Da jeg var i gang med min årlige øvelse med at fjerne mine udtjente sommerblomster fra deres bede, slog det mig endnu en gang, hvor direkte deres trivsel afspejlede udviklingen af deres tilknytningsrødder. Jeg lagde især mærke til de frodige eksemplarer i et nyt bed, som jeg havde gjort særligt klar til mine højt elskede, men misvisende navngivne »impatience« (flittiglise). Netop disse planter havde betydeligt øget mine forventninger til, hvad deres sande potentiale var. Deres livsvigtige forbindelse var deres nærende tilknytning til moder jord.
Komplekse ting er svære at forstå uden en vejledende metafor. Det fremherskende læringsparadigmes foretrukne metafor er billedhuggerens – at forme en ønskværdig personlighed ved at fjerne uønsket adfærd. Mejslen er i dette tilfælde konsekvenser. Den anden almindelige metafor, der stadig gennemsyrer nutidens tænkning, er den »ubeskrevne tavle«, hvor livet er en færdighed, der skal læres, og personligheden er resultatet af det, erfaringen har skrevet på tavlen.
Disse ikke-levende metaforer står i skarp kontrast til gartnerens metaforer, som altid har haft en fremtrædende plads i alle virkeligt udviklingsorienterede tilgange. Forestillingen om at være rodfæstet gennem tilknytning, om at trivsel er en funktion af rodfæstethed, om årstider, om at vinteren kommer før foråret, om at hvile er nødvendig for vækst og fornyelse, om beskæring – alt dette udspringer af havemetaforen. De forudsætter også en livskraft som den stærkeste faktor i ligningen. Med denne metafor følger også erkendelserne af, at tilknytning ikke hindrer individuation (det at blive et selvstændigt individ), men tværtimod fører den med sig, at man aldrig kan være for knyttet, kun for overfladisk eller utrygt knyttet, og at det, der betyder mest, som regel er skjult for det almindelige blik.
Nogle gange i videnskaben – og det gælder især studiet af, hvordan børn forandrer sig over tid – kan de samme fakta opfattes meget forskelligt, når de fortolkes gennem forskellige metaforer, hvilket fører til vidt forskellige forståelser og praksisser.
Havemetaforen er indlejret i alle mine kurser, men er især udfoldet i Vital Connection og Helping Children Grow Up (på engelsk). Havemetaforen ligger også implicit i Transplanting Children (på engelsk). Omplantning indebærer altid både adskillelse og ny tilknytning – indviklede og sårbare processer, selv hos planter. Rodchok er ikke usædvanligt. Og podning, havekunstens mest udviklede disciplin, har visse hævdvundne principper, der skal gøre de nye forbindelser livsvigtige og nærende. Omplantningsmetaforen er en hjælp til at tænke over de mange udfordringer ved omlægning af tilknytninger, som børn møder i vores samfund – de mest åbenlyse er plejeanbringelse og adoption, men den gælder også papforældre, tabet af en forælder og så videre. At forstå tilknytning er nøglen til at kunne navigere i alle disse oplevelser.
Mit håb for alle mine studerende på alle mine kurser er altid, at havemetaforen bliver dybt integreret i deres dans med de børn, de har ansvaret for. Jeg kan ikke længere forestille mig en anden måde at være sammen med børn på.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2025 og udgivet på NeufeldInstitute.org