Min datter kom til verden med en trang til slik. Hun bad tit om det allerede til morgenmad. Det sagde jeg naturligvis nej til. Men på trods af at jeg aldrig sagde ja, blev hun ved med at spørge … igen og igen.
For nylig læste jeg en roman, der udspillede sig i en forestillet fremtid. Forældre kunne vælge, om deres barn skulle have implanteret et "feed" i hjernen – et system, der konstant aflæste barnets omgivelser og serverede forslag til, hvor det kunne tage hen, og hvad det kunne købe. Nyheder blev formidlet på samme måde, og mennesker med et feed kunne kommunikere med hinanden uden ord eller eksterne enheder.
Der var dog én hage. Det skulle gøres tidligt nok, inden barnet udviklede sin egen vilje. Ellers kunne systemet begynde at fejle, og enhver resistance (modvilje) mod feedet kunne vise sig at være livstruende. Så selvom forældrene fik et "valg", var der få, der turde sige nej.
Det føltes lidt for virkeligt til at være science fiction. Man kan derfor forestille sig mit chok, da jeg opdagede, at bogen var skrevet i 2002 – før de sociale medier, som vi kender dem i dag, før smartphones, notifikationer, sms'er og reels.
Da denne bog, Feed, blev skrevet af M.T. Anderson, befandt vi os stadig i internettets tidlige fase. Vi var gået fra disketter til cd-rom'er. Min ældste datter var knap i skolealderen og var blevet besat af cd-rom-matematikspil, der gav virtuelle præmier for hvert rigtigt svar. Intentionen var hæderlig nok: lær matematik ved at spille spil. Den dynamik, der opstod, var imidlertid en helt anden historie.
Det var slik i ny forpakning – blot under et andet navn. Og trangen var lige så umiddelbar, dyb og instinktiv.
Der opstod store opbrud, når jeg forsøgte at trække hende væk fra "spillet". Det fungerede ikke for nogen, og jeg endte med at "miste" dem alle sammen. Jeg mærkede mig, at jeg fremover skulle være forsigtig med denne slags teknologi – den slags, der lokker vores belønningssystem for at fremme lysten til at spille. Der var risici forbundet med det, som jeg ikke var klar til at håndtere, endsige udsætte min datter for.
Spol tyve-og-noget år frem, og vi befinder os i et samfund, der uhyggeligt ligner science fiction-verdenen i Feed – med øjeblikkelig adgang til information, influencere og billeder, der, selvom de kun er til stede et øjeblik, kan prentes ind i hjernens netværk for altid. Uden en oplagt slukknap får nogle af os lyst til at spørge: Hvad gør vi nu?
Som lokkelsen ved slik for et barn som min datter er fristelsen stor til at give sig helt hen. Slik hele dagen, hele ugen. De fleste af os – min datter er her en åbenlys undtagelse – ville nok være enige om, at en kost bestående udelukkende af slik ikke ville være sund, hverken for et barn eller en voksen. Man har brug for en anden slags næring – noget grønt, dyrket i en have, måske. I hvert fald en ordentlig portion nogenlunde regelmæssigt.
Det ved vi, når det gælder mad – men når det kommer til andre ting, vi har brug for for at leve, kan vores indsigt sløres. De intuitive svar overskygges let i en verden af "fristelsesskærme" (det er et udtryk, mine unge døtre og jeg fandt på, da de første gang installerede en videoskærm med madtilbud ved vores hyppigt besøgte Tim Hortons drive-through).
Et af vores største behov som mennesker er attachment (tilknytning). Vi er skabt til at søge forbindelse med dem, der er sat til at tage sig af os. Men tilknytningsdriften er stærk og tilbøjelig til at søge genveje. Grøntsagerne, der nærer os så godt, blegner måske i forhold til slikket, der lover en hurtig sødme.
I sin seneste bog, Superbloom, kortlægger Nicholas Carr de sociale mediers historie og indvirkning og blotlægger teknologiens ironi og vores søgen efter forbindelse gennem sin undertitel: How technologies of connection tear us apart. Carr fremfører et overbevisende argument for, at vores forsøg på at forbinde os via vores forskellige enheder oftere end ikke har skabt splid og afstand. Kan det være, at vi leder det forkerte sted?
Det bringer mig endnu en gang tilbage til det behov, vi alle har for ægte tilknytning til ægte mennesker – ikke forestillede, som måske er intelligente, men mangler et helt afgørende element … et hjerte.
Og uanset om de er klar over det eller ej, og uanset om de beder om det eller ej, har vores børn brug for tilknytning til OS. De har brug for at spise ved vores bord (som man siger), ikke ved en andens – selvom den anden har flere likes på de sociale medier end os.
I stedet for at spørge, hvordan vi får dem til at holde op med at bede om slik (eller skærmtid), kan vi overveje at ændre spørgsmålet til: "Hvordan kan vi gøre det, vi tilbyder, sødere end slik?"
Vi behøver ikke klare det alene. Der er en vej frem, men den er måske ikke, hvad man ville forvente. Nej, det er ikke en bulldozer eller en rivebold – selvom det kan føles fristende. Det er noget mere subtilt, mere stilfærdigt – noget, der ofte anses for ligegyldigt. Et lille ord på tre bogstaver med stor slagkraft … leg. Men denne slags leg handler ikke om resultater, om at vinde eller om at præstere; den handler ikke om legetøj, spil eller legepladser. Den handler om at skabe rum til at bearbejde, til at udtrykke, til at give slip. Den handler om at opleve ting med egne hænder, i den virkelige verden:
At kaste en bold i haven eller sten i havet.
At læse en historie eller skrive en.
At synge en sang, slå en rytme eller danse løs.
At være i naturen eller bringe naturen indenfor.
At dyrke noget, skabe noget eller lade som om man er noget.
At bygge noget, nedbryde noget eller begge dele.
Disse veje nærer noget i os, som teknologien simpelthen ikke formår at levere:
Ægte tilknytning. Ægte leg.
Vores børn er sultne. Kun vi – og legens magi – kan virkelig mætte dem.
Skrevet af Tamara Strijack Neufeld i 2025 og udgivet på NeufeldInstitute.org