Min lille datter råbte panisk: "Mor, du må ikke gå, mor, bliv!" Det var nærmest en fast del af vores morgenritual. Hver gang jeg forlod hende for at tage på arbejde, klyngede hun sig skrigende til mine ben, mens hun med al sin kraft forsøgte at stoppe mig.
Resten af dagen gav hendes bønfaldende stemme genklang i mit hoved. Ramt af uro og skyldfølelse, tænkte jeg bekymret på, hvad separationen betød for hendes udvikling. Ville det skade hende? Ville hun modnes langsommere? Hvad kunne jeg gøre? Hvordan kunne jeg sikre mig, at hun oplevede mindre alarm og at hun blev så ulykkelig?
Min datters dagplejemor plejede at sige, at jeg ikke skulle bekymre mig om min datters uro, da hun holdt op med at græde, så snart jeg var gået. Jeg nænnede ikke at fortælle dem, at det jo skyldtes, at de personer, hun normalt delte sine tårer med, var taget på arbejde. Og selvom min datter havde en fantastisk dagplejemor, var hun jo bare ikke mor eller far, og relationen var ret ny. Min datter holdt simpelthen på sine tårer, indtil jeg kom tilbage, for derefter at slippe dem løs i et voldsomt udbrud. Selvom vores adskillelse var uundgåelig, stod det klart for mig, at vi havde brug for en bedre måde at håndtere vores farvel på.
Hvorfor er separation og adskillelse så svært?
Adskillelse vækker stærke følelser hos små børn, fordi den er direkte forbundet med deres største behov – nemlig tilknytning. Jo mere umoden man er, desto stærkere er længslen efter kontakt og nærhed på grund af ens afhængighedsbehov. Børn har brug for, at deres relationer fungerer, fordi det sikrer, at der bliver taget vare på dem. Adskillelse betyder, at de skal stå ansigt til ansigt med fraværet af deres tilknytningspersoner, dem der tager vare på dem. Jo mere afhængige de er af en, desto mere alarm kan de potentielt opleve som følge heraf. Det er deres ønske om kontakt og nærhed, der får dem til at savne os, når vi er væk. Tilknytning er den dør, som separationsalarmen træder ind ad.
Små børn er tilknytningsvæsener og er ikke skabt til adskillelse uden en vis protest og medfølgende alarm. Faktisk besidder alle unge pattedyr et separationskald, der er biologisk designet til at tiltrække deres omsorgspersoner. Tegn på separationsalarm inkluderer klyngen, klamren, gråd og protest – som om de siger: "Hvis du går, hvem skal så passe på mig?" Adskillelsen ved sengetid kan også forstærkes, da de her konfronteres med, at dagen slutter og kontakten afbrydes. Spørgsmålet er, hvordan vi hjælper dem igennem de uundgåelige adskillelser, livet bringer. Det betyder ikke, at vi aldrig kan skilles fra dem; det betyder, at vi skal have tilknytningen for øje, når vi gør det.
Vigtigheden af et trygt netværk
Børn modnes bedst, når de mærker tilstedeværelsen af en usynlig matrix af tilknytning, der omslutter dem. Når adskillelse fra de nærmeste tilknytningspersoner er nødvendig, er det bedste, vi kan gøre, at give dem alternative voksne at holde fast i. Udfordringen er, at børn fra naturens side ikke bør føle sig trygge ved mennesker, de ikke kender. Sunde tilknytningsinstinkter vil få et barn til at trække sig tilbage fra mennesker, der ikke er godkendt af dets primære voksne. Dette instinkt hjælper med at holde dem sikre og inden for forældrenes indflydelsessfære.
Tidligere levede man i tættere landsbyfællesskaber, og børnene kendte ofte medlemmerne af lokalsamfundet og dannede relationer som en naturlig del af livet. Forældre behøvede ikke at arbejde aktivt på at opbygge et "attachment village" (en tilknytningslandsby eller en tryg flok af voksne omkring barnet) og kunne tage relationerne for givet. I dag er de mennesker, der ofte træder i forældrenes sted, "fremmede" for dem. Udfordringen er derfor at hjælpe barnet med at acceptere de alternative voksne i dets liv ved at opbygge stærke relationer til dem. Et barns relation til sin omsorgsperson hjælper med at reducere separationsalarmen ved at skabe en følelse af at høre til.
