En gang imellem får jeg et nyt glimt af, hvordan Naturen virker, og jeg gribes endnu en gang af ærefrygt.
Dette glimt opstod midt under en fødselsdagsfest for mit fireårige barnebarn Odessa. Vi var omkring seksten fra familien samlet ved lejligheden. Denne historie handler dog ikke om Odessa, men om hendes lillesøster Estelle, som fornylig var fyldt ét år. For at give kontekst: Estelle er kun lige begyndt at bevæge sig omkring på egen hånd, men har endnu intet sprog. Hun er genert, som det hører sig til i hendes alder, og der var derfor en vis bekymring for, hvordan hun ville håndtere så mange mennesker og det store sociale mylder.
Vi var alle trængt sammen i stuen for at se fødselsdagsbarnet pakke gaver ud. Som vært, opholdt jeg mig i periferien, hvis nogen nu manglede noget at drikke, eller der var gavepapir, der skulle ryddes af vejen. Desuden var alle siddepladser optaget i det rum, vi som familie var vokset ud af, og det er ikke længere så nemt for mig at sidde på gulvet, som det var en gang. Det var derfor mine trætte ben, der fik mig til at hente en skammel at sidde på. Det var der, Estelle lagde mærke til mig. Med en imponerende orienteringssans for en, der lige var begyndt at gå, navigerede hun hen imod mig og bakkede helt ind til mig. Kontakten varede kun et kort øjeblik, før hun på ny kastede sig ud i det sociale mylder.
Derefter opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste, der opfyldte den funktion for hende. Ud over mig selv sad hendes far placeret et fast sted i sofaen, og hendes farmor — min kone — sad overfor mig i en lænestol. Estelle syntes at reservere sin mor til når hun havde brug for at blive trøstet, som når hun stødte hovedet mod noget. Tilsammen — og uden at de andre opdagede, hvad der udfoldede sig — gav vi Estelle de hvilesteder eller afsætspunkter, hun havde brug for til at navigere i livet. Fordi jeg ikke ville ødelægge 'Naturens drejebog', forlod jeg mine aktive værtspligter for i stedet at fungere som Naturens mere passive medhjælper. Historien fortsatte, så længe der var brug for det. Med hvilestederne på plads, som hun gentagne gange benyttede sig af, havde den generte lille pige sit livs fest.
Jeg har haft den store glæde at fungere som et hvilested for Estelles storesøster i adskillige år nu. Når jeg tænker over det, ser det ud til oftest at være sket, når jeg har siddet ned i et stykke tid — hvad enten det har været ved et bord, på et trappetrin eller i det, vi kalder 'varm-op-stolene', i køkkenet. Ofte er der ingen ord. Naturens arbejde begynder ganske enkelt at udfolde sig, når jeg endelig sætter mig ned.
Dette er en kort historie, en simpel historie og alt for ofte en historie der ikke bliver fortalt mok. Det er en historie, jeg selv, aldrig bliver træt af at fortælle. Det er i virkeligheden Naturens modus operandi til at udfolde potentiale. Denne oprindelige skabelon viser sig helt fra begyndelsen i et nyfødt barns visuelle orientering. Først når barnets øjne finder hvile i et andet par øjne, søger det at betragte verden udenfor, før det vender tilbage til sit hvilested. Denne grundlæggende struktur gentages igen og igen, så længe der er brug for det — hvilket for de flestes vedkommende ser ud til at gælde hele livet igennem. Det begynder meget konkret og gentager sig i stadig nyere, dybere og mere komplekse udviklingsdomæner. Hvad enten det handler om at betyde noget for en særlig person, så vi kan leve i en verden, hvor vi ikke betyder noget for de mange, eller om at blive set af én bestemt, så vi kan klare ikke at blive forstået af andre. Naturens bedste løsning til at klare livet indebærer et relationelt hvilested, som kun et andet menneske kan tilbyde.
Der kræves ikke ret meget for at fungere som Naturens medhjælper på denne måde. Vi behøver ingen uddannelse; vi behøver ikke være modne, vi behøver ikke være kloge, og vi behøver end ikke være særligt bevidste. Vi skal blot sidde stille et stykke tid i den andens synsfelt eller på den andens radar. Vi behøver ikke at have bearbejdet vores egne traumer, være kommet os over afhængighed, have gjort vores mellemværender op, have sluttet fred med vores indre barn eller tilgivet vores forældre.
