Har dit barn et alfakompleks?

Hvad er et alfakompleks, spørger du måske? Til at begynde med har alfakomplekset mange ansigter. Nogle alfabørn fremstår som kontrollerende og dominerende — de er nødt til at have styringen. De har det bedst, når de leder andre og giver ordrer. Andre alfabørn minder mere om hønemødre og har en dyb trang til at tage sig af andre, særligt de svage og sårbare. Alfakomplekset kan også vise sig som et behov for altid at være først, bedst eller den mest velinformerede. Og i en helt fjerde udgave drives barnet til at etablere dominans ved at udnytte andres svagheder og sårbarhed. Alfakompleksets udtryk er mange og forskelligartede — men jeg er blevet overbevist om, at de underliggende instinkter i bund og grund er de samme. I mangel af en bedre betegnelse kalder jeg dem alfainstinkter.

Inden jeg forklarer, hvor alfakomplekset kommer fra, vil jeg give lidt baggrund for min opdagelse af fænomenet. Da jeg i sin tid begyndte at samle brikkerne i det, jeg kalder the attachment puzzle (tilknytningens store puslespil), gik det op for mig, at den rette kontekst for at opdrage børn er deres tilknytning til de voksne, der har ansvaret for dem. Med den erkendelse blev jeg også opmærksom på, at et stigende antal børn orienterede sig mod jævnaldrende frem for mod forældre og lærere. Dette bemærkelsesværdige og afvigende tilknytningsmønster kaldte jeg peer-orientation (jævnalderorientering). Jeg var så bekymret for denne udvikling, at jeg skrev en bog om det — Hold On to Your Kids (på dansk: Dit barn har brug for dig). Som mange forældre og lærere siden har fortalt mig: Når man først har fået øjnene op for dynamikken, er problemet indlysende. Men nogen var nødt til at kortlægge fænomenet først.

Så hvad har alfakomplekset med det at gøre? Da jeg arbejdede videre med tilknytningens puslespil, blev det klart for mig, at tilknytningens primære formål er at muliggøre omsorg. Med det i tankerne og ved nærmere eftersyn opdagede jeg til min overraskelse, at alle tilknytningsinstinkter kan opdeles i to store, komplementære drifter. Jeg har kaldt disse drifter alpha mode (alfatilstand) og dependence mode (afhængighedstilstand). Når det kommer til tilknytning, er det den eneste måde, vi kan passe sammen på. Hvis vi begge agerer ud fra alfainstinkterne — eller omvendt, begge ud fra afhængighedsinstinkterne — konkurrerer vi i stedet for at supplere hinanden. (Tænk på at gå en tur eller køre bil med din ægtefælle.) Hvis I begge vil lede, eller begge vil følge, bliver det hurtigt vanskeligt).

Alfainstinkternes formål er at tage sig af og forsørge.

Afhængighedsinstinkternes formål er at gøre os modtagelige for at blive taget hånd om og søge det, vi har brug for.

Det ene sæt instinkter er svaret på det andet. Den, der giver, finder mening i, at andre er afhængige af dem; den, der søger, finder mening i at modtage.

For at få en fornemmelse af, hvordan det virker, kan du forestille dig et par enæggede tvillinger. Selvom de er ens i alder, genetik og ofte opvækstvilkår, vil naturen, når de knytter sig til hinanden, fremkalde afhængighedsinstinkterne hos den ene og alfainstinkterne hos den anden. Når det sker, vil den ene tvilling typisk udvikle en alfapersonlighed og den anden en afhængig personlighed — træk, der kan følge dem livet igennem. Det ideelle forhold, når ligemænd mødes, bør være gensidigt frem for hierarkisk: Den enes oplevede behov fremkalder alfainstinkterne hos den anden og omvendt. Alfa- og afhængighedsinstinkterne er flydende og tilpasser sig situationen. I praksis snubler vi konstant over denne dynamik. Både min kone og jeg har alfakomplekser, og vi kunne begge skrive en bog om det — omend ikke nødvendigvis sammen, som du nok kan forestille dig.

Tre overordnede problemer med alfainstinkterne

Der er tre hovedproblemer, der kan opstå med disse kraftfulde alfainstinkter.

