Forældreskab i en digital tidsalder: Tale i FN på Global Day of Parents

Vi er stolte over at kunne dele den tale, dr. Deborah MacNamara holdt i FN i New York på Global Day of Parents (forældrenes internationale dag) i juni 2016.

Den digitale tidsalder har forandret det landskab, vi lader vores børn vokse op i. Vores nye værktøjer og teknologier gør det muligt for os at gøre ting, vi engang kun kunne drømme om, men de har også ændret de betingelser, vi tager os af vores børn under. Hvilken betydning har den digitale tidsalder for forældreskab og børns udvikling? For at besvare det spørgsmål må vi spørge, hvad der følger med disse nye værktøjer, og om de er det, vores børn har brug for for at virkeliggøre deres fulde menneskelige potentiale.

Mange forældre i dag er forældre til de første ægte digitale indfødte, selv om de selv er digitale indvandrere. Udfordringen ligger i at kunne føre vores børn ind i denne tidsalder i stedet for blot at følge efter dem. Mange børn har nu en hidtil uset adgang til information, underholdning og forbindelse, især til deres jævnaldrende – men er det det, vores børn virkelig har brug for? Hvis målet er, at de skal vokse op til at blive socialt og emotionelt modne verdensborgere med modstandskraft og evne til tilpasning, så er svaret nej, det er ikke det, de har brug for. Desuden viser det sig, at disse ting gør det sværere at være forælder, og at de kan påvirke de betingelser, vores børn trives under, negativt.

Jeg har i mange årtier beskæftiget mig med menneskets udvikling som underviser ved Neufeld Institute, hvor jeg arbejder sammen med den internationalt anerkendte kliniske psykolog og udviklingspsykolog Dr. Gordon Neufeld, der skrev Hold On to Your Kids (på dansk Dit barn har brug for DIG) sammen med dr. Gabor Maté. I min terapeutiske praksis har jeg hjulpet forældre med at forstå den digitale verden og dens betydning for deres børns opvækst og med at håndtere de problemer, der følger med den. Jeg har også skrevet om legens betydning i små børns liv og om teknologiens pres i min bog Rest, Play, Grow: Making Sense of Preschoolers (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg). Jeg har desuden hjulpet undervisere med at overveje teknologi og dens betydning for relationen mellem elev og lærer og vejledt universitetsstuderende i at lægge uddannelsesplaner og karrieremål, der kan imødekomme kravene i en digital tidsalder.

Men emnet er vigtigt for mig på et mere personligt plan, fordi jeg også er mor til to børn, som begge er på vej ind i teenageårene. Jeg husker, da jeg gav min syvårige en iPad til at prøve for første gang. Det var virkelig kærlighed ved første blik, og hun nød at se videoklip og spille spil. Blot to uger senere, midt i en varm omfavnelse, da jeg puttede hende en aften, sagde hun til mig: »Åh mor, dine kram er stadig bedre end teknologitid.« Jeg blev lamslået over hendes kommentar og spurgte mig selv, hvordan min syv år lange relation til hende var blevet sammenlignelig med to ugers beskeden teknologitid.

Problemet for forældre i dag er, at vi ikke har kulturelle traditioner at lade os lede af. Som den canadiske miljøforkæmper David Suzuki har sagt, tager det samfund alt fra 100 til 200 år at udvikle de kulturelle regler og ritualer omkring brugen af nye værktøjer. Den slags tid har vi ikke, når det gælder vores børns opvækst, så vi må finde en anden vej. Vi må blive bevidste om de betingelser, der fremmer sund udvikling, ved at vende os mod udviklingsvidenskaben, tilknytningsvidenskaben og neurovidenskaben samt forældres intuition og indsigt.

Det største behov, vores børn har, og som må opfyldes, for at en sund udvikling kan folde sig ud, er behovet for menneskelig tilknytning. Tilknytning er den måde, vi mætter vores børns sult efter kontakt og nærhed på, og den er den vigtigste enkeltfaktor for, hvilken retning deres vækst tager. Ethvert barn har brug for mindst én stærk, omsorgsfuld og emotionelt tilgængelig voksen, som det føler, at det hører til hos. Tilknytning handler for et barn om, hvem det føler sig ligesom, hvem det er loyalt over for, hvem det ønsker at betyde noget for, hvem der holder af det, og hvem det deler sine hemmeligheder med. Svaret på, hvad vores børn har allermest brug for, er kærlighed.

