At stå ved vores børns side

»Frøken! Frøken! Han kaldte mig en tøsedreng!« Og så kunne en ny runde af »hvem gjorde hvad mod hvem« gå i gang. Mens jeg iagttog denne velkendte situation i skolegården, slog det mig, at barnet ikke bad den voksne om straks at »rette op på uretten«. Det forekom mig, at han ønskede beroligelse og forståelse for, at hans følelser var blevet såret.

Hvor meget lettere ville det ikke være, hvis vi indså, at det, børn har mest brug for fra os, er støtte og forståelse. Hvad enten det drejer sig om en sårende bemærkning i skolegården eller en mere alvorlig situation som mobning, ser børn hen til os for at finde ud af, hvad vi tænker om dem.

Hvordan kan vi svare, når et barn fortæller os om en situation, der har gjort ondt? Først må vi anerkende situationen med ord som: »Hvor er jeg ked af, at Johnny kaldte dig en tøsedreng. Det må have såret dig … men jeg synes ikke, at du er en tøsedreng.« Når vi lader barnet tale om sine emotioner, sin frustration og det, der har gjort ondt, giver vi det det budskab, at vi holder af det.

Det er svært for voksne i skolen, fordi vi føler os forpligtede til at gøre noget ved situationen. Det kan være en tidskrævende affære, når vi prøver at finde ud af, hvad der virkelig skete, og at finde en løsning, der ofte har form af en konsekvens, som derefter skal gennemføres og følges op. Der er så meget, der skal nås, og så lidt tid. Det er naturligt at ville handle, når et barn kommer til os med en klage.

Jeg kender en lærer, som nu LYTTER rigtig meget, når børn kommer til hende og klager over deres klassekammerater. Det interessante er, at når hun, efter at have lyttet til elevens bekymring, spørger, om eleven gerne vil have, at hun GØR noget, svarer barnet oftest: »Nej.« Der er tidspunkter, hvor hun taler med den anden elev, men at vide, at hendes elever bare ønsker, at hun lytter, har fået hende til at føle sig mindre presset.

Når børn fornemmer vores »nærvær«, har det en beroligende virkning på deres nervesystem. For at vi som voksne kan være »nærværende«, må vi være overbeviste om, at det, vi gør i øjeblikket, er lige så vigtigt som det, vi skal gøre bagefter.

Vores børn har brug for at vide, at de betyder så meget for os, at vi er villige til at lytte til deres bekymringer. De vil gerne vide, hvad vi tænker om dem, og når de først er blevet beroliget, kan de holde fast i det et stykke tid, mens de oplever de hårde tag i samværet med deres jævnaldrende. Vi må selvfølgelig være opmærksomme på situationer, der kræver, at vi griber ind, for vores elever ser også hen til os for at blive beskyttet. Men det er måske ikke nødvendigt så tit, som vi tror.

Jeg vil gerne opfordre dem af jer, der arbejder med børn. Prøv dette som et eksperiment i en dag eller to. Stå ved barnets side ved at anerkende dets følelser og det, der har gjort ondt. Giv barnet et ord eller to, der beskriver, hvordan du ser det (med fokus på indsats og vækst). Anerkend uretfærdigheden i det, der skete. Selv hvis barnet beder dig om at gøre noget, hvilket kan ske på et senere tidspunkt, så bliv ved med at spørge, om det er okay. Jeg er sikker på, at du vil blive glad for resultatet.

Tak til Lorraine Beaudry, lærer i Alberta, som delte sine erfaringer, da jeg første gang bad om tilbagemeldinger på dette »eksperiment«.