Hvor er al modenheden blevet af, og hvorfor er det så få, der har bemærket dens fravær?

Overalt hvor jeg kigger i vores samfund, slår det mig, at vi er vidne til en tilsyneladende epidemi af polarisering, stammetænkning, impulsiv adfærd, dogmatisme, sort-hvid-tænkning, manglende blik for kontekst, manglende tålmodighed og rummelighed, manglende perspektiv, manglende forståelse for kompleksiteten i tingene og manglende respekt for medmennesker.

Det, der kort sagt mangler, er sand modenhed. Jeg mener ikke den fysiske slags, men snarere den langt mere sjældne psykologiske og følelsesmæssige slags. At blive ældre er ingen garanti for at vokse op og modnes, og det ser ud til, at færre af os når dertil i disse tider, men i stedet sidder fast i umodenhed. Kernen i følelsesmæssig umodenhed er, at man oplever og udtrykker sig ureguleret og uden filter. De ovennævnte træk er blot nogle få af de utallige måder, det kommer til udtryk på.

Når umodenhed camoufleres som normalitet

Det, der slår mig endnu mere, er, at selve begrebet modenhed også er forsvundet i vores samfund. Ligesom følelser – der blev overskygget som forklaringsmodel i mere end 400 år – lader modenhed (og manglen på samme) næsten fuldstændigt til at være forsvundet som en måde at begribe individer og deres adfærd på. I stedet tilskriver vi umodenhedens træk til personlighed, typologi, ideologi, politik, socioøkonomisk status, mangel på værdier, mangel på indlæring, psykisk sygdom eller endda en diagnosticerbar lidelse.

Problemet med den nuværende bølge af umodenhed er, at den ikke genkendes for, hvad den i virkeligheden er.

Når umodenhed bliver normen – særligt i et samfund præget af peer-orientation (jævnalderorientering, hvor børn søger deres primære tilknytning hos ligesindede i stedet for hos voksne) – forsvinder den som forklaringsmodel for det, der er galt. Symptomerne, som nu opfattes som normale, bliver mere acceptable og endda forventelige. Man kan sige, at umodenhedens snigende omfang kamufleres af dens normalitet. Hvis vi ikke genkender problemet for, hvad det er, hvordan skal vi så nogensinde kunne adressere det effektivt?

Jævnalderorientering og illusionen om adfærd

Den amerikanske digter og aktivist Robert Bly slog alarm om den manglende modenhed i sin bog Sibling Society fra 1996. Hvis umodenhed var et genkendeligt problem for 20 år siden, er det i dag blevet en epidemi af tragiske proportioner. For over ti år siden, i min bog Hold On to Your Kids (På dansk: Dit barn har brug for dig), lagde jeg skylden for dette problem på den voldsomme jævnalderorientering i vores samfund – børn kan ikke modne hinanden. Jeg anser det ikke for at være et tilfælde, at forværringen af jævnalderorientering har løbet parallelt med manifestationerne af umodenhed i vores samfund.

Jeg mener ikke, vi kan give uddannelsessystemets svigt skylden for den nuværende epidemi af umodenhed. Faktisk tror jeg, at det modsatte er tilfældet: At en vis grad af modenhed er påkrævet, for at børn kan have gavn af deres skolegang. Men ikke engang at tage en ph.d. er en garanti for, at man er blevet moden. En mangel på modenhed kan ikke tilskrives højre- eller venstrefløjens politik eller selve det politiske systems natur. Det lader dog til, at et fungerende demokrati kræver en vis grad af modenhed hos både dets deltagere og dets ledere. Umodenhed kan ikke forklares med fattigdom, psykisk sygdom eller adfærdsforstyrrelser. Der findes ingen piller mod umodenhed; der findes ingen disciplin, der kan løse problemet. Ingen penge i verden kan købe modenhed.

At opføre sig modent gør det ikke til en realitet. Man bliver ikke moden af at lade som om.

At skabe de rette betingelser for modenhen

Sandheden er, at realiseringen af det menneskelige potentiale primært ligger i hænderne på forældrene. Det har det altid gjort. Vores nuværende epidemi af umodenhed stammer altså fra hjemmet. Det er ikke, fordi vi ikke prøver som forældre; faktisk tror jeg aldrig, vi har prøvet mere end vi gør nu. Men vi kan ikke opdrage børn effektivt, hvis de ikke er i den rette relation til os. Og vi kan ikke hjælpe vores børn med at blive modne ved at fokusere mere på deres adfærd end på de betingelser, der fremmer ægte vækst og en grobund for modenhed.

Selv om vi er ansvarlige for at bringe børn til deres fulde menneskelige potentiale, er den anden del af sandheden, at ingen af os kan fremtvinge vækst – hverken i os selv eller i vores børn. Det er her, naturen kommer ind i billedet. Men naturen kan ikke gøre det alene – lige så lidt som den kan med planterne i vores haver. Naturen har brug for, at vi skaber de betingelser, der giver næring til modningsprocesserne. Tilsammen kan vi få det til at ske, men det hjælper at vide lidt om, hvordan naturen fungerer, og hvad den kræver for at udføre sit arbejde. Jeg mindes Aristoteles' bemærkning om, at "i alle naturens ting er der noget forunderligt." Det forekommer mig, at hvis der nogensinde har været brug for noget forunderligt i vores verden, så er det nu.

Hvis der er håb i denne verden – og det tror jeg, der er – ligger det i at hjælpe vores børn, så de kan vokse op og undgå at sidde fast i en umoden tilstand . Vi er nødt til at gøre dette til vores højeste prioritet. For at kunne det er vi imidlertid nødt til at vide, hvordan umodenhed ser ud, så vi også ved, hvornår modning er det eneste svar på det foreliggende problem. Og vi er nødt til at vide, hvad naturen kræver af os for at udføre sit forunderlige arbejde.