Men det afgørende her er, at det faktisk ikke er, hvor meget vi elsker vores børn, der betyder mest, men om de har givet os deres hjerte. Børn følger ikke forældre og lærer ikke af lærere, som de ikke er knyttet til. Man kan ikke beskytte, bevare eller være vogter for et barns hjerte, som ikke er blevet betroet en i forvaring. Sund hjerneudvikling afhænger af, om et barn kan opleve sårbare emotioner som det at holde af nogen, tristhed og skuffelse – men verden sårer for meget til, at deres hjerter kan overlades til sig selv. Det var meningen, at forældre skulle være de naturlige vogtere af barnets emotionelle system, orientere og vejlede det, gå foran, passe på det og dele deres værdier med det. Vi må holde fast i vores børns hjerter; det er det, der vil gøre dem fuldt menneskelige og humane. Denne del af vores liv kan vi ikke leve højlydt bag skærme og gennem apparater. Vores tilknytning til vores børn er det eneste, der ikke kan fortrænges eller erstattes af algoritmer og apps eller reduceres til nuller og ettaller.

For mange år siden ledte jeg efter information om at være forælder i en digital verden, og jeg faldt over en datalog, der fortalte en historie om at vokse op i Italien for omkring 40 år siden. Han fortalte, at alle hans venner havde en Sony Walkman, og at han også gerne ville have en, men hans far sagde nej. Selv om han bønfaldt og fremførte, at han var den eneste blandt sine venner, der ikke havde en Walkman, holdt faren fast. Et halvt år senere gik han igen til sin far og fortalte, at en ven havde fået en ny Walkman i fødselsdagsgave og havde tilbudt at give ham sin gamle. Igen bønfaldt han sin far: »Papa, du behøver ikke engang at købe den, min ven giver mig den gratis – må jeg ikke nok få en Walkman?« Igen sagde faren nej, og da sønnen spurgte hvorfor, svarede han: »Fordi jeg ikke vil have, at du har noget i ørerne, der kan forhindre dig i at høre din mamma eller din søster tale til dig.« Det, denne far vidste intuitivt, var, at relationer var vigtigere end teknologi eller værktøjer.

Hvis der er én ting, vi skal huske frem for alt, når vi er forældre i en digital tidsalder, så er det ikke at lade noget komme imellem os. Men der er tydelige tegn på, at det ikke er tilfældet. Ifølge Center for the Digital Future ved University of Southern California er familietiden faldet drastisk – med mere end en tredjedel – siden den digitale revolution begyndte, selv om den havde været forholdsvis stabil i årtier forinden. Undersøgelsen omfattede mere end 30 lande.

Forældre og lærere konkurrerer nu også med digitale apparater og barnets jævnaldrende om at få barnets opmærksomhed. Mange af vores børn er i stigende grad mere knyttet til deres venner end til de voksne, der har ansvaret for dem, og det bliver kun forstærket af apparater, der øger kontakten mellem jævnaldrende.

Det er også vores omsorg for vores børn, der vækker deres instinkter til at holde af andre. Tragisk nok er der tegn på, at vores børn mister deres omsorgsfulde følelser i et alarmerende tempo. Forskning i empati hos nordamerikanske unge har vist et fald på 48 % i dag sammenlignet med for 30 år siden og et fald på 30 % i deres evne til at sætte sig i en andens sted. Videospil og digitale apparater kan ikke lære børn empati eller aktivere instinkterne for kontakt, nærhed og omsorg på samme måde, som menneskelig kontakt kan.

Det, vores børn har mest brug for, er relationelle hjem at vokse op i, hvor voksne inviterer dem ind i relationen og til at hvile i deres omsorg. Forskning i børns modstandskraft har gang på gang vist sammenhængen mellem børns emotionelle sundhed og sociale trivsel og stærke, omsorgsfulde relationer til voksne. Budskabet om, at relationer til voksne er svaret på menneskets sårbarhed, er dog ikke blevet omsat særlig godt til praksis i børns opvækst.

Når vores børn kan tage for givet, at deres relationelle behov vil blive mødt af de voksne i deres liv, vil de være frie til at lege, til at opdage og til at blive selvstændige væsener. Legen – ikke underholdning eller undervisning – er det sted, hvor personligheden fødes. Vores relation til vores børn er også den måde, vi repræsenterer de grænser og begrænsninger på, som er en del af livet, og al den afmagt, de må stå over for. Det er stadig de voksne, der må hjælpe et barn med at acceptere, at det ikke altid kan få, hvad det vil have, og at det kan overleve den oplevelse.

Det står klart, at vores relationer til vores børn ikke kan fortrænges eller erstattes af alt det, der følger med denne nye digitale tidsalder. Men der er tydelige tegn på, at det er blevet sværere for os at holde fast i vores børn.

