At forstå angst hos små børn

Det var mørkt udenfor. Mit fireårige barnebarn skulle lige til at gå hen over fortovet, da hun opdagede en sværm af sorte myrer, der dækkede det sted, hun var ved at træde. Alarmeret ved synet af dem blev hun fyldt af angst og stivnede i hjælpeløshed.

Hvad er angst?

For at overleve og være i sikkerhed i verden er vores hjerner udstyret med et alarmsystem. Dette system skal gøre os forsigtige, når vi er i fare. Allerede i sjette graviditetsmåned har fosteret et fungerende alarmsystem. Senere vil det hjælpe barnet til at udvikle forsigtighed, omhyggelighed, bekymring og samvittighedsfuldhed. Det er et komplekst system, som involverer det limbiske system, hypothalamus, det autonome nervesystem, opmærksomhedssystemet, det endokrine system og mange særlige neurotransmittere. Alarmsystemet spiller en vigtig rolle i udviklingen, og forældre har en afgørende indflydelse på, at systemet forbliver sundt og velfungerende.

Hvad får børn til at gå i alarm?

Der er næsten ingen ende på, hvad der kan udløse dette alarmsystem, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Når vi føler angst, betyder det, at vi er alarmerede. Det skaber følelser af at være utryg, ængstelig og urolig.

Børn går i alarm ved sengetid, når der kommer en lillesøster eller lillebror, når de begynder i skole, når deres forældre bliver skilt, når bamsen bliver væk, når de forstår, at døden er en uundgåelig del af livet, når de bliver afvist af venner, når nogen er vrede på dem, og så videre. Disse kilder til alarm er ret åbenlyse, men så er der også de skjulte kilder til alarm – at forstå, at ens forældre ikke kan holde én i sikkerhed, at der kan ske noget slemt med en, man elsker, at fornemme, at man er for meget at håndtere, at man ikke kan leve op til andres forventninger, at man ikke betyder noget for en, man holder af, eller at man må holde på en hemmelighed, der skiller én fra andre. Alt dette skaber angst og en kronisk, vag fornemmelse af at være utryg, ængstelig og urolig. Det er de subjektive oplevelser af et aktiveret alarmsystem, også når vi ikke ser, hvad der alarmerer os.

Børn ser ikke, hvad der alarmerer dem, fordi den egentlige rod til alarm er frygten for at blive adskilt fra de mennesker og ting, de er knyttet til. Den sårbarhed er for meget at bære. Det er mindre sårbart at frygte mørket, myrer, lyde, skygger eller monstre under sengen. I dag oplever flere børn angst, fordi de står over for adskillelse fra deres forældre i et hidtil uset omfang – i en stadig yngre alder og i stadig flere timer. Dr. Gordon Neufeld har givet os indsigt i disse komplekse dynamikker, så vi kan forebygge og løse de problemer, der opstår af for meget alarm.

At forebygge og løse problemer med alarm

En dyb tilknytning til en omsorgsfuld voksen er nøglen til at hjælpe børn med at føle sig trygge og til at forebygge de problemer, der udspringer af alarm. Børn har brug for at hvile i trygge relationer – i hjemmet og i enhver sammenhæng, hvor der bliver taget hånd om dem. Forældre, lærere og andre omsorgspersoner må sammen være opmærksomme på dette helt grundlæggende behov.

Da mit barnebarn stod stivnet foran myrerne, stillede jeg mig ved hendes side, tog hende i hånden og sagde: »Lad os tælle til tre, og så løber vi og hopper over myrerne!« Det gjorde vi, og vi kom sikkert over på den anden side – sammen. Denne historie er et billede. Når vores børn står over for alarm, må vi holde fast i dem, holde dem knyttet til os og hjælpe dem sikkert frem til deres mål. Så kan de vokse op og blive selvstændige.