Lærdom fra gården: En historie om alfa og alarm

Der var engang, for ikke så længe siden, fire alpakaer – Butterscotch, Charcoal, Cusco og Fiesta – som levede nogenlunde fredeligt på vores gård. En dag kom tre nye alpakaer for at bo hos os, og freden blev forstyrret. Vi så med tilbageholdt åndedræt til, mens alpakaerne fandt ud af, hvem der skulle være den nye alfa, flokkens nye leder. Sir William, en af de nye, endte som vinderen. Vi drog et lettelsens suk. Sir William havde ansvaret, og alt så ud til at være i orden igen i alpakaernes verden.

Snart begyndte vi dog at lægge mærke til, at Sir William udstødte alarmkaldet oftere og oftere. Først troede vi, at han passede godt på flokken og advarede om truende fare. Men i virkeligheden råbte han »ulven kommer«. Det gik op for os, at Sir William blev skræmt af alt og ingenting – en and fra naboen, vores kat (som ikke ligner en puma det mindste), en nedfalden gren. Og det var da, vi fik brikkerne til at falde på plads … Sir William følte sig ikke tryg. Hans utryghed, hans dybtliggende alarm, kom til udtryk som et behov for at tage kontrollen over sin verden. Men han kunne ikke holde sig selv tryg. Og han kunne ikke tillade sig at sænke paraderne. Hvor udmattende må Sir Williams liv ikke have været! Altid på vagt, altid nødt til at tage sagen i egen hånd (eller hov i dette tilfælde), altid i frygt.

Da puslespillet faldt på plads, forstod vi, hvad Sir William faktisk havde brug for – en lama! Han havde brug for nogen, der stod over ham, nogen, der sagde: Jeg holder øje med dig. Du kan hvile. Jeg har styr på det. Jeg skal nok tage mig af dig. Lamaer bruges ofte som vogterdyr, i modsætning til deres mindre og mindre modige fætre, alpakaerne. De har et blidt, men stærkt nærvær, der holder rovdyr på afstand. De dyr, de passer på, kan leve deres liv – græsse, sove, udforske – uden at være optaget af deres egen sikkerhed. Og stakkels Sir William var bestemt optaget af den.

Mange af vores børn er i samme situation som Sir William. Noget i livet har skræmt dem og alarmeret deres system – måske at være væk fra mor eller far for længe, at bedstemor døde, en syg søskende, at begynde i skole eller endda at blive ældre. Vi ved ikke, hvad det var for Sir William, for han kom til os som femårig. Men vi ved nu, at han var alarmeret, da han kom. Og på grund af sit overaktive alarmsystem forsøgte han at tage kontrollen over sin verden. Mens hans hjerne forsøgte at finde den egentlige kilde til alarmen, landede den på falske trusler overalt omkring ham – tilfældige dyr og livløse genstande.

Hos nogle af vores børn ser vi det samme fænomen i deres frygt og fobier (som ofte ikke giver megen mening for os) eller i deres behov for orden. Nogle børn følger måske Sir Williams eksempel og tager kontrollen over deres verden. I alfatilstand stiller de krav, advarer mod trusler og leder deres flok! Men det føles ikke rigtigt – hverken for dig som den ansvarlige voksne eller for dem, for det er ikke den rette tilstand til at modtage omsorg, og ligesom alpakaen kan de ikke selv skabe en følelse af tryghed. I alfatilstand er der ingen hvile. Og selv om alfarollen kan give megen tilfredsstillelse gennem den omsorg og beskyttelse, vi giver dem, vi har ansvaret for, kan den samme rolle, når den er malplaceret, føre til forhøjet alarm, hæmning af følelser og manglende evne til at sænke paraderne. Mange af vores børn lever netop dér. Også de kunne have brug for en lama i deres liv!

Det, vores børn har brug for, er en generøs invitation til at hvile i vores nærvær. Når de desperat forsøger at tage rattet i egen hånd, kan vi blidt forsikre dem om, at vi har styr på det! Vi kan give dem budskabet om, at vi har kontrollen, og at vi vil tage os af dem. Der kan godt være tidspunkter, hvor det er passende, at vores børn sidder i førersædet, men først må de kunne være afhængige af os. Og vi kan gøre det lettere for dem at være afhængige ved at forudse deres behov og komme dem i forkøbet – med mad, med kontakt og nærhed, med emotion. Vi kan give dem et trygt sted, hvor de kan udtrykke frustrationerne, følelserne af alarm, skuffelserne og tårerne. For når vi giver plads til disse oplevelser, sætter vi børn fri til at være børn. Vi sætter børn fri til at leve deres liv – græsse, sove, udforske – uden at være optaget af deres egen sikkerhed.

Redaktionel note: Hvis du vil vide mere om angst, kan du tilmelde dig vores onlinekursus Making Sense of Anxiety (på engelsk).