Modstandskraft og den grimme dukke

Min datter var fem år og ivrig efter at lege med dukker sammen med de »store piger« ved siden af. Hun så op til de ældre piger og længtes efter at være med, hver gang hun så dem lege udenfor. Hun så sit snit, skyndte sig ud ad hoveddøren med begejstring i øjnene og sin yndlingsdukke under armen, mens jeg blev stående og kiggede ud ad vinduet.

I det øjeblik gik det pludselig op for mig, hvad der var ved at udspille sig … og mere end noget andet ville jeg trække hende tilbage og beskytte hende mod det, der kunne ske. Det var, fordi jeg så noget, hun ikke så … Jeg vidste, at dukken, hun holdt så kærligt, ikke var nogen almindelig dukke. Denne »dukke« var en hånddukke formet som et rumvæsen, som tilhørte hendes far – faktisk en gave givet i spøg, men det begreb ville en femårig ikke kunne forstå. Alle andre ville se den som grim, men for hende var den dyrebar. Hun havde forelsket sig i dette rumvæsen og bar rundt på det som en dukke. Om ikke andet var den en forbindelse til hendes far, som hun forgudede.

Så hvad var jeg bekymret for? Hendes smag i dukker var egentlig ikke noget, der bekymrede mig, især fordi jeg kunne se kærligheden bag den. Min bekymring var, at de andre børn måske ikke ville se de samme indtagende sider ved den grimme dukke … og at de måske ikke ville kunne holde deres afsky tilbage.

Som det viste sig, var min bekymring berettiget, og den blev til virkelighed. »Sikke en grim dukke!« lød det gennem luften. Ordene sårede, og jeg kunne se smerten i min datters ansigt, da hun oplevede at blive afvist af sine jævnaldrende.

Mit hjerte længtes efter at beskytte hende. Jeg ville tage smerten væk og forhindre, at hun oplevede mere, der kunne såre. Men det blev et afgørende øjeblik for mig, for jeg indså, at dette kun var begyndelsen. Der ville være ting i hendes liv, som hun ville blive nødt til at stå over for, og jeg så pludselig, hvor vigtigt det var, at hun udviklede styrken og selvtilliden til at stå over for dem. Hvor fristende det end var, var det måske ikke den bedste idé at pakke hende ind i vat. Jeg havde en fornemmelse af, at det at beskytte hende betød noget mere, noget dybere. Så jeg valgte ikke at feje oplevelsen til side eller forsøge at aflede hendes opmærksomhed og få hende til at have det bedre; i stedet valgte jeg at holde om hende i det smertefulde øjeblik. Jeg lagde armene om hende, mens hun mærkede sorgen og skuffelsen over afvisningen, indtil hun kunne bevæge sig igennem den og komme ud på den anden side.

Mens jeg krammede min datter, og tårerne kom, mærkede jeg hendes smerte. Og jeg indså, at der som forælder ville være tidspunkter, hvor jeg måtte træde til og skærme hende mod ting, der var for meget at bære, for ellers risikerede jeg, at hendes forsvar tog over og gjorde hendes hjerte hårdt. Samtidig ville der komme tidspunkter, hvor hun havde brug for at vide, at hun kunne klare tingene – at hun kunne overleve pigernes sårende ord. Og jeg måtte være der for hende gennem disse oplevelser, være et trygt sted og holde hendes hjerte blødt. Det var nøglen til, at hun kunne udvikle modstandskraft og blive i stand til at møde de udfordringer, der uundgåeligt lå forude. For der er måske flere grimme dukker i hendes fremtid …