Note om terminologi: I Neufeld-paradigmet skelnes der skarpt mellem emotioner (de dybe, instinktive impulser, der bevæger os indefra, jf. latin emovere) og følelser (den bevidste, psykologiske oplevelse af disse impulser). Vi benytter derfor det ikke så tit brugte ord 'emotioner', når vi refererer til de drivende energier i barnet, for at bevare den teoretiske præcision, som Dr. Gordon Neufeld lægger vægt på. Emotioner er ikke et ord, der bruges så tit på dansk, men vi kender det alle fra udtrykket "at være emotionel". Det er et præcist ord, som vi bevidst genopdager for at indfange den kropslige og instinktive kvalitet, der ligger i det, der "bevæger os indefra", før det bliver til en bevidst følelse.
Den videnskabelige litteratur om emotioner er eksploderet. For bare et årti siden forsøgte vi stadig at forstå adfærd ved at betragte al adfærd som et resultat af konsekvenser. Men nu ved vi, at emotioner bevæger os — dybt og instinktivt — og former vores adfærd, selv når vi ikke er bevidste om, at vi er i bevægelse. Nu ved vi, at emotioner styrer hjernens udvikling. Nu ved vi, at emotioner driver modning. Med andre ord: emotionerne er hjertets sag. Hvor ironisk, at netop det element, som samfundsvidenskaben havde gjort store anstrengelser for at afvise og kassere — og som faktisk blev betragtet som en forstyrrende faktor — nu er blevet hjørnestenen i vor tids forståelse.
Vi ved nu også, at det limbiske systems vigtigste opgave er at få børn til at knytte sig til de voksne, der har ansvaret for dem. Et veludviklet attachment (tilknytning — det primære følelsesmæssige bånd) mellem børn og de betydningsfulde voksne i deres liv udgør det afgørende første skridt i at give disse voksne mulighed for at udøve deres opgave. Veludviklet tilknytning aktiverer desuden børnenes modningsprocesser, hjulpet på vej af et væld af instinkter og emotioner. For at børn kan blive godt tilknyttede, må de til sidst "give os deres hjerte". Vi forstår intuitivt, at det kun er, når en lærer har "vundet sine elevers hjerter", at deres sind åbner sig for hans indflydelse. Videnskaben er nu i stand til at underbygge den påstand og forvandle metaforen til en konkret virkelighed.
Desværre har vores optagethed af adfærd, på trods af hvad vi intuitivt har forstået om hjertet og tilknytning, overskygget bestræbelserne på at forstå hjertets arbejde til bunds og anerkende det. I stedet for at anerkende emotionernes og sårbarhedens indvirkning på børns evne til at lære, fokuserer vi på konsekvenser og adfærd.
Vi må påvirke hjerter, ikke adfærd, for at gøre vores arbejde godt. Når vi har et barns hjerte, har vi også dets loyalitet og opmærksomhed, dets ønske om at opføre sig godt og dets villighed til at arbejde, dets trang til at vinde vores gunst og leve op til vores forventninger. Som Thomas Edison engang sagde: "Min mor var min skaber. Hun var så trofast, så sikker på mig, at jeg følte, at jeg havde én at leve for, én, jeg ikke måtte skuffe." Det usagte, men let aflæselige, er selvfølgelig, at Thomas Edisons mor havde hans hjerte.
Men her er sagens kerne: hjertet er også et sted af stor sårbarhed. At holde af nogen er at bane vejen for at blive såret, hvis omsorgen ikke gengældes. At søge at betyde noget for nogen er at blive ramt af tegn på, at man ikke gør det. At give sit hjerte væk er at risikere, at det knuses. At dele sit hjertes hemmeligheder er at løbe risikoen for at blive misforstået og misbrugt. Et barn kan kun bære en vis mængde sårbarhed. Når tilknytninger ikke er trygge, bliver sårbarheden overvældende.
Ny viden om det limbiske system afslører en mere primitiv defensiv funktion. Det limbiske system har med andre ord to opgaver: for det første at bevæge et barn til at knytte sig og derfra at modnes, og for det andet at hjælpe barnet med at beskytte sig mod en sårbarhed, der er for stor at bære. Alt for ofte ofres den første opgave til fordel for den anden — med store konsekvenser for læring og adfærd. Flugten fra sårbarhed indebærer en bedøvelse af sårbare følelser, en afskærmning af de sanseindtryk, der fører til sårbare følelser, og endda en tilbagetrækning fra tilknytning. Det er denne flugt fra sårbarhed, der er hjertets sag hos børn, der har problemer med at lære og opføre sig. Det er denne flugt fra sårbarhed, vi vidner om, når vi ser børn trække sig fra det, de holder af, proklamere kedsomhed, ikke længere føle skam og forlegenhed, og ikke længere opleve alarm (det medfødte alarmsystem eller stressberedskab).
Når vi glemmer hjertet, har vi en tendens til at bruge det, børn holder af, imod dem — vi trækker tilknytningstæppet væk under dem, udsætter dem for skam og latterliggørelse og føjer, alt i alt, spot til skade. Alt for ofte hærder vores forsøg på at regulere deres adfærd faktisk deres hjerter, reducerer vores indflydelse og gør tingene meget værre i sidste ende.
Det forekommer mig, at vi som forældre, lærere og pædagoger ville være langt mere effektive, hvis vi gik ud fra, at vores opgave var at arbejde med hjerter og ikke med adfærd. Hvis vi virkelig forstod dette, ville vi forsøge at vinde deres hjerter, bevare dem, beskytte dem og blødgøre dem. Når et barns hjerte er på rette sted og er blødt nok til at lade sig bevæge, vil læring og adfærd ikke være et problem.
Og dermed er vi tilbage til hjertets sag: børn har brug for at have det rigtigt indeni for at kunne lære det, de har brug for at lære, og opføre sig, som de bør.
Undervisning er, ligesom forældreskab, hjertearbejde.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2007 og udgivet på NeufeldInstitute.org