Den overraskende hemmelighed bag børns modstand og opposition

Hvorfor kan små børn låse sig fast i protest blot ved forslaget om at tage tøj på eller af? Hvorfor ser skolebørn ud til at modsætte sig anvisninger og forventninger, når lektierne skal laves? Hvorfor sætter nogle teenagere sig imod og raser over regler og grænser for brugen af teknologi og presser tilbage mod forældrene? Ved første øjekast ser disse situationer ikke ud til at have noget med hinanden at gøre … bortset fra deres evne til at antænde forældres frustration og vedholdenhed. Men de har alle de samme rødder.

Børn er født med et instinkt til at gøre modstand og sætte sig imod – eller gøre det modsatte af – det, de får besked på. Men det er ikke nogen nyhed for forældre eller lærere. Det, der måske er overraskende, er, at modstand kan udspringe af modviljeinstinktet, som er medfødt hos alle mennesker.

Begrebet counterwill (modvilje) blev først formuleret på tysk af Otto Rank, en wienerpsykoanalytiker og elev hos Freud. Begrebet blev siden videreudviklet af Dr. Gordon Neufeld ud fra et tilknytnings- og udviklingsperspektiv.

Modvilje betegner instinktet til at gøre modstand, gå imod og sætte sig imod, når man føler sig kontrolleret eller tvunget. Du kan mærke det rejse sig i dig, når nogen fortæller dig, hvad du skal tænke, gøre eller føle. Det er ikke en fejl eller en brist i den menneskelige natur, og som alle instinkter tjener det en vigtig funktion. Udfordringen for forældre er, at umodenhed gør et barn mere tilbøjeligt til at udtrykke modstand.

Modvilje er en medfødt reaktion, der skal beskytte selvet, når man føler sig tvunget, eller når man står over for adskillelse. Børn er skabt til at blive vejledt af de mennesker, de er knyttet til, og det gør dem tilbøjelige til at gøre modstand mod mennesker, de ikke har forbindelse til. Hvis en fremmed begynder at fortælle et barn, hvad det skal gøre, bør barnet gøre modstand mod den fremmedes anvisninger. Det er ikke meningen, at hvem som helst skal kunne »bestemme over« et barn. Det er godt, og det bevarer forælderens naturlige plads i barnets liv som den, der tager sig af det.

Men hvorfor gør børn modstand mod forældre, de er knyttet til? Svaret er, at vores »du skal« er blevet større end barnets »jeg vil gerne«. Med andre ord er barnets instinkt til at gøre modstand blevet større end dets ønske om at følge – hvilket kan skyldes den mængde kontrol eller tvang, barnet oplever, være et udtryk for, hvor dyb dets tilknytning til forælderen er, eller hænge sammen med, hvor umodent barnet er. Et barns modstand betyder ikke, at vi må opgive vores dagsorden, men det betyder, at vi må finde ud af, hvordan vi holder fast i relationen, mens vi styrer igennem modviljens dødvande.

Modviljeinstinktet er også vigtigt, fordi det hjælper med at bane vejen for selvstændig funktion og for at blive et unikt selv. En del af at finde ud af, hvem man er, indebærer at sætte andre menneskers synspunkter, dagsordener, ønsker og behov på pause. Når andres stemmer er højere end ens egen, hjælper modviljeinstinktet med at skabe noget plads gennem modstand, så man kan udvikle sit eget perspektiv. Selv om det kan være et problem for forældre at møde modstand, kan den have en vigtig udviklingsmæssig rolle ved at hjælpe barnet med at udvikle sit eget sind.

Modvilje hos børn er ikke begrænset til hjemmet, men opstår også over for andre voksne, for eksempel lærere. Jo yngre og mere umodent et barn er, desto vigtigere vil en fungerende relation til læreren være, for at barnet kan lære af ham eller hende. Det er tilknytning, der åbner et barns ører for virkelig og varig indflydelse – ikke tvang, bestikkelse, trusler, belønninger eller straf.

Jo mere ansvarlig en forælder føler sig for at gå foran og tage sig af barnet, desto mere provokerende kan modstand og opsætsighed virke. Det kan nogle gange være svært for forældre ikke selv at reagere ud fra deres eget modviljeinstinkt, når deres børn er låst fast i modstand.

