Jeg er sikker på, at Hr. Smith stod over for et tavst, mutt, tomt, følelsesmæssigt udslukt barn, som ikke syntes at registrere et eneste ord af det, han sagde … men det gjorde jeg. Han drejede mig i en ny retning i det ene møde, og det vil jeg altid være ham taknemmelig for. Det forstod jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var for ung og for følelsesløs. Men han løftede en meget, meget tung byrde af mine tolvårige skuldre: byrden ved at føle sig helt alene.

Jeg husker, at jeg gik hjem den aften efter vores samtale og følte mig lettere, end jeg havde gjort i årevis. Bogstaveligt talt lettere til fods. Mindre tung og mindre træt. Langsomt begyndte jeg at finde en stemme i mig selv til at sige fra over for nogle af de andre børn – en stemme, der kun blev stærkere for hver dag. Langsomt begyndte jeg at finde mig selv. Hr. Smith rakte aldrig ud på samme måde igen efter den dag, men det behøvede han heller ikke. Stenen var allerede kastet.