Jeg så, hvordan min 14-årige niece blev knyttet til sine jævnaldrende og klamrede sig til sin telefon som den livline, der bevarede hendes forbindelse til vennerne. Vi tog hende med på campingtur med hele den udvidede familie for at genvinde fodfæste i hendes liv. Da hun opdagede, at der ikke var mobildækning på campingpladsen, sagde hun til sin mor, at det ville blive en kedelig tur, fordi hun ikke kunne tale med nogen af sine venner. Selv om hun var omgivet af sin landsby af tanter, onkler, kusiner og fætre og bedsteforældre, længtes hun efter at være et andet sted.

På campingturens tredje dag kom jeg forbi hende og hendes mor midt i en samtale. Min niece hulkede, og min søster fortalte, at min niece følte sig fortabt og forvirret. Mens jeg trøstede min niece, spurgte jeg hende, om hun kendte den vigtigste regel, når man har det sådan, og hun sagde nej. Jeg fortalte hende, at hun havde brug for at holde fast i en, der ikke var fortabt og forvirret med hensyn til, hvem hun var. Jeg spurgte hende: »Er dine venner fortabte og forvirrede?«, og hun svarede ja. Jeg spurgte: »Er din kæreste fortabt og forvirret?«, og igen svarede hun ja. Så spurgte jeg hende: »Når du ser dig omkring her i dag, hvem er så ikke fortabt eller forvirret, når det gælder dig?« Hun så på mig og sagde: »Dig«, og det var da, jeg følte, at jeg igen var trådt ind i hendes liv. Jeg spurgte, hvem ellers, og hun så på sin mor og sagde: »Min mor.« Og dermed lod jeg dem være alene for at tale sammen.

Senere fortalte min søster mig, at de havde talt længe sammen, og at min niece havde grædt et stykke tid. Efter at have fortalt sin mor om alt det, der ikke fungerede i hendes liv, så hun overrasket på hende og sagde: »Mor, jeg troede aldrig, at du ville forstå, hvad jeg gik igennem, eller at du selv havde været igennem noget af det samme.« Da hun var adskilt fra sin telefon og sine jævnaldrende, kunne vi, de voksne i hendes liv, genvinde fodfæste i hendes hjerte.

Det står klart for mig, at vi må finde en måde at holde fast i vores børn på i en digital tidsalder, for der er ingen vej tilbage, og det er denne verden, de vil arve. Vi må føre vores børn ind i denne nye tidsalder og introducere dem for deres nye værktøjer og teknologier, når de er klar og modne nok til at håndtere alt det, der følger med.

De voksnes rolle i en digital verden er at være en buffer mod den teknologiske drejning. Vi må huske, at på trods af alle vores vidunderlige nye værktøjer til at lære, skabe og kommunikere har vores børn stadig brug for voksne vejvisere, der kan sørge for, at det, der følger med den digitale tidsalder, ikke afsporer deres udvikling.

Svaret på forældreskab i en digital verden er ganske enkelt: Vi må tro på, at vi er det, vores børn virkelig har brug for. Det er en historie så gammel som tiden selv, blot genfortalt i en digital tidsalder.

Vi må invitere vores børn til at være afhængige af os på måder, der gør os uerstattelige. Vi må være dem, der lytter til deres historier, giver vores værdier videre og lærer dem noget, som kun vi kan give dem.

Vi må skabe regler og ritualer, der bevarer vores forældrerelation og vores evne til at holde fast i relationen til dem.

Vi må gøre det let for dem at knytte sig til os ved at fange deres blik og sørge for, at de ser glæde, fornøjelse og varme i vores. Som Gordon siger: »Hvis du ikke fodrer din kat, og din nabo gør, vil du med sikkerhed miste din kat til din nabo.«

Vi må også gå foran og bruge teknologien på en passende måde, så vores børn følger vores eksempel.

Det står klart, at vi ikke har den luksus blot at følge efter vores børn ind i den digitale tidsalder. Vi må gå foran, og det er mere end blot at holde øje med deres brug af apparater eller overvåge, om de kommer i problemer. Vi kan ikke blive politibetjente i vores egne hjem og klasseværelser og ende i kampe med vores børn, som med sikkerhed vil nedbryde vores relationer. Vi må føre vores børn ind i den digitale tidsalder og sørge for, at det, der følger med den, ikke kommer imellem os. Vigtigst af alt må vi ikke lade vores kærlighed til vores nye værktøjer gøre os blinde for det, vores børn har allermest brug for fra os.

Afslutningsvis: Vi kan ikke sende vores børn ud i den digitale verden tomhændede med kun deres teknologiske værktøjer i bagagen. Modenhed er forudsætningen for ægte digitalt medborgerskab, og i den henseende er forældre stadig de bedste »apparater«.