Hvad kan man gøre for at mindske separationsalarmen?
Her er fire konkrete veje til at støtte barnet, når adskillelse er nødvendig:
1. Præsentér og matchmake barnet med dets omsorgspersoner
Forældre spiller en afgørende rolle i at kultivere relationen mellem deres barn og en ny omsorgsperson eller en ny lærer. Som forælder skal man "matchmake" – det vil sige, fungere som en aktiv relationsbygger eller give tilknytningsstafetten videre til den nye voksne. Formålet er at skabe de betingelser, der gør det muligt for barnet og omsorgspersonen at lære hinanden at kende og at synes om hinanden. Det begynder typisk med en introduktion af omsorgspersonen, hvor man fremhæver fælles interesser og aktiviteter.
Når barnet ser, at forælderen er varm og venlig over for omsorgspersonen, vil dets tilknytningsinstinkter begynde at acceptere denne nye person som en del af flokken. En gradvis indkøring kan hjælpe med at varme relationen langsomt op, mens tillid opbygges over tid og med tålmodighed. Barnets separationsalarm vil ofte aftage, efterhånden som det falder til ro i forholdet til sin omsorgsperson og mærker sig næret og beskyttet af omsorgen. Hvis vi ønsker, at små børn skal føle sig hjemme hos deres stedfortrædere, er vi nødt til at arbejde på relationen mellem dem frem for at forsøge at bekæmpe barnets separationsalarm direkte.
En af de største udfordringer for små børns udvikling i dag er den udbredte rutine med at forsøge at knytte børn til jævnaldrende – i stedet for til voksne – for at hjælpe dem med at falde til i nye omgivelser. Der eksisterer en forestilling om, at børn lærer sociale færdigheder ved at være sammen med andre børn. Derfor presses de ofte til at omgås hinanden hyppigt, på trods af deres umodne måde at interagere på. Det er rigtigt, at børn kan falde til i nye omgivelser på grund af tilknytning til jævnaldrende, men spørgsmålet er: Til hvilken pris? Den klamren og klyngen, der ledsager separationsalarmen, rettes nu mod en jævnaldrende, som med sin egen umodenhed er dårligt egnet til at give omsorg. Det kan give anledning til frustration mellem børnene, især hvis de ikke oplever at få den opmærksomhed, de søger.
De langsigtede konsekvenser af jævnaldrendetilknytning inkluderer manglende modtagelighed over for voksenvejledning, øget alarm og et svækket følelsesmæssigt udtryk. Børn klarer sig bedst, når de har voksne at vende sig til – ikke når deres jævnaldrende er deres bedste bud på trøst, kontakt og nærhed. Når vi hjælper et barn med dets farvel, er vi nødt til at sikre, at vi ikke sætter et andet barn i stedet for en voksen til at holde fast i. Kun modne, omsorgsfulde voksne tilknytningsrelationer kan give den sikre, trygge forbindelse, som et lille barn har brug for.
2. Fremme vækst ved at uddybe tilknytningen
En af de bedste løsninger på separationsalarmen er at hjælpe børn med at modnes til selvstændigt fungerende individer. Det er det overordnede mål for en sund udvikling, men det tager tid at nå dertil, og små børn er langt fra dette punkt. Man kan ikke presse børn til at vokse op, men en generøs omsorg er den bedste måde at komme derhen på.
Den bedste måde at fremme udvikling og modenhed på er at imødekomme børns behov for afhængighed på en generøs måde. Det gør vi ved at give udelt opmærksomhed, hvor det er muligt, og ved at vise i ord og handling, at vi er til at stole på, når det gælder om at passe på dem. Når børn mærker, at deres behov for afhængighed bliver mættet, vil drivkraften til at blive sin egen person og "gøre det selv" begynde at udfolde sig. Det er netop denne drivkraft mod selvstændighed, der leder dem i retning af at fungere uafhængigt. Uden en stærk hjemmebase er der ikke tilstrækkelig frihed til at modnes.
