At aflæse tegnene på tristhed hos min søn

Af Lynda Springer

Jeg ville dele denne historie, fordi den viser, hvor vigtigt det er at kunne aflæse de nogle gange ikke så tydelige, men vigtige tegn hos vores børn, når emotionerne bobler under overfladen. Heldigvis aflæste jeg tegnene i dette tilfælde og fik et meget ømt øjeblik med min søn.

Min søn på 16 og jeg sad en aften i sofaen og arbejdede – eller forsøgte at arbejde – med hans matematiklektier. Matematik er ikke hans yndlingsfag, så det var den velkendte kamp for at hjælpe ham med at holde fokus. Han forstod tydeligvis ikke de enkle begreber, som jeg ved, han godt kan forstå med lidt anstrengelse og koncentration, så jeg blev urolig, bed mig i tungen og var fristet til at hæve stemmen af frustration og sige endnu en gang: »Koncentrér dig nu bare!«

Men noget ramte mit hjerte som et lille stik af smerte, og jeg så på hans ansigt og kunne se forbi regnestykkerne til noget mere betydningsfuldt: en meget lille forandring i hans ansigt, som – fordi jeg kender ham så godt – fortalte mig, at han kæmpede for at holde noget emotionelt tilbage.

Mit hjerte blev blødt, al min frustration forsvandt, og min stemme blev blidere. Jeg stod igen ved hans side emotionelt og fandt tilbage til den varme, jeg et øjeblik havde mistet, mens vi stadig forsøgte at fortsætte med matematikken. Med den forandring i mig kunne jeg mærke, hvordan han blev blødere og gav slip på sit forsvar. Der var åbnet et rum for tristheden, og så kom der en tåre – og så mange tårer, helt nede fra dybet af ham.

Han fortalte så, mens han kvaltes i tårerne, at der i køreskoletimen samme dag var kommet en mor og havde talt til klassen. Hun havde mistet sin teenagesøn i en bilulykke. Hun læste et digt op, som hun forestillede sig, at han ville have skrevet i øjeblikkene før sin død, om hvordan han bare ville se sin mor én gang til. Min søn græd og græd og græd og genkendte sig selv i denne forestillede længsel efter at se sin mor bare én gang til. Han sagde: »Du skal bare vide, at jeg elsker dig, mor!«

Jeg vil ikke trække dig ind i en emotionel hvirvelvind her, men jeg deler det, fordi det dengang gik op for mig, hvor uendelig vigtigt det er at aflæse vores børn rigtigt og at være til stede hos dem med bløde og åbne hjerter, så vi kan se og høre, hvad der virkelig foregår i dem. Hvad nu, hvis jeg helt havde misforstået, hvorfor han havde svært ved sine lektier, og var blevet vred på ham over matematikken? Hvad nu, hvis jeg ikke havde hørt, hvad der plagede ham, og var gået glip af dette ømme øjeblik med ham? Jeg tror, at det var, fordi min søn og jeg har en dyb tilknytning, at jeg kunne aflæse tegnene på trods af min egen frustration. Tilknytningen spiller en så vigtig rolle, fordi det er gennem den, at vi kan kende vores børn dybt og være afstemt efter deres behov. Det var en af de oplevelser i forældreskabet, der altid vil minde mig om at bevare et blødt hjerte og et lyttende øre.