
For seks år siden påtog Martine Demers, der underviser ved Neufeld Institute, sig en særlig opgave: at hjælpe med at vende udviklingen på en skole med børnehaveklasse til 6. klasse, som ingen ville gå på.
I de 20 år, Martine har været adfærdskonsulent i sin skoleforvaltning i Québec, har hun bestemt mødt sin del af vanskelighederne. Hvordan kunne hun undgå at møde nogle hårde prøver, når hun har ansvaret for 17 forskellige skoler og arbejder med elever, lærere, pædagoger, skoleledere, SFO-pædagoger og forældre?
Denne skole med 270 elever havde længe været betragtet som »uønsket« og havde det virkelig svært. På grund af faldende elevtal blev en nærliggende skole lukket, og de fleste af dens elever og medarbejdere blev flyttet til denne skole. Det vakte mange forskellige emotioner, da de fleste var imod lukningen af skolen – og imod flytningen til netop denne skole. Med skoleårets begyndelse kom der også en ny skoleleder, Elizabeth Gillies-Poitras, og hun og Martine stod over for mange forhindringer.
Skolen ligger i et lokalsamfund, hvor familierne socioøkonomisk spænder fra lavt til middel niveau, og nogle børn kommer i skole uden skoleting, uden nok mad eller uden tøj, der er varmt nok til Québecs berygtet bidende vintre. Nogle af børnene lever under svære forhold – splittede familier, uengagerede forældre, utrygge hjem. Nogle børn er i plejefamilie, eller de sociale myndigheder er involveret på grund af mistanke om overgreb eller omsorgssvigt.
Blandt disse forskellige baggrunde og behov er der også mange børn med en høj grad af sensitivitet. »Det er meget forskellige børn – både som lærende og i den måde, de udtrykker sig på gennem deres adfærd,« sagde Martine. Nogle af eleverne er på autismespektret, og en del af eleverne har psykiatriske diagnoser som ADHD, oppositionel adfærdsforstyrrelse (ODD), reaktiv tilknytningsforstyrrelse (RAD) og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Nogle elever kæmper også med angst- og alarmproblemer.
Forældrenes engagement i skolen var heller ikke stort. Mange forældre havde selv haft det svært i skolen som unge, og for at beskytte deres hjerter mod smertefulde minder iførte de sig et panser af forsvar, når de kommunikerede (eller ikke kommunikerede) med lærerne eller afleverede deres børn i skolen.
Inden Martine og Elizabeth satte sig for at gøre en forskel, fulgte skolen strenge regler for, hvordan man håndterede nedsmeltninger, konflikter i frikvarteret og uro i klasselokalet – som regel med konsekvenser. Stemningen på skolen gav den med rette øgenavnet »Fangehullet«. »Det var en ›Ud med dig‹-mentalitet,« sagde Martine. »Når de voksne var overvældede eller ikke vidste deres levende råd, sendte de elever, der lavede ballade, på kontoret med en forventning om, at de ville blive bortvist og sendt hjem.«
Der blev heller ikke taget ret meget hensyn til alder og udviklingsmæssig formåen fra børnehaveklassen til 6. klasse, når det gjaldt disciplin. »Det var et indgreb efter princippet ›én størrelse passer alle‹,« sagde Martine. Resultatet var meget frustration overalt – hos både elever og voksne. Elever, der allerede var frustrerede, blev endnu mere frustrerede og reagerede derfor mere udadtil, mens de voksne blev mere og mere frustrerede over, at problemerne ikke forsvandt – og nogle gange blev værre.
Martines og Elizabeths endelige mål var ret ambitiøst: at åbne forskellige sind og skabe et fællesskab, hvor alle hørte til. Elizabeths motto var: »Alle hører til. Alle har en plads i livet med deres styrker og svagheder. Vi må alle arbejde sammen om at gøre det til et godt sted.«
Martine og Elizabeth fastlagde fire centrale opgaver på vejen mod denne store omstilling.
