Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Kurser Gordon Neufeld
Campus
kKurser
gGordon Neufeld
rRessourcer
aArtikler
bBøger
gGratis ressourcer
Campus
Tilbage

Sommerferie – frihed fra eller frihed til?

Shoshana Hayman·15/07-2011

Forfatter: Shoshana Hayman

»Der er ikke noget at lave! Jeg keder mig!« er kampråbet fra børn overalt, der har sommerferie. Efter i ugevis at have talt dagene, til skolen sluttede, står børnene rådvilde over for, hvad de skal stille op med deres nyvundne frihed.

Da jeg spurgte en række børn, hvad de glædede sig til i sommerferien, var deres svar afslørende. De sagde alle »frihed fra …« en række ting: et skema, lektier, kedelige timer, prøver, mobning fra klassekammerater og at komme på kant med lærerne. Selvom de glædede sig til at have en vis kontrol over deres tid, deres aktiviteter og hvem de valgte at være sammen med, gav de ikke udtryk for nogen klare idéer om, hvad de ville gøre med de herligt lange dage, der snart ville strække sig foran dem. Når vi reagerer på »Jeg keder mig« ved at fylde vores børns tid ud med aktiviteter, overser vi noget vigtigt. Børn har brug for perioder i deres liv, der er ustrukturerede, hvor der er »ikke noget at lave«.

I de år, hvor børn udvikler sig, er der en proces, der kaldes individuation (at blive et selvstændigt individ), og som skal folde sig ud, efterhånden som deres interesser, smag, idéer, meninger, prioriteter, evner, mål og ambitioner i stigende grad kommer frem. Til sidst opdager de, hvem de er, og hvad de tror på. De bevæger sig langsomt i retning af at blive selvstændige mennesker. Når et barn når ungdomsårene, har dets egne interesser og meningsfulde aktiviteter potentielt taget form. Vi håber, at vores uddannelsessystem bidrager til, at denne proces bærer frugt. Men efterhånden ved vi alle, at vi må nytænke vores uddannelsessystem, så det virkelig kan støtte vores børns udviklingsmæssige behov. Det er trist at se, at mens vores børn i børnehaveklassen er fulde af nysgerrighed og iver efter at lære, aftager denne tørst efter at lære, efterhånden som de kommer op i de højere klasser – de keder sig let. Problemet er, at denne kedsomhed i nutidens verden bliver camoufleret af mange kilder til ydre stimulation – venner, videospil, fjernsyn, sms'er, internettet, indkøbscentre og så videre. Disse underholdningsfabrikker kvæler yderligere vores børns kreativitet; de tager så meget ind, at der kun er lidt tid eller plads til, at noget kan springe frem fra dem selv.

Sommerferien, hvor presset fra skolen er mindre, er en tid, hvor forældre kan sætte gang i og støtte individuationen og den fremspirende proces og vække deres børns naturlige drivkraft til at lære og udforske. Måske kan det give sommerferien en dybere mening: en mulighed for at udfylde en vigtig rolle i dit barns udvikling. Det er et værdigt mål, men ikke et let mål at støtte.

Den første nøgle til at støtte en sund udvikling er at hjælpe barnets hjerne til at finde hvile. Når skolens krav presser et barn til at præstere og opføre sig på bestemte måder, bliver al dets energi ledt væk fra kreative sysler og over i at sikre dets tilknytninger. Børnene må præstere og leve op til standarderne hos de voksne, der har ansvaret for dem, for at bevare deres følelse af forbindelse med dem. At bevare denne følelse af forbindelse og nærhed er et barns mest afgørende behov – at føle varme og tryghed, at høre til, at betyde noget, at blive holdt af og at finde anerkendelse i øjnene hos dem, det holder af. Børn er hele tiden på jagt efter at føle sig trygt knyttet, når de føler sig bedømt, sammenlignet og vurderet med karakterer, sådan som de gør i skolen. Endnu værre er det, når vores børn begynder at bekymre sig mere om at gøre deres jævnaldrende tilfredse end de voksne i deres liv – det fører til en umættelig trang til at søge mere og mere tilknytning til hinanden i en forgæves søgen efter at få deres behov for nærhed opfyldt. Børn har brug for at blive bragt til hvile fra dette arbejde, så de kan vokse, og det er vores ansvar at give dem den hvile – ikke deres ansvar på en eller anden måde selv at frembringe den. Hvis barnets hjerne ikke kan finde hvile, bliver barnet mindre og mindre interesseret i at lære, efterhånden som årene går – børnene kan miste evnen til at holde af og lettere komme til at kede sig. Sommerferien er en mulighed for at give dit barn hvile ved at skabe og uddybe dets tilknytning til dig. Børn har brug for hele tiden at opleve følelsen af, at du holder fast i dem, tager dig af dem og tager ansvaret for jeres relation. Når dit barn ved, hvor meget det betyder for dig, kan det give slip – dets sind er frit til at skabe, udforske, opdage nye interesser og udtrykke sit unikke selv.

