
Pippin elsker at hyrde. Han elsker at hyrde alpakaer, og det er godt, for det er hans job på gården. Han hyrder kalkuner, og det er ikke hans job. Han prøver at hyrde mennesker, og det er ofte morsomt og harmløst. Han hyrder katte, og det er nærmest umuligt.
Men han prøver også at hyrde biler, og det er direkte farligt.
Pippin er en blanding af mini australian shepherd og sheltie. For ham er det at hyrde et instinkt. Det er en del af, hvem han er. Vi kan ikke forhindre ham i at hyrde, og vi ville heller ikke ønske det. Men når han går efter bilerne, ville vi ønske, at hyrdeinstinktet havde en slukknap! Fordi han ikke kan lade være, bliver det vores job at holde ham i sikkerhed: Vi beder gæster om at sætte farten ned i indkørslen, vi prøver at holde ham inde, når vi venter nogen, og vi kalder ham hen til os for at holde ham ude af fare.
Pippin er også stadig en hvalp, og han elsker at tygge! Eller rettere: Pippin har brug for at tygge. Hans yndlingssmag er sokker og sko. Han har en svaghed for sandaler og klipklappere – måske er det noget ved duften af saltvand. Vi er nået dertil, hvor vi forventer, at noget er ødelagt, når vi kommer hjem efter at have været væk, også selv om det bare er et par timer. Spørgsmålet bliver: Hvad bliver det denne gang? Det er blevet lidt af en leg (dog ikke en sjov leg). Bliver det min datters yndlingsklipklappere? Min mands uldsokker? Mine dyre sandaler? Igen er det et instinkt for Pippin. Han bliver drevet til det.
Jeg tror faktisk, at han ved, at det er forkert. Når den mishandlede sko bliver holdt op foran hans ansigt, kryber han sammen og indtager sin »undskyld«-stilling. Men i selve øjeblikket er der ingen tøven, ingen erindring om, hvor passende hans valg af mellemmåltid er. Han har bare brug for at tygge! Og tygge, det gør han. Fordi han ikke kan lade være, bliver det vores job at passe på vores skatte. Vi stiller ting højt op, vi lægger sko i kasser, vi lukker døre. Han finder stadig ting at tygge i, som et spil Uno i en lækker papæske, men vi kan begrænse skaden.
Også vores børn har instinkter. Emotioner bliver vakt i dem, og de bliver ofte bevæget af frustration, af alarm og af søgen. Når noget ikke virker, handler de ofte impulsivt ud fra disse instinkter.
I deres frustration glemmer de, at det ikke er i orden at slå, eller at de holder af deres lillesøster. De husker det måske før eller efter, men ikke i selve øjeblikket! Derfor bliver det vores job at holde dem, og deres søskende, ude af fare. Kan vi finde ud af, hvad der ikke virker for dem? Kan vi finde noget andet at slå på eller en anden måde at få frustrationen ud på?
Hvis de får problemer i frikvarteret, hvis deres impulser bliver ved med at løbe af med dem, er det vores job som voksne at stå ved deres side og holde dem i sikkerhed – måske en tur rundt om løbebanen sammen, måske et besøg på biblioteket, måske et særligt projekt, der holder dem ude af fare.
Når et lille barn står over for at skulle i skole, kan det blive bevæget til søgen, klamre sig til mor og nægte at gå. I det øjeblik glemmer barnet, at mor stadig vil være der, eller at en del af det godt kan lide skolen. Alt, hvad barnet føler i det øjeblik, er alarmen, og det bliver bevæget til at holde sig tæt.
Det er instinkter. Instinkter er af natur impulsive. Efterhånden som et barn bliver ældre, bliver det mere i stand til at afbalancere disse instinkter og bringe »på-den-anden-side«-tankerne og -følelserne ind. Men det sker tidligst omkring femårsalderen, og selv da kan det tage år, især når følelserne er intense. Gud ved, at vi som voksne stadig har svært ved at afbalancere vores egne instinkter og emotioner! Og jeg er ikke sikker på, hvornår det sker for hvalpe …
Så mens vi venter på, at vores børn modnes, hjælper det at se, at instinkter er en naturlig del af at være barn. Mens jeg venter på, at Pippin i selve øjeblikket (i stedet for bagefter) husker, at det ikke er i orden at tygge i familiens ejendele eller hyrde biler, kræver det tålmodighed og opfindsomhed af mig – tålmodighed til ikke at forvente, at Pippin er andet end en hvalp, og opfindsomhed til at finde måder at holde alle (og alt) i sikkerhed på.
Vi kan forudse instinkterne og de forhøjede emotioner og gå ind og ændre omstændighederne. Eller vi kan gå ind og hjælpe vores børn med at slippe den opbyggede frustration over alt det, der ikke virker for dem – gennem ord, ved at kaste pinde i vandet, ved at skrige (bare måske ikke i supermarkedet eller hos din svigermor!) eller gennem skuffelsens tårer.
Og vi vil uden tvivl blive nødt til at foretage justeringer og kompensere for vores unge menneskers impulsive instinkter. I Pippins tilfælde betød det at finde et tyggelegetøj til ham, noget han måtte ødelægge uden at få skældud. Det betød at finde noget andet, han kunne hyrde (og holde ham væk fra naboens får og ænder!), tage ham med på gåture og lade ham løbe udenfor for at få noget af energien ud. Når vi ser, hvad der er brug for, kan vi finde vej til barnets side i tillid til, at Naturen har en plan.
Skrevet af Tamara Strijack i 2016 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Tamara Strijack er Registered Clinical Counsellor og Academic Dean ved Neufeld Institute med 25 års erfaring med at arbejde med børn, unge og familier.