1. Samarbejde med lærere og andre voksne – med en praktisk tilgang.
Trods sin titel som konsulent så Martine sin rolle som praktisk. Hun arbejdede tættest med en specialklasse med elever med svære adfærdsmæssige og emotionelle problemer. Hun samarbejdede med lærerne og tilbragte meget tid på skolen, hvor hun smøgede ærmerne op og hjalp til i klassen. Hun lærte eleverne at kende. Elizabeth, Martine og andre i teamet arbejdede sammen om gradvist at ændre den måde, kriser og vanskeligheder blev grebet an og håndteret på.
Elizabeth gik også selv forrest. »Jeg bad ikke nogen om at gøre noget, jeg ikke selv var parat til at gøre … Jeg gik selv ind i det,« sagde Elizabeth. Hun havde brug for »at kunne regne med alle, og at de kunne regne med mig«. Hun håbede, at det ville føre til et stærkt fællesskab.
Martine vidste, at hun ikke kunne fortælle personalet, hvad de skulle gøre, for det ville vække modstand og harme. I stedet så hun sin rolle som at stå ved de voksnes side på skolen og møde dem med empati og forståelse:
- Ja, hvor er det trættende, udmattende og frustrerende!
- Det er virkelig svært, og man står virkelig alene med det.
- Vi må bære byrden i disse situationer sammen.
- Ingen på en skole bør bære den byrde alene.
Med en særlig »vi-står-sammen-om-det«-ånd ville Martine støtte de voksne på skolen, så de kunne danne en hel landsby omkring disse børn. Hun sagde ofte til personalet: »Vi skal brainstorme, stå sammen, grine sammen og måske endda græde sammen. Men vi skal nok nå frem til væksten på den anden side.«
Samtidig formidlede Elizabeth et budskab om at »tage imod eleverne, som de er lige nu, med deres individualitet«, og om at »anerkende anstrengelser og fremskridt, fejre øjeblikkene, når de sker, og bygge videre på det positive«. Med udviklingspsykolog Dr. Gordon Neufelds ord banede Elizabeth vejen for forbindelse og lærte personalet at kalde elevernes gode intentioner frem.
2. Dele indsigter og gradvist præsentere børnene for de voksne på ny.
Martine hjalp også de voksne med at se situationerne anderledes ved at fremhæve børnenes umodenhed og sårbarhed. Lærerne var for eksempel trætte af de nedsmeltninger, der ofte kom efter frikvarteret. Men Martine hjalp dem med at se, at frikvarteret alarmerede børnene. De følte sig ikke trygge dér, og når de kom ind fra frikvarteret, brød alle deres store emotioner derfor ud. Nedsmeltningerne kunne forebygges, hvis de voksne arbejdede sammen om at hjælpe børnene med at føle sig trygge i frikvarteret.
Martine hjalp også lærerne med at forstå betydningen af ritualer og forbindelse. »Nogle lærere begyndte deres dag uden overhovedet at hilse på deres børn,« sagde hun med henvisning til det, Gordon kalder »kontaktdansen«. »Det var: ›Okay, lad os komme i gang! Vi har meget, der skal nås i dag, og vi har ingen tid at spilde!‹ Men hvordan skulle børnene kunne være modtagelige for læring eller for at blive vejledt, når ingen havde hilst på dem?«
Igen og igen understregede Martine: »Vi kan række hånden ud en million gange, men det er først, når de har grebet fat i os, at vi faktisk har dem, og at de virkelig vil gøre, som vi beder dem om.«
3. Ændre indgrebene.
I stedet for at sende forstyrrende elever væk blev indgrebene ændret, så elever med store emotioner besøgte »Følelsesrummet« – ud fra erkendelsen af, som Gordon har formuleret det, at den første nøgle til emotionel sundhed er, at emotionen må komme til udtryk. Eleverne besøger rummet sammen med en voksen – en specialpædagogisk medarbejder eller en assistent. Der finder de gymnastikmåtter, store bolde, store puder og sækkestole, som de alle kan kaste, sparke og slå på eller endda stable og kaste sig ind i. De får bobleplast at trampe på, pap at ødelægge, sjippetove og træningsterninger. Martine sagde: »Uanset hvad vi finder ud af, at barnet hælder til, lægger vi det ude i siden af rummet, så det let kan hentes frem, hvis der bliver brug for det.«
I »Følelsesrummet« får børnene en generøs invitation til at få store emotioner ud på en tryg måde. De hører ord som:
- Intet her vil gøre dig fortræd.