Den anden nøgle til at støtte en sund udvikling er at give barnet plads til at udtrykke sine egne tanker, idéer, smag, meninger og følelser. Forældre kan sørge for ustruktureret tid og stille de ingredienser til rådighed, som opmuntrer børn til at udforske deres indre verden. Materialer til kunst og formning, stof til at sætte udklædningskostumer sammen af, musikinstrumenter, bygge- eller skrivematerialer og andet udstyr til fri leg og udfoldelse giver børn mulighed for at vokse ind i sig selv. En mor fortalte mig, at hendes børn gjorde sig store anstrengelser for at slæbe en tom køleskabskasse op ad fire trapper til deres lejlighed. Hun var forbløffet over den kreativitet, børnene viste, da de forvandlede kassen til et magisk sted! Kassen blev først et hus, så en bus, så et klasseværelse og derefter mange andre ting. Mens dit barn udforsker sin indre verden, får du også mulighed for at lære det bedre at kende og yderligere uddybe jeres tilknytning.

Her er nogle spørgsmål, forældre kan stille sig selv for at finde frem til nogle intuitive svar og indsigter: Hvordan kan jeg opfylde mit barns primære behov for en dyb og tryg tilknytning til mig? Hvordan kan jeg give mit barn stille plads og tid? Hvordan kan jeg lære mere om, hvad mit barn er interesseret i? Hvilke materialer og redskaber kan jeg stille til rådighed for at opmuntre mit barn til at udtrykke sig selv? Hvordan kan jeg skærme mit barns spirende individualitet mod pres udefra? Der er lige så mange svar på disse spørgsmål, som der er forældre og børn. At være svaret for dit barn er en måde at gøre sommerferien til en berigende oplevelse for både dig selv og dit barn.

Skrevet af Shoshana Hayman i 2011 og udgivet på NeufeldInstitute.org

Om forfatteren

Shoshana Hayman er Associate Faculty ved Neufeld Institute og stiftende direktør for instituttets hebraisksprogede program. Hun leder Life Center for Attachment Parenting i Israel.

Newer post At kede sig: Hvad min søn lærte mig om kedsomhed og tilknytning
Older post Bebrejdelse

Den tilknytningsbaserede udviklingstilgang — attachment-based developmental approach

Dr. Gordon Neufeld tager udgangspunkt i en antagelse om orden. Bag uro, modstand og manglende motivation er der noget, der ikke fungerer. Når vi forstår hvad, ændrer måden vi ser på sig.

Centralt i Gordon Neufelds teori er skelnen mellem emotioner og følelser. Emotioner — fra latin e-movere, det der sætter i bevægelse — er de dybe, ofte ubevidste drivkræfter bag adfærd: alarm, frustration, søgen efter nærhed, aggression og sorg. Følelser er den bevidste oplevelse af de samme bevægelser. Neufeld arbejder med emotionerne, ikke med adfærden, de udløser — fordi det er her forandring er mulig.

læs mere
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang
Neufeld Logo DK light - udviklingstilgang

Vi tilbyder Dr. Gordon Neufelds onlinekurser på dansk samt foredrag, forældrerådgivning og workshops. Målet er at hjælpe forældre, undervisere og fagpersoner med at se børn gennem en tilknytningsbaseret udviklingstilgang, hvor modning sker spontant, når betingelserne er til stede.

Bøger
Dit barn har brug for dig / Hold On to Your Kids Barnets udvikling Nærende omsorg
Neufeld Institute DK
Om Gordon Neufeld Om Neufeld Institute Vilkår og betingelser Rådgivning Skriv til os Besøg NeufeldInstitute.org ⧉