
Moskusokser på Nunavik Island, Alaska, 1930'erne. Her i forsvarsformation.
Moskusokser er store dyr med krumme, bøjede, skarpe horn. De lever i familieflokke på et dusin voksne eller deromkring og lever tæt sammen som sociale flokdyr. De er fulde af instinkt, struktur og orden. Kalvene græsser tæt ved siden af deres forældre og søger ly mellem dem for Arktis' kolde vinde. Når moskusokser bliver født, har de ikke de krumme horn, der er så nødvendige for at overleve mod rovdyr. For at beskytte ungerne danner de voksne en tæt cirkel med kalvene trygt og sikkert inde i midten. Det giver en cirkel af skarpe horn vendt udad mod rovdyret: en værdig modstander for enhver ulv og selv for den mest frygtindgydende isbjørn.
Efterhånden som kalvene bliver større, gør deres horn det også; de begynder at vokse og krumme sig dag for dag som de voksnes. De modnes og bliver stærkere; de bliver mere i stand til at klare sig selv. Når de unge moskusokser vokser, når de et punkt, hvor de ikke længere kan rummes inde i den tætte cirkel. Det giver ingen mening at placere dem i det beskyttede område … de har horn nu. De unge horn er ganske vist ikke færdigudviklede, men spirende horn er et tegn på, at tiden er inde til, at de unge begynder at indtage deres plads i cirklen.
De voksne ved, at de skal føre dem i retning af den større cirkel, også når der kun er få unge i en given sæson, og beskyttelsesinstinktet er stort. At holde dem inde ville kun bringe deres egen og hele flokkens sundhed i fare. De unge moskusokser ville nu være for store i midten, og de voksne ville ikke længere kunne danne en egentlig cirkel omkring dem. I deres ivrige pres for at blive en del af den ydre cirkel kunne de unge, der blev holdt inde, stange så voldsomt, at de skadede de voksne og dermed svækkede cirklen. Et forsøg på at holde dem inde kunne ligefrem få dem til at gøre noget meget tåbeligt i deres ophidselse og deres voksende beskyttelsesinstinkter. De kunne stikke deres unge horn for langt ud og med vilje skubbe sig foran de voksne, når de endelig fik chancen. I deres farlige forsøg på at bevise, at de er modige og stærke, kunne de unge gøre sig selv til et let bytte for naturens større kræfter uden for den beskyttende cirkel.
Og så begynder moskusoksernes ældgamle cirkeldans. Det er ikke en dans, de unge fører, men en dans, de voksne fører som svar på de unges bevægelser. Selvom de unge moskusokser er meget store, fylder de endnu ikke helt deres plads i cirklen, og derfor er der plads til bevægelser frem og tilbage, mens de vokser ind i pladsen. For de voksne betyder det instinkt, afvejning, placering, intuitiv positionering og konstante justeringer som svar på den bevægelsesfrihed, de unge får. De unge vokser ind i en forståelse af cirklen, og det tager tid. De voksne lader ikke de unge stikke hornene helt ud mod ulvene, men sørger for altid at være en anelse foran de ofte tåbelige unge, der nogle gange vil stange lidt for vildt i deres iver efter at være en del af den større cirkel. I denne dans vender de voksne sig beskyttende ind mod de unge, igen bare en anelse. Cirklen skal holdes intakt i denne dans. De unge er sandsynligvis ikke engang klar over, hvor små de voksnes bevægelser som svar på deres egne er; de har for travlt med at leve og ånde i de nye spændinger i forsvarscirklen.
Andre gange lader de voksne de unge rykke lidt baglæns, tættere på midten igen, fordi de accepterer, at ophidselsen og spændingerne kan blive overvældende. De unge er endnu ikke klar til helt at udfylde deres plads, og i disse øjeblikke bevæger de sig tilbage mod den tryghed, de engang kendte. Det hører alt sammen med. Gennem disse støttede bevægelser baglæns kommer de unge moskusokser langsomt selv til den erkendelse, at de ikke længere passer ind i cirklen på samme måde. De vokser ind i en intuitiv forståelse af de justeringer, de nu må foretage for at holde cirklen intakt.
Ud fra al denne bevægelse, positionering, vuggen frem og tilbage og afvejning begynder de unge moskusokser at bevæge sig solidt fremad af egen drift og vokser ind i deres plads for at indtage deres retmæssige sted i cirklen. Kun gennem disse bevægelser af støttet vækst kan de unge fuldt ud finde deres intuitive plads i cirklen og virkelig blive i stand til at deltage i moskusoksernes indviklede cirkeldans med deres egne unger, når den tid kommer.
Skrevet af Darlene Denis-Friske i 2009 og bragt i kursusmaterialet til Power to Parent II: Helping Children Grow Up på Neufeld Institute
Om forfatteren
Darlene Denis-Friske er algonquin-anishinaabe-terapeut og Adjunct Faculty member ved Neufeld Institute med en baggrund, der spænder over skoler, psykiatrien og privat praksis.