Jeg glemmer aldrig, da vi landede i Winnipegs lufthavn ved midnat, og jeg trådte ind i terminalen og så en mængde mennesker, der trods det sene tidspunkt ventede på deres kære. Der blev krammet, sagt »jeg har savnet dig«, og der var i det hele taget en god energi i luften. Min familie og jeg skulle overnatte på lufthavnshotellet, men jeg stod tilbage med en fornemmelse af at være en udenforstående i dette fællesskab og en længsel efter varmen i deres forbindelser. Jeg tænkte ved mig selv: Ikke så underligt, at der står »Friendly Manitoba« på deres nummerplader.
For mig stod lufthavnen i Manitoba som et billede på det bedste, et fællesskab kan give forældre og børn. Man kan have nok så smukke bygninger og huse med flotte haver, men det sikrer ikke, at man har et fællesskab. Fællesskab handler om forbindelser mellem mennesker, og det er den naturlige ramme, børn er skabt til at vokse op i. En attachment village (tilknytningslandsby) er et usynligt netværk, som børn modnes i, og hvor de udvikler en fornemmelse af rodfæstethed, tilhørsforhold og forbindelse. Børn ser op til og orienterer sig efter de voksne i disse fællesskaber, og der er mange voksne, der kan træde i forældrenes sted. Forældre i dag lever ofte adskilt fra den øvrige familie, og kernefamilien har aldrig været så lille. Vi er så vant til at være isolerede og uden en tilknytningslandsby, at det føles helt almindeligt for os; men selv om det føles »normalt«, er det bestemt ikke naturligt.
Den dag i dag kalder jeg naboerne fra mine barndomsår for »tante Charlotte«, »onkel Jim«, »tante Bee« og så videre. Gaden var fuld af tanter og onkler, og når man legede ude på gaden, havde man en fornemmelse af, at alle havde øjnene med én. Selv de »Block Watch«-skilte (nabohjælp), der hang i folks vinduer, fortalte mig, at hjælpen aldrig var langt væk på vejen hjem fra skole. Men hvordan skaber vi disse tilknytningslandsbyer for vores børn, når vi ikke kender vores naboer og er mistænksomme over for dem, der ville hænge et »Block Watch«-skilt op i vinduet?
Selv om vi ikke kan skrue tiden tilbage til dengang, vi levede i tilknytningslandsbyer, kan vi bevidst og konstruktivt skabe dem selv. Fordelen ved at leve i dag er, at vi har frihed til at bygge tilknytningslandsbyen for vores børn og familie op, præcis som vi finder det rigtigt. Vi kan vælge bevidst, hvem der skal være tanter og onkler, og sikre, at de passer til vores syn på at være forældre og til vores værdier. Vi kan fungere som relationsbyggere mellem vores børn og dem, der skal udfylde en rolle som stedfortrædende forældre, så de aldrig behøver at føle sig langt hjemmefra, når de ikke er sammen med deres familie.
At dyrke en tilknytningslandsby kræver arbejde med relationerne og et ægte ønske om forbindelse med andre. Uanset om vi samles for at fejre Earth Day, holde grillfester, Thanksgiving eller religiøse højtider, kan vi selv skrive reglerne for fællesskabet. Vi behøver ikke følge foreskrevne skikke; vi kan finde på dem undervejs. Man ved, at ens landsby er ved at tage form, når mange af ens mennesker føles som familie, og man derfor deler prøvelser, sorger og fester med hinanden. Børnene oplever et sammenhængende netværk, som de kan hvile i, lege i og modnes i.
Selv om afbrudte forbindelser og isolation kan være en alt for almindelig hverdagsoplevelse for forældre i dag, kan der gøres meget for at dyrke og skabe den støttende kreds, som familier har haft brug for til alle tider. Vi behøver ikke føle skyld og utilstrækkelighed, fordi vi ikke kan klare det hele og være alt for vores børn; sådan var det simpelthen aldrig meningen, det skulle være.
Skrevet af Deborah MacNamara i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Deborah MacNamara, ph.d., er underviser (faculty) ved Neufeld Institute og leder af Kid's Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg), Nourished og børnebogen The Sorry Plane.