
Bøller lever af at udnytte andres sårbarhed. I stedet for at beskytte dem, der står svagere, udnytter de dem. De nyder at have overtaget. De følger ikke reglerne og mener ikke, at reglerne gælder for dem. Bøller tænker sig ikke om to gange og mangler evnen til refleksion. De er uden frygt og uden tårer, de er umodne, og de skal have deres vilje. De tilpasser sig ikke, når de står over for afmagt – de kan ikke høre et »nej« og acceptere det. Bøller er mørke indeni; der er et tomrum dér, hvor sårbare følelser ikke længere bliver følt.
Mobningens omkostninger for vores børn, vores unge, vores skoler og samfundet som helhed er enorme. Børn, der sidder fast, kan vokse op og blive voksne, der sidder fast. De indsatser, der er sat i gang for at bremse mobning, er kommet til kort. Intet ser ud til at virke på lang sigt, og alligevel bliver omkostningerne ved med at stige.
Bøllen bliver ved med at forvirre os. Vantro ser man på bøllers grusomme handlinger, på at straf og konsekvenser ikke virker, og på deres mangel på empati. De forbliver en gåde, og det, der driver dem, lader sig ikke forandre. Problemet er, at vi ikke kan løse et problem, vi ikke forstår.
Bøllens forhærdede hjerte
En af grundene til, at vi ikke kommer videre med mobning, er, at vi ikke forstår bøllens sårbarhedsproblem. En bølles emotionelle system er blevet hæmmet, og bøllen oplever ikke længere hele spektret af sårbare emotioner fra tristhed til glæde. Bøller mangler empati, omsorg og hensyn. Nogle undersøgelser har vist, at bøller endda mister evnen til at rødme af forlegenhed. De viser ikke anger, taknemmelighed eller tilgivelse.
Det menneskelige emotionelle system er beregnet til at reagere på omgivelserne, men hvis det at føle gør en for sårbar over for at blive såret, vil hjernen naturligt begynde at hæmme oplevelsen af disse emotioner. Emotioner forsvinder, når de ville stå i vejen for at overleve i omgivelser, der sårer. Med andre ord mangler bøller evnen til at holde af, fordi det at holde af gør dem for sårbare over for at blive såret.
Bøller har forhærdede hjerter. Deres hjerne er gået i forsvar for at skåne dem for at se deres egen sårbarhed. Det efterlader dem uden omsorg og ansvarsfølelse. De er afstumpede, har lukket af og har i nogle tilfælde helt trukket sig fra menneskelige relationer. Bøller er dybt sårede mennesker, hvilket er ironisk, når man tænker på de sår, de påfører andre.
Når vi behandler mobning som noget tillært, overser vi den emotionelle side, der ligger bag. Bøller er på flugt fra sårbarhed og kan ikke tåle noget, der kunne være tegn på svaghed hos dem selv. De projicerer over på andre det, de er mest forsvaret mod i sig selv. Bøller er psykologisk meget skrøbelige. Problemet er, at deres manglende sårbarhed ikke vækker andres omsorg. Deres umenneskelige handlinger vækker ofte bøllen i os.
Grundene til en bølles emotionelle forsvar kan være mange – fra at opleve for meget adskillelse fra de voksne, den er knyttet til, til at føle for meget skam eller utryghed. Adskillelse kan opleves både emotionelt og fysisk og kan opstå, når en forælder ikke har sit barns hjerte, eller når barnet skal arbejde for forælderens kærlighed og anerkendelse. Når et barn føler, at der er noget galt med den, det er – ofte som følge af gentagne budskaber fra tilknytningspersoner eller jævnaldrende – kan det skabe kaos i barnets emotionelle system. Der er mange grunde til forhærdede hjerter, men det står klart, at bøllens evne til at »holde af« er forsvundet.
Problemer med programmer mod mobning
Der er en række problemer med nutidens programmer mod mobning. Vanskelighederne skyldes i høj grad, at man ikke forstår roden til bøllens sårbarhedsproblem. Selv om de følgende indgreb kan være drevet af gode hensigter, kan de forstærke bølledynamikken og øge risikoen for, at andre bliver såret.
- Fokus på det, der sker mellem børnene – Et populært indgreb efter mobning er at lade børnene fortælle hinanden om deres oplevelser og fremhæve, hvordan de er blevet såret. Så velment denne tilgang end er, går den ud på at bruge emotionel ærlighed som redskab til forandring. Problemet er, at bøller ikke har bløde hjerter og sandsynligvis vil bruge det, andre børn siger, mod dem for at såre dem. Hvis bøllens fremgangsmåde er at udnytte sårbarhed, sætter denne form for tilgang et andet barn i skudlinjen for at blive angrebet, fordi det har afsløret, hvordan det blev såret.