- Nogle gange har vi store emotioner, der må ud.
- Jeg har ikke noget problem med de ord, men vi har et sted til dem.
Medarbejderne bliver igen og igen mindet om, at de ikke skal tage nogen af udbruddene personligt (hvor stor en opgave det end nogle gange kan være). »Det, der sker i ›Følelsesrummet‹, bliver der,« sagde Martine.
Rummet giver plads til børnenes emotioner, og ingen kommer til skade – hverken barnet selv eller andre elever. »Det er et trygt sted at komme af med det, som bevarer barnets værdighed. Det sker ikke foran andre elever, der vil grine eller kommentere.«
Når stormen er drevet over, hjælper den voksne barnet med at sætte navn på emotionerne og lægge mærke til forandringer i kroppen – på vej mod det vigtige reflekterende arbejde, som ifølge Gordon er den endelige vej til emotionel sundhed og modenhed. Nu bliver budskaberne:
- Hvor kommer det fra? Hvad er det, der ikke fungerer?
- Du er ikke alene.
- Der er ikke noget galt med dig.
- Jeg kan hjælpe dig med det.
- Ikke så underligt, at det eksploderede! Emotionerne er større end din krop.
- Nogle gange er der bare så meget tristhed, at det løber over.
4. Gå sammen med forældrene.
Som en del af sit arbejde i specialklassen med elever med svære adfærdsmæssige og emotionelle problemer startede Martine forældregrupper. I disse støttende grupper gav Martine forældrene et indblik i, hvor deres børn var udviklingsmæssigt, og hjalp dem med at forstå, hvor deres børns store emotioner kom fra. Vigtigst af alt støttede hun dem, mens de ændrede deres holdning, så de kunne stå ved deres børns side. For mange forældre betød det at give plads til deres børns emotioner, give deres børn generøse invitationer til at være i deres nærvær og skabe betingelserne for vækst ved at ændre deres måde at udøve disciplin på (væk fra adskillelsesbaseret disciplin, som kun sender dynamikken ind i en nedadgående spiral af forsvar og fastlåsthed).
Forældremøderne foregår i klasselokalet, hvor forældrene klemmer sig ned på stole i børnestørrelse og spiser sammen (og efterlader rigeligt til, at børnene kan nyde resterne dagen efter). Forældrene hører om skolens grundsyn og om Gordons udviklingsvenlige, tilknytningsbaserede tilgang, som den bygger på.
Forældre og lærere fokuserer på, hvordan de kan stå sammen. »Det er i orden, at forældre er uenige med lærerne,« sagde Martine, »men vi diskuterer det ikke foran børnene.« Hun beder forældrene være varsomme med, hvad de siger foran deres børn. Når det er nødvendigt at have eleverne med til et møde, mødes lærerne først med forældrene og bliver enige om, hvad de skal sige til børnene, så børnene ser forældre og lærere arbejde sammen. »Det er afgørende og vigtigt, at familierne mærker den støtte, deres barn får, og at vi forstår dem og ikke dømmer dem,« sagde Elizabeth.
Nogle store forandringer!
Siden skolens team blev mere samstemt og for seks år siden begyndte at arbejde ud fra Martines og Elizabeths tilgang, har der været mange tegn på vækst.
1. En blødhed på skolen.
Skolen, der tidligere føltes som »Fangehullet«, har nu en roligere og blødere stemning. Der er en følelse af fællesskab og støtte. For eksempel hilser lærerne på eleverne som det første hver dag. Medarbejdere tager brugt tøj med, som de giver til familier, der har brug for det, og finder en nænsom balance mellem at give støtte og bevare værdigheden. Personalet står sammen – de arbejder ikke længere hver for sig og føler sig ikke længere så alene.
Lærerne bruger stadig nogle konsekvenser, fordi der skal være social retfærdighed, men det sker på en mildere måde. »Jeg er virkelig ked af det, men der er en grænse,« siger de måske. Indgrebene tager også højde for barnets alder og udviklingsmæssige formåen.
