Den første skoleuge: Forbindelse og emotionel tryghed

I nat kunne mine børn ikke sove. I dag var deres første skoledag, og deres kroppe og hoveder var ikke helt klar til overgangen. Da min mand og jeg slukkede lyset for at sove, hørte jeg min niårige datters lille stemme råbe: »Jeg falder aldrig i søvn!« og så istemte min 13-årige søn: »Heller ikke mig. Jeg kommer til at ligge vågen til klokken tre i nat!« Efter at vi havde beroliget dem, kom søvnen endelig. Tidligere på aftenen havde de dog begge fortalt, at de havde en blanding af glæde og nervøsitet ved tanken om den første skoledag. Med det ukendte følger ængstelse. Mange børn og unge går rundt med spørgsmål som: Vil jeg kunne lide min lærer? Vil jeg kunne klare opgaverne? Kommer mine venner i min klasse? Vil det gå mig godt i år? For de ældre elever kan det være: Vil jeg kunne finde mine klasselokaler? Vil jeg få nye venner? Vil jeg passe ind?

I morges, da jeg kørte til den skole, hvor jeg underviser én dag om ugen, lyttede jeg til radio. De interviewede en skoleleder fra et af de lokale gymnasier (high schools) om, hvordan den første skoledag var for eleverne i 8. klasse. I Vancouver i Canada, hvor jeg bor, går de fleste high schools fra 8. til 12. klasse, så for en elev, der starter i 8. klasse, er det en helt ny verden. Jeg var meget imponeret over den måde, denne skole håndterede overgangen på for de unge teenagere. Skolelederen anerkendte, at det kan være skræmmende for mange elever i 8. klasse, og at personalet havde arbejdet hårdt på at lægge en plan, der kunne hjælpe dem blidt ind i deres nye skoleliv.

I stedet for at lade 8.-klasserne komme og lede efter deres navn på en liste og selv finde deres klasselokaler, lod personalet eleverne fra 9. til 12. klasse møde om formiddagen og 8.-klasserne møde om eftermiddagen, så de ikke skulle føle sig overvældede i et hav af ældre elever. Skolens rådgivere havde sidste år arbejdet med en gruppe elever fra 11. og 12. klasse for at gøre dem klar til at være »bindeleddet« for de nye elever i år. De ældre »bindeledselever« tog imod 8.-klasserne i gymnastiksalen, og de delte sig i små grupper, hvor de ældre teenagere lavede nogle samarbejdsøvelser med de yngre. Når gruppen så følte sig klar, fulgte de ældre elever 8.-klasseeleverne i deres gruppe hen til deres klasselokaler og blev hos dem resten af dagen. Skolelederen fortalte, at efter at de havde indført den slags praksis, hvor eleverne bliver støttet i at føle sig trygge og velkomne, var hærværk og fravær faldet med tiden. Han mente også, at det bidrog til, at eleverne klarede sig bedre fagligt. Når eleverne har det godt med at komme i skole og har en fornemmelse af at høre til, klarer de sig naturligt bedre.

Denne intuitive skoleleder og hans personale forstod, at for at børn kan lære og vokse, må de først føle sig trygge og godt taget hånd om. Som Dr. Gordon Neufeld siger: »Al vækst udspringer af et sted med hvile.« Neurovidenskabelig forskning viser os, at stress kan hæmme læring hos både dyr og mennesker. Jeg tror, vi alle kender følelsen af ikke at kunne tænke klart eller præstere lige så godt, når vi er alarmerede. Mesterlærere forstår det godt og arbejder hårdt på at få deres elever til at falde til ro og vinde deres loyalitet og hjerter, og de skaber dermed en ramme, hvor de kan give deres visdom videre.

Skolelederen på dette gymnasium i Vancouver tilføjede også, at nogle forældre er tilbageholdende med at forlade deres unge teenagere på den første dag, fordi situationen er så ny og stressende. Han fortalte, at i stedet for at jage dem væk inviterer personalet forældrene til at blive i gymnastiksalen, indtil de er overbevist om, at deres barn har det fint og er trygt. Igen var jeg imponeret over den måde, skolen håndterede »overrækkelsen af tilknytningsstafetten« på, som Gordon kalder det. Når børn og unge oplever adskillelse fra deres forældre eller andre voksne, de er knyttet til, kan det udløse alarm. Når nye lærere og ældre elever byder dem velkommen og arbejder på at skabe en tryg atmosfære, hvor de nye teenagere kan være afhængige af dem, skaber det en god oplevelse for alle. Det vækker også de ældre elevers instinkter for omsorg, når de arbejder på at skabe et trygt miljø for deres yngre kammerater. Når vi gør brug af hierarkiet mellem ældre og yngre, gavner det alle. Mange grundskoler gør det med stor succes ved at sætte ældre »venskabsklasser« sammen med yngre.

Når undervisere og lærerpersonale træder frem for at orientere eleverne, give dem et pejlemærke og invitere dem til at være afhængige af dem, når de har brug for hjælp, skaber det de tilknytninger, der er så livsvigtige for relationen mellem elev og lærer. Vi ville gøre klogt i at gøre dette til det første punkt på dagsordenen på alle vores skoler – at skabe rammer for forbindelse mellem personale og forældre, mellem personale og elever og mellem ældre og yngre elever. Børn og unge, der føler sig godt taget hånd om, bliver elever, der holder meget af andre. Først må vi tage os af vores elevers emotionelle behov. Så har vi, i kølvandet på emotionel og psykologisk hvile, bedre mulighed for at opbygge et uddannelsessystem, der fremmer omsorgsfulde, selvstændige og engagerede elever.