For det første kan instinkterne sætte sig fast og give anledning til et kronisk alfakompleks. Når et barn eller en voksen har et alfakompleks, bliver alfainstinkterne et fast karaktertræk for personen i stedet for at være forbeholdt de situationer, der faktisk kalder på dem. Det er sådan, vi får børn, der er langt mere tilbøjelige til at give ordrer end at tage imod dem, til at lede frem for at følge, til at udstikke retningen frem for at søge vejledning, og til at styre frem for at læne sig op ad den person, der har ansvaret. Men disse børn kan også være utroligt omsorgsfulde, særligt over for dem, der fremstår svage, sårbare eller i nød.

Et andet problem opstår, når alfainstinkterne aktiveres uden for en omsorgskontekst. I de tilfælde tjener de kraftfulde alfainstinkter ikke længere deres egentlige formål — at tage sig af andre. Det sker typisk, når alfainstinkterne ikke matcher rollen i relationen. Børn bør for eksempel være i en afhængighedstilstand i hjemmet, og ikke påtage sig ansvaret for deres forældre. Alfabørn vil ofte interagere med mange mennesker, som de ikke har en tæt tilknytning til, og her kan alfakomplekset få et næsten narcissistisk præg. Sådanne børn føler, at de skal vinde hele tiden, være bedst til alt og altid være de mest velinformerede. Deres alfainstinkter bruges ikke til at passe på andre — de bruges til at beskytte sig selv.

Et tredje problem opstår, når et barn eller en voksen med et alfakompleks har opbygget et forsvar mod følelser af omsorg og ansvar. I dette tilfælde perverteres alfainstinkterne. De aktiveres stadig, når barnet registrerer tegn på svaghed eller sårbarhed — men nu sker det ikke for at passe på den anden, men for at udnytte sårbarheden til at etablere dominans. Det er den dynamik, der kendetegner mobberen. Tydelige tegn på denne flugt fra sårbarhed er, når barnet afviser at tale om det, der gør ondt, hårdnakket hævder ikke at bekymre sig ("Jeg er ligeglad", "Det betyder ikke noget", "Whatever"), og mangler sprog for sårbare følelser som at være såret, bange eller ensom. Tidligere arbejdede jeg i fængsler fulde af den type mobbere — på begge sider af tremmerne — men nu fylder de også vores skoler og arbejdspladser med deres forhærdede alfakomplekser. Jeg udforsker dette uhyggelige fænomen nærmere i mit kursus Bullies: Their Making and Unmaking.

Hvad alfakomplekset betyder for opdragelsen

Efterhånden som alfakomplekset blev tydeligere for mig, blev konsekvenserne for forældreskabet det også. Som du sikkert kan forestille dig, kan fastlåste alfainstinkter gøre stor skade på den naturlige "dans" mellem barn og voksen. Alfabørn er grundlæggende svære at drage omsorg for, fordi de ikke vil lade sig guide. De er desuden i langt højere grad ramt af alarm (vores indre alarmberedskab) end andre børn, hvilket gør dem mere udsatte for alarmbetingede vanskeligheder som opmærksomhedsproblemer. Alfabørn oplever også mere frustration, hvilket kan komme til udtryk som voldsomme krav eller aggressivitet. Og de modsætter sig at tage imod ordrer eller retning — præcis på det tidspunkt i livet, hvor de har allermest brug for vores lederskab.

Men det, der overraskede og rystede mig mest i mit arbejde med dette fænomen — på mange måder ligesom opdagelsen af jævnalderorientering — var at opdage, hvor børn i stigende grad får alfakomplekser. Det ser ud til at være markant mere udbredt blandt nordamerikanske børn end i kulturer, hvor familiestrukturerne stadig er mere intakte. Det forekommer mig, at det er netop denne dynamik, der ligger bag mange af de store udfordringer, vi oplever med at opdrage børn i dag — og det forklarer vores desperate søgen efter konkrete værktøjer og adfærdsværktøjer.

Svaret ligger imidlertid ikke i, hvad vi gør, men i selve relationen. Det viser sig, at børn ikke bare har brug for at være knyttet til de voksne, der opdrager dem — de skal være knyttet på den helt rette måde: i en sårbar, afhængig og modtagelig tilstand. Det, vi for alvor har brug for at knække koden til, er, hvordan vi inspirerer vores børn til at stole på os og turde læne sig op ad os. Først når vi formår det, kan vi for alvor gøre vores arbejde som forældre.

Måske er det på tide at skrive en bog mere.