2. Et trygt sted med omsorgsfulde voksne for eleverne.
Eleverne ved, at de kan regne med de voksne på skolen, og de tror på, at de voksne er på deres side. Deres kriser er blevet sjældnere og mindre voldsomme, nu hvor de har et sted, hvor deres emotioner kan komme til udtryk. Mange børn begynder at sætte navn på deres emotioner.
I juni, når skoleåret slutter, og eleverne står over for adskillelse fra deres lærere og fra dette trygge, forudsigelige sted, ses der mere defensiv tilbagetrækning og alarm. Selv om den efterfølgende opblussen af nedsmeltninger kan være krævende, vidner den om den forudsigelighed og stabilitet, børnene oplever i skolen. De udtrykker deres oprørthed og følelse af uretfærdighed over, at skolen skal slutte.
3. Forældrene, som bliver inviteret og budt velkommen på skolen, er blevet mere støttende.
Nu har forældrene svært ved at gå fra forældremøderne; de vil også gerne blive hængende på dette sted, hvor de føler sig hørt og støttet. Den hyppigste tilbagemelding fra forældrene er taknemmelighed – for ikke at blive dømt og for at få deres intuition tilbage, som ofte var blevet sat spørgsmålstegn ved eller slukket af andre tilgange. Forældrene begynder at genindtage deres retmæssige plads som deres barns bedste chance og som dem, der har føringen.
»De opdager, at de har noget til fælles,« sagde Martine. »De er ikke skøre eller alene, når alle andre fortæller dem, at de burde give deres barn medicin for de store udbrud.« Nogle forældre kan have brug for yderligere hjælp til deres børn, men hvis det er tilfældet, bliver de fulgt af en fra skolen.
4. Engang var det skolen, ingen ville gå på – nu er det skolen, mange familier vælger.
Der kommer jævnligt forældre og børn på besøg, som gerne vil skifte til denne skole.
»De hører om, at den er mere et fællesskab, og at den hjælper børn med særlige behov,« sagde Martine. »Skolen er fuld. Vi får nye børn på skolen, som ikke ville være kommet før.«
Skolen er stolt af at vise engagement og fremskridt på alle områder og har oprettet mentorordninger, hvor ældre elever hjælper yngre elever. »Relationernes skønhed er et under i udviklingen!« fremhævede Martine.
»Jeg har set god vækst … og vi har stadig et stykke vej at gå,« tilføjede Martine. »Og det er i orden, for der sker hele tiden forskydninger og forandringer. Hvert skoleår bringer nye udfordringer og muligheder, der bekræfter os i, at en udviklingsvenlig, tilknytningsbaseret tilgang er den bedste måde at støtte børnene i deres vækst på.«
Råd til andre skoler
Til andre skoler, der er interesserede i at arbejde ud fra en lignende tilgang, advarer Martine: »Det er ikke altid let, og nogle gange kan det være trættende. Men samtidig er værdien af det utrolig.«
Sådan anbefaler Martine, at man sår frø til vækst på andre skoler:
- Ban vejen for tilknytning hos personale og elever.
- Tro på forbindelserne.
- Tag ét skridt ad gangen.
- Få teamet til at holde sammen. Giv støtte jævnligt, og tag hånd om vanskelighederne, efterhånden som de opstår, i stedet for når de er vokset sig store, og personalet føler sig overvældet.
- Del byrden i de svære situationer. Vær kreativ, og tænk »ud af boksen« for at finde andre måder at støtte elever og lærere på.
- Husk, at du ikke er alene.
- Invitér forældrene, og stræb efter at arbejde sammen med dem. Når du har dem på din side, bliver det lettere at opbygge tilknytning til deres børn.
Vær tålmodig. Ægte vækst tager tid!
Skrevet af Sara Easterly i 2016 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Sara Easterly er Professional Associate ved Neufeld Institute og forfatter til Searching for Mom og Adoption Unfiltered. Hun skriver om adoption ud fra en tilknytningsbaseret, udviklingsmæssig forståelse.