- Nultolerance – Problemet med denne tilgang er, at vi må vente, til der er et offer, før vi tager hånd om et mobbeproblem. Tegnene på et forhærdet hjerte og manglende emotionelt udtryk er tydelige og kan bruges som et signal om, hvilke børn der har brug for hjælp, før nogen bliver mobbet. Nultolerance flytter også bare bøllen videre, og selv om visse børn måske ikke længere er i fare for at blive såret, har bøllen ikke forandret sig og vil fortsætte med at såre andre. Man kan flytte en bølle, men det betyder ikke, at man har »ændret bøllens adfærd«.
- Konsekvenser og straf – Selv om konsekvenser og straf må være en del af mange sammenhænge som skoler og arbejdspladser, er de stort set virkningsløse, når det gælder om at forandre bøllen. Man lærer kun af konsekvenser, når man kan stå over for afmagt, og den emotionelle sårbarhed er genoprettet. Man må være ked af det, der ikke virker, for at kunne lære det, der virker. Bøller føler ikke tristhed, fordi deres emotionelle system er dæmpet – derfor er konsekvenser og straf magtesløse over for dette problem.
- Træning i sensitivitet eller empati – Idéen om, at vi kan lære en bølle at have et blødt hjerte, bygger på en misforståelse af, hvordan det emotionelle system virker. Emotioner skal føles sårbart og bevæge en til at holde af, til forsigtighed, til at tage hensyn og til at have mod. Man kan ikke lære nogen emotioner; man kan kun hjælpe dem med at føle dem. Når man forsøger at lære en bølle at være mere følsom over for andres følelser og at reagere med empati, kan man faktisk gøre bøllen bedre til at udnytte andre emotionelt.
Hvordan blødgør man et hårdt hjerte?

Hvis problemet for bøllen er, at den er blevet for såret, så må svaret være at tage sig af den. Vanskeligheden er, at bøller sårer andre så meget, at de vækker meget lidt af den medfølelse, der kunne få andre til at tage sig af dem. Den gode nyhed er, at enhver bølle kan blive menneskelig igen, men svaret ligger i at få det emotionelle system i gang igen og genoplive det.
Fokus må være på at opbygge en omsorgsfuld relation til bøllen. Det er lettere, når bøllen er et barn eller en ung, og det kræver mindst én omsorgsfuld voksen, der er villig til at forsøge at skabe en stærk forbindelse. Den voksne må invitere barnet til at være afhængigt af den voksne, tage føringen i at tage sig af barnet og vise, at han eller hun kan rumme barnet. Når der opstår problemer, kræver det, at man er fast over for adfærden, men blid over for relationen. Bøller bliver bragt ind i relationer til andre gennem en stærk og omsorgsfuld holdning.
En bølles emotionelle forsvar kan blødgøres, når de rette relationer er på plads, og det kræver, at man fører bøllen hen mod mere sårbare følelser, beskytter dens emotionelle system mod at blive såret yderligere og mindsker skaden, hvor det er muligt. At blødgøre hårde hjerter kræver tålmodighed, tid og god omsorg.
Når et barn mangler emotionel sårbarhed, kan de voksne i barnets liv handle forebyggende for at undgå, at andre bliver såret. Det kræver godt tilsyn samt struktur og ritualer, der kan lede barnets adfærd og holde det ude af situationer, hvor der kan ske skade.
Vi vil helst tænke på bøllen som en, der findes uden for os og er adskilt fra os. Problemet er, at bøllen kan dukke frem i hvert eneste menneske. Når hjertet bliver koldt, og når vores omsorgsfulde følelser forsvinder, er det, at vi bliver umenneskelige og kan handle umenneskeligt. Det er manglen på sårbarhed, der er roden til bølleproblemet, og det er i sandhed et problem for os alle. Udfordringen er, hvordan vi holder vores hjerter bløde i en verden, der til tider kan føles som for meget at bære.
Redaktionel note: Vil du vide mere? Så anbefaler vi vores kursus Bullies: Their Making and Unmaking (på engelsk).
Skrevet af Deborah MacNamara i 2016 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Deborah MacNamara, ph.d., er Faculty member ved Neufeld Institute og leder af Kid’s Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow (på dansk Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg), Nourished og børnebogen The Sorry Plane.