Jeg er medfacilitator for en studiegruppe af fagfolk, der mødes regelmæssigt for at drøfte Dr. Gordon Neufelds teorier om tilknytning og udvikling. Vi er en gruppe af lærere, psykiatere, socialrådgivere, terapeuter, forældreundervisere, undervisere fra alternative skoler og pædagoger på småbørnsområdet – de fleste af os er selv forældre – med et stærkt fokus på at forstå og fremme tilknytningstænkningen. Som det næste på dagsordenen vil vi begynde at studere Gordons begreb counterwill (modvilje).
Som forælder og fagperson har jeg oplevet begrebet modvilje som helt afgørende og nyskabende. Modvilje blev først beskrevet af den skarpsindige østrigske psykoanalytiker Otto Rank (1884–1939) og senere tilpasset af Gordon til at beskrive vores instinktive, defensive modstand mod at føle os tvunget. Det er et instinkt, der er til stede hele livet igennem, men langt mere intenst i vækstspurtfaserne omkring toårsalderen og igen i ungdomsårene.
Modvilje kan vise sig som øjeblikke med opsætsighed, stædighed og »at sætte hælene i«, men den tjener et konstruktivt formål i udviklingen. Ifølge Gordon har modviljeinstinktet udviklet sig med en dobbelt udviklingsmæssig funktion: at tjene tilknytningen og at fremme den psykologiske vækst.
Hvad angår tilknytning, er dens primære rolle at være et forsvar, der afviser indflydelsen fra dem, der står uden for vores tilknytningskreds. Den skal holde os hjemme og holde os i sikkerhed, mens vi er små, og den er en del af tilknytningens »lim«, der binder os til vores egne ved at sikre, at vi har et stærkt instinkt for ikke at følge hvem som helst. Det er i høj grad den, der får tumlingen i køen i supermarkedet til at vende sig bort fra den smilende fremmede (og måske endda række tunge!) – »Jeg kender dig ikke, og jeg er ikke knyttet til dig!« er det, den prøver at sige.
Hvad angår fremme af den psykologiske vækst, vækker modviljen igen en trang til at »skubbe imod«, når vi føler os tvunget – bortset fra, at det på dette område er en instinktiv reaktion på at føle sig presset, selv af dem, vi er knyttet til. Det er de stærke følelser af modstand, der automatisk kan vælde op i et ungt menneske, når det oplever, at det får at vide, hvad det skal gøre, bliver stillet krav til eller får at vide, hvad det skal mene.
NEJ! begynder toåringen at sige, mens hun krydser armene og sætter hælene i.
HVIDT! siger den unge, når han får at vide, at noget er sort.
SORT! siger den unge, når han får at vide, at noget er hvidt.
Udviklingsmæssigt set bliver modvilje inden for tilknytningens naturlige ramme en sund del af det helt lille barns forsigtige, gradvise bevægelser hen imod en nødvendig følelse af »adskilthed« fra forældrene og af den unges vækst hen imod psykologisk selvstændighed og evnen til at tænke selv. Efter at have studeret modviljeinstinktet er jeg enormt taknemmelig for den større »glathed« i hverdagens forældreskab, som følger med denne indsigt. Jeg kan se øjeblikke med modvilje, når mine børn gør modstand eller »sætter hælene i« som ren reaktion på den måde, jeg er gået til dem på, og jeg har lært et øjeblik at slække på den energi, der ligger i min insisteren, mine krav eller min tvang, så tingene kan løsne sig, før vi går videre igen (i stedet for at presse endnu mere på, når de reagerer med stærk modvilje).
Det, der er vigtigt for vores studiegruppe af undervisere og fagfolk inden for mental sundhed, er, at Gordon i detaljer gennemgår, hvordan modviljeinstinktet kan være en af de mest forvirrende og besværlige dynamikker i arbejdet med børn og unge – især hvis det bliver misforstået af de voksne omkring barnet, eller hvis det bliver udtalt, intenst og fastlåst. Hvorfor? Hvad kan få et sundt og naturligt instinkt til at blive problematisk, frustrerende og svært for barnet? Hvordan griber vi intens eller gennemgribende modvilje an med det formål at genskabe en mere afklaret og sund balance? Det bliver vigtige spørgsmål til drøftelse i vores studiegruppe, når vi fokuserer på Gordons begreb modvilje.
Redaktionel note: Mere om modvilje finder du i Gordons kursus Making Sense of Counterwill.
Skrevet af Darlene Denis-Friske i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Darlene Denis-Friske er algonquin-anishinaabe-terapeut og Adjunct Faculty ved Neufeld Institute med en baggrund, der spænder over skoler, psykiatrien og privat praksis.