Af Martine Demers
Jeg træner (og slipper frustrationer ud!!!) og har det sjovt i et lokalt træningscenter for kvinder. Mine drenge har flere gange spurgt, om de måtte komme med og se, hvad sådan en træning går ud på. Hvilken musik træner vi til? Og så det berømte spørgsmål: »Hvorfor må drenge ikke komme med?«
Nå, men I DAG var der åbent hus – en stor invitation, hvor mændene i vores liv officielt var inviteret med til at træne!! Min mand og mine to drenge (11½ og 7 år) tog med mig i centret. Vi var alle spændte, og drengene glædede sig til eventyret i »dametræningscentret«!
Min mand og den ældste kunne tage runden på maskinerne. Den yngste, der ellers er høj og kraftig af sin alder, blev vurderet til ikke at være høj og stor nok. Jeg havde forberedt begge drenge på det, for jeg regnede ikke med, at den ældste ville få lov. De skulle i stedet være med mig (og holdet) til de øvelser, der skifter med maskinerne i runden. Det gik bestemt ikke godt. Den yngste kunne ikke få det ind i hovedet, at han var for lille. Han var så frustreret og skuffet, at han hurtigt kom til tårer. Jeg holdt om ham i hans tristhed og skuffelse. Det handlede om sikkerhed, og nej, han kunne ikke komme med på maskinerne. Flere tårer …
Senere på dagen skulle den yngste og jeg ud at handle. Vi smuttede ind i IKEA efter et par ting. Han spurgte, om han måtte gå i legeområdet. Jeg vidste, at det igen var en vanskelig situation. Vi havde ikke været i IKEA sammen i næsten ni måneder, og fordi jeg vidste, hvor meget han var vokset, var jeg næsten sikker på, at han var over højdegrænsen for legeområdet. Jeg tog stødet af på forhånd ved at sige, hvor meget han var vokset, siden vi var der sidst – måske var han simpelthen »vokset fra« legeområdet. Han stillede sig under mærket på væggen, og ganske rigtigt: han var næsten 6 cm over stregen. Jeg lagde hånden der, hvor hans hoved ramte, og han vendte sig hurtigt om i forventning om et »Jeg må godt!« Jeg kunne se hans ansigt ændre sig, da han så, at min hånd var et godt stykke over grænsen! Det gik op for ham, at han ikke måtte komme ind … og tårerne flød … og flød. Jeg holdt om ham, til tårerne stilnede af. Han sagde med en meget trist og frustreret stemme: »I morges var jeg ikke stor nok i træningscentret, og nu er jeg for stor« (flere tårer). Jeg sagde, hvor trist og frustrerende det var, men sluttede af med: »Ved du hvad, du har lige præcis den rigtige størrelse for mig. Jeg elsker dig så højt, præcis som du er.« Han krøb tættere ind til mig. Vi rejste os begge og gik hånd i hånd hen for at hente de ting, vi var kommet efter.
Skrevet af Martine Demers i februar 2008 og bragt i kursusmaterialet til Intensive I: Making Sense of Kids på Neufeld Institute