For at det at sidde ned kan opfylde sin afgørende funktion, er der dog to vigtige betingelser, der skal være til stede: Barnet skal for det første være knyttet til os, og inden for rammerne af denne tilknytning skal det være i stand til at finde HVILE i det samvær, vi tilbyder. Det er det hel der skal til. Punktum. Hvor bemærkelsesværdigt det end kan virke, tager Naturen sig i det store og hele af resten derfra og formår at udfolde det menneskelige potentiale fuldt ud.
Hvor passer skolen ind i dette? Hvor passer genetik ind? Hvor passer intelligens ind? Hvor passer køn ind? Hvor passer diagnoser ind? Svaret er det samme for dem alle: INTETSTEDS. Naturens modus operandi er den samme uanset kultur, samfund eller de omstændigheder, barnet lever under, og uanset eventuelle funktionsnedsættelser, dysfunktioner eller lidelser. Med andre ord er det ikke “familien” i sig selv, der udløser det menneskelige potentiale, men kun familien, når den skaber betingelser for Naturens arbejde. Det er ikke “skolen”, der gør os fuldt ud menneskelige og medmenneskelige, men derimod Naturen, når den fortsat har mulighed for at udføre sit arbejde inden for det system. Naturens skabelon er ikke kun for dem, der har, men også for dem, der ikke har; ikke kun for de veluddannede, men også for de uuddannede; ikke kun for de strålende begavelser osv. osv.
Hvordan passer Naturens modus operandi så ind i min analogi om cascading care* (kaskadeomsorg)? Handler denne historie ikke om en tryg base? Tjo, både ja og nej. Analogien om den trygge base indfanger bestemt den del, der handler om at udforske det ukendte, herunder udfoldelsen af ens eget potentiale. Men med al respekt for John Bowlby er dette ikke tilknytningens primære formål. Det primære formål er at bringe omsorg frem. For mit indre øje ser jeg Estelle bakke fysisk ind i sine tilknytninger for at modtage den omsorg, der er til rådighed for hende — for så at sige at blive fyldt op med det, hun har brug for som et relationelt væsen. Og hvad angår den givende side af kaskadeomsorgen, tror jeg, at hvis vi vidste, hvad vi ledte efter, ville vi også kunne se omsorgen strømme fra hende lige så gavmildt, som den strømmede ind i hende.
I denne konkrete situation kunne jeg ikke undgå at bemærke de baby-dukker og små figurer, hun samlede op fra tid til anden, med al den stolthed og selvsikkerhed, der hører til rollen som det udpegede svar på, hvad disse menneskeliggjorte figurer havde brug for. Gid vi havde samme form for selvsikkerhed over for dem, der har brug for vores omsorg.
Klimaks kom med fødselsdagens islagkage. Da hun sad på mit skød på det tidspunkt, havde jeg bestilt en skål is, mens jeg mumlede noget om at dyppe fingre ned i isen sammen med hende. Jeg tænkte på det for hendes skyld, men hun må have opfattet det som et akut behov hos mig, for hun forsynede mig yderst gavmildt med sine isindsmurte fingre. Det var en rolleombytning, jeg ikke var klædt på til, men som jeg heller ikke kunne afvise. Jeg havde rigeligt at gøre med blot at følge med. Tilfredsheden i hendes blik var enorm — ligesom min er det, når jeg oplever at være det svar, hun har brug for.
Så nogle gange er det at sidde ned den bedste måde, vi kan være der for vores kære på.
* Om Gordons brug af Cascading Care... En kaskade er et vandfald i flere trin, hvor vandet løber fra det ene niveau ned i det næste. Gordon Neufeld bruger billedet om omsorgens lodrette retning: Omsorg løber fra giver til modtager, og det forudsætter, at modtageren er vendt mod giveren. Den omsorg, der menes, er først og fremmest svaret på vores relationelle behov for samhørighed: nærhed, forbindelse, at ligne nogen, at høre til, at betyde noget, kærlighed og at blive forstået. Billedet rummer også, at gavmild omsorg lettest flyder fra den, der selv har fået rigeligt. Og selvom omsorgen i et givet øjeblik kun løber én vej, kan både giver og modtager opleve sig mættet. Med billedet tager Gordon Neufeld afstand fra nutidens dyrkelse af uafhængighed og fokus på egenomsorg som den bedste løsning.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2026 og udgivet på NeufeldInstitute.org