Det er rigtigt, at jo mere man presser et barn, der gør modstand, desto mere sandsynligt er det, at barnet presser tilbage og viser endnu større opposition. Det kan føre til en optrapning af spændinger og konflikter, der nedbryder relationen – ironisk nok netop det, der skal til for at mindske modstanden. Konstante kampe kan skabe utryghed og angst hos børn og kan påvirke deres udvikling negativt.

Udfordringen er at forudse modstanden og ikke tage den personligt. Udfordringen er at blive i rollen som den, der tager sig af barnet, og gå foran gennem modviljens storm. Nogle af strategierne nedenfor kræver modenhed hos forælderen og evnen til at se det store billede. Det er relationen, der åbner et barns hjerte for at blive påvirket af os, og som skaber de bedste betingelser for udvikling.

Så hvad skal man gøre, når ens lille barn nægter at tage tøj på, eller når ens teenager nægter at lave lektier eller overholde reglerne for teknologi?

• Fokusér på forbindelse først.
  Det, der gør et barn villigt til at følge en forælder, er forbindelse. Før vi vejleder barnet, må vi komme i relation ved at skabe kontakt med det – det vil sige fange dets blik, få et smil, interessere os for det, barnet er optaget af – før vi kommer med vores ønsker. Hvis vi skal tale om noget, der ikke fungerer, for eksempel lektietiden, er det bedst først at skabe kontakt, så barnet bliver åbent for indflydelse.
  
  
• Mindsk tvangen, når du vejleder.
  Når vi beder vores børn om noget, taler vi nogle gange på en tvingende måde for at imødegå deres modstand, før den overhovedet begynder. Udsagn som »Du skal …« eller »Du må …« eller »Du er nødt til at …« vækker alle modviljeinstinktet. Konsekvenser bruges også ofte til at få et barn til at makke ret, med udsagn som »Du skal gøre det her, ellers …«, hvilket kun forstærker barnets modstand.

• Tryk på pause, gå udenom, og tag spørgsmålet op igen, når tilknytningen er bedre.
  Hvis du er låst fast i en modviljekamp med et barn, er det ofte bedre at foretage et taktisk tilbagetog for at undgå at såre relationen og for at undgå at bruge magt for at få barnet til at give efter for dine krav. Det er samtidig vigtigt at bevare alfapositionen. For eksempel: »Jeg giver dig lidt tid til at tænke over det, og så kommer jeg tilbage, og så taler vi om det«, eller »Jeg har besluttet, at det ikke er et godt tidspunkt at tage det her op.«

• Giv plads til barnets egne idéer og eget initiativ.
  Hvis et barn er gammelt nok til at tage tøj på eller organisere sine lektier, er det måske tid til at give det ansvaret for de ting. Hvis barnet gerne vil have sit eget sind og udtrykke sine egne ønsker og behov, kan det være en hjælpsom strategi at afgrænse nogle områder og overlade alderssvarende opgaver til det. De aktiviteter, man ikke bør overlade til barnet, omfatter alt, der har med omsorgen for det at gøre, såsom mad, eller hvem det tilbringer tid med.

• Gør det godt igen, når der er brug for det.
  Hvis vores reaktioner på et barns modvilje har skabt afstand i relationen, kan det være nødvendigt at give det tid og så vende tilbage til barnet for at gøre det godt igen. Det kan gøres enkelt med en undskyldning og et tegn på, at man gerne ville have, at samtalen var gået bedre.

Selv om vores børn måske erklærer: »Du bestemmer ikke over mig«, behøver vi ikke at tage det til os eller reagere på det. Vi skal blot gå foran gennem modviljens storm i vished om, at vi er deres bedste chance, og at de skal føle sig trygge i vores omsorg. Det er i orden, at vores børn har deres eget sind, men det betyder ikke, at de altid får deres vilje. En dag vil barnet selv »bestemme over« sig selv, og indtil vores opgave er fuldført, må vi give barnet plads til at strække vingerne – men uden at give slip på vores ansvar for at tage os af det.

Redaktionel note: Hvis du vil vide mere om modvilje hos små børn, kan du være interesseret i vores kursus Making Sense of Preschoolers (på engelsk). Du kan også læse mere om modvilje i Gordon Neufelds bog Dit barn har brug for DIG og i kapitel ni i Barnets udvikling: Gennem tilknytning og leg.