I kølvandet på tårerne

Min søn har aldrig været så meget til dyr, som hans søstre er. Han har ikke forgudet familiens kæledyr, han beder ikke om at klappe hver hund, der går forbi, og han tigger ikke om at gå rundt i dyrehandlen, så da han gerne ville have en killing, var det nyt og overraskende. Han fik sin killing – en lille stribet en med lang hale, ekstra tæer og et hæst mjav – tog den med hjem og forelskede sig straks. Han kaldte killingen »Squatch«, en forkortelse af Sasquatch, på grund af de store fødder. Squatch og min dreng blev et uadskilleligt par; de brugte timer på at lege og sove sammen, og R fodrede sin killing med hånden, »fordi«, som min søn forklarede, »Squatch bedst kan lide det sådan«. Fem måneder senere ødelagde min mand og jeg så deres liv – vi planlagde en ferie.

R var frustreret, dybt og markant frustreret. Han prøvede at få os til at ændre mening, fortalte os, at han hadede ferier, nægtede blankt at tage med, råbte og skreg og trampede rundt og smækkede med dørene, undgik øjenkontakt og kram og var en gnaven bjørn i dagevis. Han var mut og ordknap, langede ud efter sine søstre og sagde, at alting var dumt. Det, han ikke gjorde, var at sørge. Min søn er meget sensitiv, og at stå over for denne adskillelse var for meget at bære. Hans hjerne havde forsvaret ham mod tabet, og han var i fuld defensiv tilbagetrækning over for os, årsagen til den forestående adskillelse.

Så jeg gik i gang. Jeg samlede ham, samlede ham, samlede ham, holdt mig fra at kommentere hans adfærd og så efter enhver mulighed for at give ham den invitation, der kunne gøre det trygt at blive bare en lille smule blødere. Jeg skar ned på samværet med jævnaldrende ved at give ham flere cykelture og ture med drage på tomandshånd (han løb ikke kun til sin kat, men også til sin bedste ven, en sød dreng fra nabolaget), og lidt efter lidt i løbet af en uge til ti dage blev han blødere, og den defensive mur mellem os begyndte at falde. Så kom tårerne endelig. R brugte de næste to uger på at svinge mellem tårer og angreb og gik hver dag dybere ind i sin sorg. Vi fik hans bedste ven til at passe Squatch, mens vi var væk, hvilket byggede lidt bro over den adskillelse, og da vi pakkede bilen for at køre, kunne han kramme sin killing med tårer i øjnene, forsikre Squatch om, at han ville komme tilbage, og så læne sig ind til mig for at få et trøstende kram, da vi kørte af sted.

Vi har alle hørt, at emotion er modningens motor. Vi ved alle, at i hælene på tilpasning kommer emergens. Nu og da bliver det illustreret så tydeligt hos mine egne børn, at jeg bliver efterladt åndeløs af ærefrygt og forundring over Naturens vej. Jeg siger det, fordi min søn omkring seks timer efter, at vi var kørt fra hans elskede killing, efter tre uger, hvor han havde svinget mellem angreb og at synke ind i tårer over en frustrerende virkelighed, han ikke kunne ændre, viste en modenhed, der var ganske forbløffende for en 11-årig. Vi kørte i den stilhed, der nogle gange opstår i en bil om natten på en lang tur, og fra bagsædet kom en lille stemme:

»Ved I, hvad jeg virkelig godt kan lide at gøre?« spurgte han. »Jeg kan virkelig godt lide at gå rundt om idéer inde i hovedet. Vidste I, at ting ser forskellige ud fra forskellige steder? Det er spændende at se alle de forskellige måder at tænke på tingene på og prøve at finde ud af den rigtige mening; den rigtige sandhed i midten.«

Han gav os nogle eksempler på, hvad han mente: »Alle vil have, at tingene er perfekte,« sagde han. »Men hvis noget er perfekt, kan det ikke forandre sig, og verden er skabt til at forandre sig, så forandring er faktisk perfekt! Og det, der er perfekt for mig, er ikke perfekt for en anden, så måske findes der ikke noget, der er perfekt, men jeg bliver stadig så frustreret, når tingene ikke er perfekte for mig. Er det ikke spændende? Jeg kan godt lide at tænke over sådan nogle ting.«

Her er et barn, der virkelig er ved at tilpasse sig at ikke få sin vilje og at acceptere, at tingene ikke fungerer for ham (at tingene ikke er perfekte); her er et barn, der indgår i en relation til sine skuffelser; et barn, hvis integrerende evne er ved at udvikle sig; et barn med en voksende evne til at se tingene fra forskellige perspektiver. Alt dette i kølvandet på ugevis af tårer.