Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

Cree-dagbøger: Historien om Wahbukin

Jesper Conrad·01/03-2008

Af Kathleen Mauro

Jeg undervurderer aldrig værdien af opvarmningen. Den skåner mine muskler i fitnesscentret og mine relationer til børn på arbejdet. Selvom lærere og skoleledere antyder, at jeg er for langsom, når jeg sidder i den ene klasse efter den anden, gør jeg min opvarmning alligevel. I to dage sidder jeg med mellemrum i Wahbukins klasse. Mit smil er klar. Hver gang hun kigger op og løfter hovedet fra hænderne, griner jeg til hende. Hvis jeg ligner en idiot i hendes øjne, så skal jeg i det mindste ligne en venlig idiot. Jeg sørger også for at sende hendes lærer et par smil. Jeg er jo trods alt en fremmed, der ikke taler cree. Jeg er overbevist om, at jeg må bruge den tid, det tager, at blive troværdig for denne lille pige. Jeg hader, når folk forsøger at presse mig forbi denne afgørende del af min rutine.

Tiden er givet godt ud (som jeg vidste, den ville være), og jeg bliver ikke overrasket, da jeg rækker Wahbukin hånden, og hun følger med mig ind på mit kontor. Hun er et moderløst barn, og det gør mig endnu mere opsat på at finde Madeleine, som skal tolke for os. Jeg tænker, at et moderløst barn måske kan finde trøst i at tale sit modersmål.

Før jeg mødte Wahbukin, havde jeg gjort mit forarbejde. Jeg samlede de stumper og stykker, der er hendes liv. Wahbukin betyder lille blomst. Eller fjer. Det kommer an på, hvem man spørger. Ironisk. Hun kan ikke engang regne med, at hendes navn giver hende noget fast at stå på. Wahbukin er syv. Tror jeg. Skolen har endnu ingen papirer på hende. Hun er ny på skolen; hendes egentlige hjem ligger meget længere mod nord. Hendes søskende er spredt for alle vinde. Nogle gange passerer hun sin storesøster på gangen. Hun kan måske få et glimt af sin lillebror i førskolen, men for det meste gør hun ikke. Hun har intet papirspor; hun er en fjer, der svæver i den tynde luft, eller en blomst, der vokser i et bed af ukrudt. Hun er svær at finde.

Wahbukin. Min nye »historiepige«. Og måske min sidste. Hun vil uden tvivl dukke op i udkanten af mit synsfelt resten af ugen. Jeg synes ofte, at jeg ser de børn, der har fundet vej ind i mit hjerte, dukke op i mit værelse om natten – venlige genfærd. Selv nu, mens jeg skriver om hende, tror jeg, at Wahbukin lige er suset forbi min seng. Ligesom min skraldespisende veninde Grace fra nogle uger tidligere går hun altid i lyserødt. Det er bittersødt, at selv små piger, der lever så ødelagte og afbrudte liv, gerne vil ligne Barbiedukker. Den lille Wahbukin, en candyfloss på to ben, går i lyserøde løbesko med sit navn skrevet på siden. Lyserød hue.

Alle vil fortælle mig om huen. Den dækker Wahbukins barberede hoved, og skolens personale har affundet sig med, at den hue ikke forlader det lille hoved foreløbig. »Hun river øjnene ud på dig, hvis du prøver at tage den af,« får jeg at vide. Det var præcis, hvad billedkunstlæreren prøvede, i samme øjeblik Wahbukin trådte ind i hendes klasse. Det er en skoleregel. Ingen hatte. Jeg håber, billedkunstlæreren ikke længere har noget øje i behold, det er, hvad jeg håber.

I sit tredje plejehjem på lige så mange uger ankom den lille Wahbukin uden sin nusseklud at tage med i seng, uden et billede af sin familie, men med et hoved fuld af kravlende dyr. Lus. Lus, der løb gennem det kulsorte hår, der hang ned ad hendes ryg. Og på et øjeblik, hurtigere end det ville tage at give hende et kys eller trykke hendes hånd beroligende, før hun så sit værelse, før hun delte et måltid med sin nye plejemor, blev hun barberet skaldet. Forestil dig det.

Derefter blev Wahbukin vild, rev brillerne af skolelederens ansigt, kradsede og ville ikke sige noget med ord. Og nogen havde den gode fornuft at flytte hende hjem til hendes socialrådgiver, da der ikke er andre hjem tilbage til hende i landsbyen. En pige med kryb og en tom kuffert og et knurrende ansigt og den forbandede hue.

Jeg vil så gerne vide så meget om hende – hvad fik hun lov at redde fra sit tidligere liv, sit virkelige liv? Hvordan ser hun sin verden? Hvordan kan det være, at hun stadig er ved sine fulde fem? For ambitiøst – det er ikke min plads at vide så meget så hurtigt. Praktiske spørgsmål bliver oversat. Hvorfor måtte hun forlade sit hjem? spørger Madeleine på cree. Wahbukin svarer med den bevægelse, man laver i en bar, når man vipper et glas tilbage. Nå, tænker jeg, jeg behøver ikke en tolk til at forklare svaret på det spørgsmål. »Madeleine, vil du spørge hende, hvad hun ville ønske sig?« Jeg hører hende prøve spørgsmålet på den ene og den anden måde. Til sidst siger Madeleine til mig: »Hun ved ikke, hvad et ønske er.« Selvfølgelig ved hun ikke det. Det vidste jeg allerede. Madeleine og jeg sukker på samme tid over denne triste kendsgerning. Et barn, der ikke kan ønske.

Efter at have snuset rundt på den fremmedes kontor med de fremmede kvinder, der stiller så mange spørgsmål, sætter Wahbukin sig endelig ved siden af mig og slapper bare en lille smule af. Jeg taler med Madeleine, jeg ser på Madeleine, men jeg stryger lille Wahbukin over kinden, som jeg ville have gjort med mit eget barn, og stryger let hen over hendes ansigt. Men i modsætning til med mit eget barn ved jeg, at jeg med Wahbukin må se den anden vej, mens jeg rører ved hende. Som jeg ville gøre med et rådyr i en dyrepark, når jeg håber, det vil tage imod min gulerod. Jeg er glad for, at hun ikke skubber min hånd væk, at hun lader mig give hende lidt ømhed … I mere end et øjeblik sidder vi stille og nyder, at hun er et barn, og jeg er en mor. Måske lader hun, som om jeg er hendes mor. Måske lader jeg, som om mine børn er små igen … De er små og har brug for mig. Det er i orden, nej, det er nødvendigt, at vi begge lader, som om.

»En ting mere, Madeleine, før vi slutter. Vil du sige til hende, at jeg synes, hun er smuk? Hun er en smuk pige med et smukt ansigt, og jeg er så ked af, at nogen klippede hendes hår.« Madeleine oversætter det, og til min overraskelse og glæde smiler min lille brune og lyserøde veninde op til mig. Så, helt langsomt, løfter hun huen af. Rådyret sluger min gulerod. Hvor heldig er jeg ikke?

Skrevet af Kathleen Mauro i 2008 og bragt i kursusmaterialet til Power to Parent I: The Vital Connection på Neufeld Institute

Newer post At aflæse tegnene på tristhed hos min søn
Older post Afmagt! Tårer! Afmagt! Tårer!

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