Der sker typisk noget medfølende i os, når vi ser et andet menneske i lyset af noget, der sker MED det, i modsætning til at det gør noget mod os eller gør noget med vilje. Vi bliver som regel mindre krævende, mindre reaktive, mere tålmodige og mere villige til at være den, der tilpasser sig. Det ændrer dansen grundlæggende – det gør os mere tilgivende over for de forskelle, der følger af det.
Det er en af de store fordele ved en diagnose af psykisk sygdom. Det var faktisk dens oprindelige formål for et par hundrede år siden. At se dem, vi ikke forstod, SOM OM de var syge og derfor ikke kunne gøre for det, revolutionerede vores samspil med dem. Det hjalp os til at holde op med at finde fejl og begynde at forsøge at hjælpe. Derudover fritog det os for enhver følelse af ansvar for deres tilstand. Så analogien med sygdom gav så at sige dobbelt lettelse – det var ikke deres skyld, og det var ikke vores skyld.
Med andre ord: Når vi handler, SOM OM de mennesker, vi ikke forstår, har en sygdom, gør det samspillet mere menneskeligt.
Det er sandsynligvis på grund af denne desperate jagt på lettelse, at vi passivt har set til, mens førende læger inden for lidelser har erklæret næsten tre hundrede syndromer for psykiske sygdomme og dermed for deres ansvarsområde. I mellemtiden er det for længst gået i glemmebogen, at »sygdom« blot var tænkt som en analogi – i den fundamentalistiske iver hos mange, hvis levebrød afhænger af, at sygdommen findes.
Et syndrom, som heldigvis ikke er blevet føjet til denne ildevarslende liste over sygdomme, er »umodenhed«. Umodenhed er ganske vist ikke en »sygdom«. Men det er de fleste af de andre i dette katalog over sygdomme heller ikke. Umodenhed lider dog under at blive frygteligt misforstået. Desuden er modenhed ikke noget, der kan befales eller kræves. Modenhed er ikke en færdighed, der skal læres, og umodenhed er ikke et underskud, der skal overvindes. Det ville helt sikkert gøre vores samspil mere menneskeligt, hvis vi behandlede de umodne, som om de ikke kunne gøre for det … for det kan de ikke.
Derfor skabte jeg et kursus om umodenhed – for at forklare umodenhedens visdom, umodenhedens formål, hvordan umodenhed ser ud, og hvordan vi kan arbejde uden om den, mens vi nærer modningsprocesserne hos dem, der er afhængige af os. Umodenhed er ikke et tilfælde; det er et nødvendigt udviklingstrin for at nå derhen, hvor det er meningen, at vi skal nå hen. Jeg troede dog ikke, at »making sense of immaturity« (at forstå umodenhed) ville fænge som titel, så jeg brugte analogien med et førskolebarn og kaldte kurset »Making Sense of Preschoolers«. Dette kursus handler dog ikke kun om førskolebørn som sådan, men om dem, der opfører sig, SOM OM de var førskolebørn – hvilket synes at gælde mange, hvis ikke de fleste, mennesker i dag. Set i bakspejlet kunne jeg også have kaldt kurset »førskolebarnssyndromet«. Pointen er, at kurset handler om umodenhed i enhver alder. Håbet er, at vi, ved at forstå umodenhed, kan finde vej til en dans, der er i takt med den virkelighed, som faktisk findes – hvad enten vi bryder os om den eller ej, hvad enten den passer til alderen eller ej, og uanset hvor gammel den umodne er.
