Af Sue McIntosh
Det er minus 25 grader og stormer, da jeg en februarmorgen kører hø ud til min frysende, lodne flok. De fleste af mine heste tager imod et kram og et klap, mens de går i gang med morgenmadens alvorlige forretning. Men da jeg nærmer mig Star, lægger hun ørerne fladt tilbage og vender sig om for at sparke, før hun løber væk. Jeg er vant til (og lidt træt af) denne morgenrutine og holder mig uden for sparkeafstand, mens jeg kæmper med den frustrerede stemme i mit hoved, der bliver ved med at sige, at hun trænger til at blive sat på plads og få at vide, hvem der bestemmer her. Hvorfor kan hun ikke sætte pris på, at jeg har forladt min varme, lune seng for at gå ud i kulden og fodre hende! I stedet tager jeg en dyb indånding, lytter til mit hjerte og bevæger mig rundt i udkanten, mens jeg taler beroligende til hende med stille stemme og siger, at jeg er her for hende, når hun er klar til at være sammen med mig. Jeg ved godt, at ordene ikke giver mening for hende, men jeg stoler på, at hun hører kærligheden i min stemme. Da fodringen er overstået, går jeg hen til hende, og hun sænker hovedet mod mig. Mens jeg forsigtigt klør hende bag ørerne, undrer jeg mig over, at jeg for få øjeblikke siden ville sætte denne blide, sårede sjæl på plads.
Star fandt vej til Healing Hooves sidst på året. Hun blev præsenteret for os som en aggressiv hest med en dårlig indstilling og adfærdsproblemer. Vi blev advaret igen og igen mod at gå bag hende. Den træner, jeg rådførte mig med, sagde, at hun havde brug for en »rigtig fast hånd«. Han mente, at Star skulle have at vide, hvem der bestemte; hvis hun prøvede at sparke mig, når jeg fodrede hende, skulle jeg simpelthen lade være med at fodre hende den gang. Han anbefalede, at jeg holdt hende i en lille fold, så jeg kunne fange hende, og at jeg altid havde en pisk med, når jeg gik ind i folden. Han forsikrede mig om, at den tilgang havde virket fint på heste, der var langt værre end Star. Jeg lyttede, men i mit hjerte føltes det bare ikke rigtigt.
En måned efter at Star var kommet, mødte jeg Annie, en pige på 13, som også havde fået at vide, at hun havde en dårlig indstilling og adfærdsproblemer. Annie nægtede at tale med de sidste tre rådgivere, hendes forældre havde sendt hende til; psykologen, der havde givet hende diagnosen ODD (oppositionel adfærdsforstyrrelse), kaldte hun »Dr. Bæhoved«; og i sidste uge slog hun igen familiens hjemmevejleder (der arbejder med adfærdsmodifikation). Hun stikker jævnligt af hjemmefra, og hendes forældre kender ikke længere nogen af de venner, hun hænger ud med. Forældrene fortæller mig, at de har prøvet alle de konsekvenser, der findes, men nu har de ikke mere at tage fra hende. Uanset hvad de gør, ser det ud til, at Annie er ligeglad, og hun var engang sådan en kærlig og følsom lille pige. Det eneste positive, de kan fortælle mig om Annie i dag, er hendes hengivenhed for Domino, hendes 12-årige labradorblanding, som forældrene beskriver som »det eneste familiemedlem, Annie har et pænt ord til i disse dage«.
Annie bliver draget af Star og spørger, hvorfor hun går væk, når vi nærmer os. Vi taler et stykke tid om Stars fortid, også om de mange trænere i hendes tidligere hjem, der prøvede at »rette op på« hendes adfærd. Annie spørger, hvad trænerne havde gjort. Jeg forklarer, hvad den sidste havde anbefalet mig. Et udtryk af rædsel glider over Annies ansigt, da hun spørger, om jeg havde gjort det, og lettelse, da jeg siger, at det havde jeg bestemt ikke. Jeg spørger: »Hvad tror du, der kunne være sket, hvis jeg havde gjort, som træneren sagde?« »Så ville hun have endnu mere lyst til at sparke dig. Måske ville hun gøre, som du sagde, i en lille fold, men kun fordi hun var nødt til det. Så snart hun fik sin frihed tilbage, ville hun sparke hovedet af dig og være væk. Og det ville jeg ikke bebrejde hende!«
»Hun kan ikke gøre for det, hun mener ikke at gøre dig fortræd,« siger Annie senere, mens hun forsigtigt klør Star bag ørerne, »hun er bare så bange.« »Hvad tror du så, der skal ske nu?« spørger jeg. »Hun skal vide, at hun kan stole på dig, at du bliver ved hende, også når hun sparker. Du skal være tålmodig, for jo mere du presser hende, jo mere modstand får du – hun kan bare ikke gøre for det.«
For Annie er det hele så indlysende; for hendes forældre, der ser til ovre ved hegnet, begynder lighederne og hvad de betyder at gå op for dem. Star har lige lært dem det, som mine ord alene ikke kunne.
I løbet af de næste par måneder hjælper jeg Annie med at give Star den kærlighed og accept, hun har brug for. Med tiden smelter Stars aggression simpelthen væk, og vi opdager en blid, intuitiv hest, der elsker kram – især fra Annie. Samtidig ser jeg Annies forældre ændre den måde, de møder deres datter på, og hun begynder også at smelte og siden at blomstre. De ser hende simpelthen på en anden måde, og det har ændret alt.
Skrevet af Sue McIntosh i 2008 og bragt i kursusmaterialet til Making Sense of Counterwill på Neufeld Institute