På det seneste har jeg haft samtaler med en række forældre, fordi deres barn har svært ved den adskillelse, der naturligt opstår i forbindelse med skoledagen. Det drejer sig typisk om børn på fem eller seks år, og forældrene er fortvivlede. "Det føles ikke rigtigt, at mit barn skal rives grådkvalt ud af mine arme." Det føles ikke rigtigt, fordi det heller ikke er rigtigt – og alligevel er forældre alt for ofte bange for at stole på deres instinkter.
Jeg husker en nær veninde, der stod i denne kamp for år tilbage, da hendes datter havde svært ved at gå ind i klassen om morgenen og sige farvel til sin mor. Læreren fortalte barnet, at Pippi Langstrømpe, Harry Potter og Anne fra Grønnebakken alle klarede sig uden deres forældre – og at det ville hun også gøre. Pigens anxiety (alarmberedskab) skød i vejret, og skolens leder fortalte min veninde, at hun ikke måtte komme ind i skolen for at sige farvel til sin datter om morgenen. Det, at datteren kom hjem til frokost, blev også anset for at bidrage til problemet, og der blev anbefalet mere samvær med jævnaldrende. Der blev peget på en angstlidelse, og terapi blev anbefalet. Min veninde afviste det hele og gjorde, hvad hun vidste var i sin datters bedste interesse. Hun fortsatte med at følge datteren til klassen for at sige farvel og satte fokus på genforeningen ved at lade datteren vide, at de ville ses til frokost. Hun byggede bro over afstanden ved at give datteren en medaljon af sin egen, som hun kunne bære i løbet af dagen (Gordon Neufeld kalder dette Bridging). Skolens personale var imod det, men som moderen vidste, vidste hun, hvad der var bedst. Hendes datter er nu 12 år gammel, en lokal ildsjæl i sit nærmiljø og glad for at gå i skole.
Datteren fortalte for nylig om den periode i sit liv, hvor hun havde det svært med at forlade sin mor. En af hendes stærkeste erindringer var fra en dag, hvor klassens pædagog bøjede sig ned i øjenhøjde med barnet og sagde: "Det er okay at være bange. Det er okay at savne sin mor." De ord var en trøst, som hun aldrig glemte. Skolelederen bemærkede for nylig, at pigen var "blomstret op" – hvilket i virkeligheden handlede om, at hun var naturligt modnet til bedre at kunne klare separationen, og have ro i sin tilknytning til sin mor. Denne modning sker helt naturligt, når vi nærer de dybe tilknytninger og skaber emotionel tryghed for vores børn, så de kan hvile i vores kærlighed - også når vi ikke er sammen.
Forældre bliver alt for ofte fortalt, at deres børn skal lære at "selvregulere" deres emotioner. Adfærdsregulerende teknikker, der sigter mod at dæmpe emotioner som frygt og frustration, anbefales til børn helt ned i fem- og seksårsalderen. Børn i denne alder bliver ofte lært at ændre deres tanker for at kontrollere deres emotioner. Det mærkelige ved modning er, at den ikke lader sig undervise. Gordon Neufeld siger det ret præcist: "Vi behøver ikke at lære at vokse op. Vi har brug for at føle for at vokse op." Med andre ord har børn brug for at mærke deres emotioner – alle sammen. Der er ingen grund til at skubbe på, til at gå i panik eller til at undervise i self-regulation (selvregulering), som ellers er på alles læber for tiden.
For små børn er for meget adskillelse alarmerende. Er det nødvendigt at give dem en selvberoligende teknik for at forsøge at få deres frygt til at forsvinde? Hvilket budskab sender vi dermed? Jeg fortæller forældre, at seks timer for mange børn i børnehaveklassen er for lang tid at være væk fra dem, de er mest knyttet til, og at det er normalt for børn at være bange og nervøse, når de er små. Det er fuldt ud "normalt", at små børn endnu ikke er i stand til at "regulere" deres emotioner. Som kultur bør vi passe på ikke at patologisere separation anxiety (separationsalarm) hos fem- og seksårige og forvente, at de opfører sig som små voksne. For at citere Gordon Neufeld: "Børn bør leve ubevidst." Det er deres ret. Som kultur synes dette alt for ofte at blive glemt.
Skrevet af Patti Drobot i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org