Bebrejdelse

Jeg har skrevet om skyldfølelse og skam. Nu er det tid til bebrejdelse, den tredje søskende. Nogle gange er det tydeligt, hvem der har skylden. Men ofte er det ikke tydeligt, især ikke når det gælder børn og unge. En af måderne at lette skyldfølelse (jeg har gjort noget forkert) eller skam (der er noget galt med mig) på er at skifte over til »der er blevet gjort uret mod mig«.

At se udad i stedet for indad giver lettelse: »Det er ikke min skyld.« Sikke en byrde, der kan løftes!

Hunden spiste mine lektier. Det var hende, der startede. Dårlige ledere ophidsede deres uskyldige tilhængere. Alle de andre gør det.

At pege fingre er dog en flydende størrelse, og modbebrejdelser og benægtelse opstår hurtigt som svar på bebrejdelser.

Det var ikke mig, der startede – det var ham. Forældrene har forkælet det barn. Han var fuld. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. Jeg fulgte bare ordrer. Stemmer i mit hoved sagde, at jeg skulle gøre det.

Og så kan det gå rundt og tilbage til skyldfølelse og skam igen, og til flere modbebrejdelser.

Du burde have vidst bedre. Jeg så dig gøre det. Voldelige computerspil påvirkede hans hjerne. Det var hans gener, der fik ham til at gøre det.

Du kan altså se, at skyldfølelse, skam og bebrejdelse kan sætte en cyklus i gang, der samler mørk energi.

Der er altså to dele at se på – først samfundet – Alle menneskelige samfund må, for at kunne fungere, have et system til at håndtere krænkelser af deres værdier. At finde den skyldige bliver taget ud af hænderne på dem, der føler, at der er blevet gjort uret mod dem, eller som mener, at samfundet ikke tager hånd om uretten. Det er med til at dæmme op for martyrium på den ene side og på den anden side for syndebukke, selvtægt og pøbeljustits og det klima af mobning, der følger med – og til at bevæge sig over mod (ideelt set) rationelle processer med efterforskning, afvejning af beviser, placering af ansvar og afgørelse af konsekvenser. En del af denne proces går ud på at afgøre, hvilke medlemmer af samfundet der ikke er i stand til at tage ansvar for deres handlinger: for eksempel børn og personer, der vurderes at være psykisk syge. Disse overvejelser kan være nuancerede og komplekse.

I de mest åbenlyse tilfælde har samfundet ansvaret for at beskytte sine borgere mod dem, der ville fortsætte med at gøre skade. Det er ved de menneskelige samfunds grænseområder, at processerne endnu ikke er på plads, de uskyldige ikke er beskyttet, og skaden ikke forudses. Vi lever på en måde alle sammen i et nyt grænseområde: et teknologisk. Vi har stadig ikke udviklet vores værdier omkring brugen af internettet til socialt samvær.

Der sker selvfølgelig mange ting, som virkelig er ulykker eller naturens gerninger, og som ingen direkte kan gives skylden for. (Hvem kan man give skylden for et vulkanudbrud?) Fokus kan så flytte sig til at bebrejde dem, der ikke forudså begivenheden, at de ikke advarede og beskyttede folk. Nogle gange giver det ingen fred at placere skylden, på trods af idealer om genoprettende retfærdighed. Nogle gange bliver skurken aldrig fundet. Nogle gange er der ingen at give skylden.

Dr. Gordon Neufeld og Dr. Deborah MacNamara har, i forbindelse med optøjerne i Vancouver i juni 2011, analyseret de faktorer, der kan føre til handlinger, som fortjener bebrejdelse. De viser, hvordan retssystemet tragisk nok ikke kan lære noget til netop dem, der har mest brug for at lære af erfaringen, og som sandsynligvis vil komme i problemer.

Siger du som svar på disse artikler, at det er samfundet selv, der har skylden? Eller forældrene? Kan du se på tragedien uden at placere skylden?

Den anden del – individet – Energien i bebrejdelse er enorm. Hvad giver den sin intensitet? Hvad nærer ønsket om straf og hævn i menneskets hjerte? Hvad driver det selvretfærdige raseri, der får os til at miste medfølelsen? Hvad får det til at slå ondskabsfuldt tilbage som overvældende skyldfølelse og skam?

De, der er forhærdede og ikke kan registrere sårbare følelser, hælder til bebrejdelse. Skyldfølelse og skam er de mest sårbare af de tre følelser. De, der er mere »civiliserede«, kunne man sige, hælder til at føle skyld. I nogle tilfælde kan det ende i en nedadgående spiral mod sort depression.

Drivkraften bag denne energi er en dybere emotion i den emotionelle hjerne – denne emotion kan hobe sig op, og hvis den ikke bliver drænet, er den som den lava, der får vulkanen til at gå i udbrud. Det er ikke noget, man kan kontrollere ved at holde låg på det … trykket bliver bare ved med at stige.

Denne emotion er ganske enkel at forstå – det er også den emotion, der giver anledning til skyldfølelse og skam hos dem, der er mere tilbøjelige til at tage ansvar for deres handlinger. Hvad er det?

Det er ganske enkelt frustration. Tingene gik ikke, som de skulle, eller som man havde forventet. Frustration gælder alle de små ting i livet, der ikke lykkes, og helt op til de store ting. Den omfatter tab …

Hvordan adskiller frustration sig fra vrede? Vi siger ofte, at nogen har meget vrede i sig, når det, vi mener, er, at de er fulde af fordærvet frustration. Vrede er en rationel reaktion på oplevet uretfærdighed og hører til i den foregående del af denne diskussion. Den finder en skyldig. Man kan bestemt opleve begge dele på samme tid, men for at tage fat på den underliggende dynamik må de skilles ad.

At tage fat på frustrationen er at finde en vej ind i en situation, som ikke kræver, at man finder en skyldig. Om frustration: Når noget ikke virker, er den første impuls som regel at forsøge at skabe forandring, og hvis forandring ikke er mulig, at se i øjnene, at denne vej er forgæves. Når afmagten af en eller anden grund ikke bliver registreret, bliver et menneske fyldt op med frustration, der som regel bryder ud i aggression, når noget sætter de forbehold ud af kraft, der måtte være til stede.

Hævntørst drives af frustration i dens aggressive form. Hvordan håndterer man aggression? En tilgang er at finde socialt acceptable former for aggression. I sidste ende er målet at finde en måde at dræne frustrationen ud af systemet på. Det sker kun, når afmagten virkelig bliver registreret: Det ydre tegn på det er tårer, selv om vi kan mærke vores tårer indeni, uden at det viser sig som meget mere end en smule fugt i øjnene.

Afslutningsvis – Det spørgsmål, jeg slutter med: Hvordan kan vi forene retssystemet, som eksisterer for samfundets bedste og ofte ofrer individet (især vores børn og unge), med den skyldfrie tilgang, som sætter retssystemet til side af hensyn til individet?

Svarene ligger i høj grad i indsigt, så samfunds og enkeltpersoners indgreb og forandringer udspringer af en forståelse af de grundlæggende årsager og ikke handler om at bekæmpe symptomer.

Redaktionel note: Gordon udfolder aggressionens rødder i sit kursus Making Sense of Aggression og tager fat på, hvordan man håndterer børns forseelser, i Making Sense of Discipline (begge på engelsk).