En dag kom min 10-årige søn hjem, tydeligt rystet over noget, han havde oplevet i skoven. Han havde været på cykeltur med nogle drenge fra nabolaget og en ældre bror til en af hans venner. Inde i skoven stødte de på en gruppe teenagere, der skændtes og tydeligvis var tæt på at komme op at slås. Da min søn genfortalte det, kunne jeg fornemme, at volden i luften måtte have været til at tage og føle på. Heldigvis trådte den modige 15-årige, der var med, frem og sagde: "Hey, I der – tag det et andet sted hen. Der er faktisk børn tilstede her!" Og gruppen lyttede faktisk. En af dem mumlede "Undskyld, mand," og så gik de.
Efter at vi havde talt lidt om episoden den aften, faldt min søn i søvn, og jeg troede, at det var slut. Men i løbet af de næste par dage begyndte han at spørge mig, om jeg havde låst bilen og huset, og han gik tilbage for at tjekke, selv efter at jeg havde forsikret ham om, at jeg havde gjort det. Noget nyt var også, at han virkede overdrevent optaget af sin søsters sikkerhed og bekymrede sig for, at hun kunne blive kørt ned af en bil. En dag, mens vi var ude i haven og arbejdede i bedet, så vi en ældre teenager i vores baggård. Min søn rakte ud efter et skarpt haveredskab og gav det til mig med ordene: "Her, mor, tag det." Forvirret spurgte jeg ham hvorfor. Hans blik gled hen mod teenageren, og han sagde: "Bare for en sikkerheds skyld…" Og så gik det op for mig med ét. Han var i anxiety (højnet alarmberedskab) på grund af den fare, han havde fornemmet i skoven. "Skat," sagde jeg, "jeg tror, jeg ved, hvorfor du har bekymret dig så meget om familiens sikkerhed på det sidste! Det er på grund af de teenagere, du så slås!" Han nikkede med et skræmt blik.
Vi blev begge bevidste om sammenhængen, da jeg sagde det højt. Hans alarmberedskab var højt, og han var blevet hyperårvågen over for sikkerhed – på samme måde som vi alle måtte være det for tusinder af år siden i tilfælde af et angreb fra en sabeltandstiger. Men børn var aldrig ment til at være dem, der skulle holde landsbyen sikker; det har altid været de voksnes opgave. Et barns hjerne har brug for al sin energi til at vokse og modne og må derfor befries for den daglige alarm. Som voksne er det vores opgave at give barnet ro, så væksten kan finde sted.
Jeg var nødt til at hjælpe min søn med at finde psykisk ro. Efter at have lært af dr. Neufeld gennem en årrække vidste jeg, at jeg måtte overbevise min søn om, at han var tryg hos mig – at han kunne hvile i, at det var mig, der havde ansvaret. Lige der i haven fortalte jeg ham, at det var hans fars og mit ansvar at holde ham og familien sikre. Jeg fortalte ham meget tydeligt, at hans opgave som barn var at lege og vokse. Han nikkede og slappede synligt af. Den aften talte vi igen om det, der var sket i skoven. Han spurgte mig, om jeg kunne gøre noget for at slette billederne fra hans hoved. Jeg fortalte ham, at det var vidunderligt, at han kunne tale med sin far og mig om det, at hans følelser var naturlige, og jeg delte en oplevelse fra mit eget liv, hvor jeg havde været vidne til noget lignende og havde følt det på samme måde. "Dig også?" spurgte han. Det lettede ham at vide, at han ikke var den eneste. Jeg forsikrede ham om, at jo mere han overlod sine bekymringer til os, jo mere ville hans hjerne finde ro – at når vi deler skræmmende ting med andre, vi stoler på, hjælper det os med at hele. Han fik tårer i øjnene og gav mig et knus, mens han mindes flere detaljer fra dagen i skoven. Hele tiden holdt jeg ham og fortalte ham, at jeg var der for ham. Vi talte lidt mere den næste aften med endnu flere tårer. Den efterfølgende uge spurgte jeg ind til det. Han sagde, at han kunne huske alt, men at han ikke følte sig bange eller utilpas, når han tænkte på det. Nu havde han kun selve erindringen tilbage. Al hans øgede årvågenhed om sikkerhed forsvandt, og han blev legesyg og sorgløs igen.
Jeg blev taknemmelig for det, jeg har lært af dr. Neufeld om vores alarmberedskab. Vi ved ikke altid, hvad der skræmmer vores børn. Vi kan ikke altid styre de skræmmende eller foruroligende oplevelser, de møder. Svaret er dog det samme, uanset hvor traumatisk oplevelsen er: Vi bliver ved med at arbejde på vores attachment (tilknytning), så de stoler på os – vi voksne hjælper dem med at normalisere deres følelser. Vi kan tage føringen og vise, at vi er stærke, og lade dem vide, at de er sikre i vores nærvær – sådan at vi udtalt og entydigt formidler, at vi altid vil tage os af dem og passe på dem
Skrevet af Colleen Drobo i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org