Tilbage til analogien med sygdom og dens fordele, når det gælder om at fremkalde et vist menneskeligt storsind. Husk, at analogien var tænkt til at gøre vores samspil med dem, vi ikke forstår, mere menneskeligt. Kort sagt har vi brug for en analogi, når vi ikke forstår en virkelighed. Sådan er det altid, og det er i første omgang formålet med en analogi. Men hvad nu, hvis vi virkelig kunne forstå de virkeligheder, det drejer sig om? Hvad nu, hvis vi kunne forstå hypersensitivitet og umodenhed? Det er sagens kerne her, og det bringer mig ikke kun til pointen med dette skrift, men til selve essensen af mit livsværk. Jeg tror, at vi er nået til et punkt i videnskaben, hvor vi faktisk kan forstå de underliggende dynamikker i disse syndromer. Ægte forståelse er endnu bedre til at befri os fra at finde fejl. Den kan også afstemme vores samspil efter den virkelighed, der faktisk findes.
Desværre kan analogier også blive en hindring for netop de indsigter, vi har brug for for at komme videre. Jeg tror, at det er tilfældet med analogien med sygdom. Vi er kommet til at tro, at analogien med sygdom er en faktisk virkelighed, hvilket giver os en illusion af at have en forklaring, som i virkeligheden ikke kaster lys over, hvad der egentlig foregår. Når en diagnose af psykisk sygdom først kommer i fokus, bliver de underliggende dynamikker desuden overskygget endnu mere. Og som om det ikke var nok, tror vi så, at det er oplysning om diagnoser, vi skal lægge vores kræfter i. Jeg er bange for, at vi ender med mere mørke, ikke mindre.
Det afgørende er, at vi ikke har brug for en analogi, når vi kan forstå en virkelighed.
Umodenhed er en virkelighed – en virkelighed, der ikke kan ønskes væk. Man kan presse på den, dømme den, angribe den, ignorere den, råbe ad den, være uenig med den – men den viger ikke en tomme. Umodenhed er ikke en fejl, men snarere en nødvendig forudsætning på vejen mod udfoldelsen af vores potentiale. Når vi ikke forstår umodenhed, dømmer vi de umodne som mangelfulde og dysfunktionelle; fulde af mangler i læring, hukommelse, færdigheder og erfaring. Den menneskelige hjerne har sine grunde til at begynde, hvor den gør, og der er ingen vej til udviklingsmæssige fremskridt uden at begynde ved begyndelsen og opfylde umodenhedens formål, før man går videre. For eksempel er de umodne impulsive, narcissistiske og glemsomme af en god grund. Hvis den grund ikke bliver til virkelighed, bliver disse dynamikker til vores mangler i stedet for vores trædesten. Umodenhed ser aldrig godt ud, når den har overskredet sin holdbarhedsdato. Desværre kan den umodenhed, der engang var fuld af løfter, stivne til træk, som så forveksles med personlighed. Den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at løsne det fastlåste og lade det menneskelige potentiale folde sig ud.
Hypersensitivitet er en virkelighed – en enkel virkelighed, der involverer hjernens filtreringssystem, hvor flere signaler kommer ind i hjernen, end der meningsfuldt kan bearbejdes. Med den nutidige neurovidenskabs briller har vi nu en større forståelse af dette fænomen. Ja, denne skævhed i hjernens signalfilter kan have en dybtgående dominoeffekt på andre store systemer, såsom tilknytningssystemet, det emotionelle system, opmærksomhedssystemet, motivationssystemet og forsvarssystemerne. Men jo mere vi forstår dynamikkerne i den udviklingsmæssige rod af det hele, jo bedre er vi i stand til at vende det, der kan vendes, og arbejde uden om resten. At forstå denne dynamik kan ikke kun hjælpe os til at danse med denne virkelighed, men også hjælpe dem, vi holder af, til at tilpasse sig derefter.
Kort sagt har jeg svært ved at komme i tanker om syndromer, der har været mere misforståede end hypersensitivitet og umodenhed. Mit håb er, at disse kurser kan hjælpe med at forstå de dynamikker, der er på spil, så der kan ske virkelige fremskridt, og at de indsigter, de giver, kan gøre et samspil muligt, der er både frugtbart og meningsfuldt.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2026 og udgivet på NeufeldInstitute.org