Ved at give vores børn plads til at vokse – fri for forstyrrelser som skærmtid, pres fra jævnaldrende og strukturerede aktiviteter – hjælper vi dem med at blive selvstændige individer, der udforsker deres egne verdener. Det er denne omsorg og den deraf følgende udvikling og modning, der i sidste ende kan løse separationsalarmen, idet man med tiden føler sig tryg nok til at stå på egne ben og navigere i verden. Indtil da er vores rolle at hjælpe dem med at holde fast i voksne, der kan skabe de betingelser, som sætter dem fri til at modnes.
3. Hjælp dem med at finde tårerne over det, de savner
Det kan forekomme mærkeligt, at ét af svarene på separationsalarm er at lade barnet græde triste tårer over dem, det savner. Der eksisterer en udbredt forestilling om, at tårer og uro er et tegn på, at noget er galt eller skadeligt for barnet. Men at føle sig trist og græde er faktisk noget af det mest naturlige for et barn, når det konfronteres med de ting, det ikke kan ændre eller holde fast i. En af de bedste forudsigere for en mentalt sund teenager er faktisk et treårigt barn, der kan finde sine tårer over alt det, det ønsker sig, men ikke kan få.
Det, vi skal sikre, er, at der er en voksen til stede, der kan gribe barnet, når det græder, og hjælpe det med at udtrykke den sorg, det har indeni. At sige til et barn, at det ikke skal bekymre sig, eller at det ikke må græde, når det savner nogen, mindsker blot dets følelser og fornemmelsen af, at omsorgspersonen kan tage vare på det. Tårer over det uundgåelige er en naturlig del af livet, og det var et af de bedste tegn, jeg fik på, at mit barn følte sig tryg ved sin "mor-substitut". Med nok plads til tårer og en konsekvent, omsorgsfuld voksen til at hjælpe dem, kan børn finde ro i deres nye relation og omgivelser.
4. Byg bro over afstanden
Ordet goodbye betegner en afsked eller adskillelse, men på mange sprog betyder ordet faktisk "på gensyn" eller "indtil vi ses igen". Det er også det, små børn har brug for at høre, når afskeden er nødvendig. Hvis vi vil reducere separationsalarmen, skal vi hjælpe dem med at vende blikket mod det næste tidspunkt, hvor de igen er forbundet med deres primære omsorgsperson. Det kan gøres ved at tale om, hvornår I ses igen, og hvad I skal lave sammen. Barnet kan da holde fast i det næste tidspunkt for kontakt og nærhed frem for at fokusere på afstanden mellem jer.
Det kan også hjælpe at give barnet noget fysisk at holde fast i, som er forbundet med forælderen. At give dem en medaljon med billeder af en kær person eller små sedler, der kan læses i løbet af dagen, hjælper dem med at føle sig tættere på. En mor lagde et billede af sig selv i en plastikpose og ned i sønnens baglomme, inden han tog i børnehave. Han sagde, at hver gang han savnede hende, tog han billedet frem og gav hende "et kys på munden" – og det hjalp meget. Mange genstande kan bruges til at bygge bro over afstanden, så længe barnet forbinder dem med forælderen – en nøglering, en særlig sten og lignende.
Vejen frem
Separationsalarm er en naturlig konsekvens af at være adskilt fra dem, man er knyttet til. Jo mere umodent og plejekrævende et barn er, desto mere kan det blive rystet af adskillelse. Vi bør ikke bebrejde små børn for dette, men i stedet hjælpe dem med at holde fast i os eller en anden voksen, mens vi er væk. Separationsalarm er et tegn på, at de mangler tryghed og har brug for at føle sig mere trygge i deres omgivelser. Der er adskillelser, som er for meget for et lille barn at overvinde, og i de tidlige år er kontinuitet og en generøs omsorg afgørende for den samlede udvikling. Adskillelser er uundgåelige, men vi kan hjælpe dem med at sige farvel, når vi tager deres tilknytningsbehov i egne hænder og opbygger de landsbyer, der skal hjælpe os med at opdrage vores børn.
Skrevet af Deborah MacNamara i 2015 og udgivet på NeufeldInstitute.org