Hvem bestemmer?

En aften, da jeg puttede hende, nævnte min femårige datter helt i forbifarten, at »når hænder er sure, slår de«. Jeg gav hende ret i, at ja, det er bestemt det, sure hænder har lyst til! Hun fortsatte med at sige, at når fødder er sure, slår de også, men »vi kalder det et spark, når det er en fod, der slår«. Igen gav jeg hende ret. Hun tænkte lidt i stilhed og sagde så med en vis frustration: »Jeg bliver ved med at sige til mine hænder og fødder, at de ikke må slå, men de ved vist ikke, at det er mig, der bestemmer.«

Jeg blev så begejstret, at jeg næsten ikke kunne lade være med at kalde hele familien ind til en fejring! Spiren til den integrerende funktion, lige dér! Og som en bonus havde hun givet mig et intuitivt sprog at bruge, når vi talte om hendes impulser. Jeg kunne berolige hende med, at hvis hun bare blev ved med at sige til sine hænder og fødder, hvad hun ville have dem til at gøre, ville de til sidst finde ud af, hvem der bestemte; at hun ville blive bedre og bedre til at bestemme, jo større hun blev, og jo mere hun øvede sig; og at hænderne og fødderne snart ikke længere ville snige sig rundt og slå folk.

Min datter er syv nu, og hendes hænder og fødder har fundet ud af det, undtagen når de bliver voldsomt provokeret. Vi bruger stadig sproget om at »være den, der bestemmer«, om andre ting også. For tiden prøver hun at bestemme over sine »nej'er«, over sin modvilje. Efter sin violintime udbryder hun begejstret: »Mor, gæt hvad? Der sneg sig kun ét ›nej‹ ud, da min lærer ville have mig til at gøre sådan og sådan, men jeg bestemte over alle de andre!« Ahh … musik i mine ører.