
Som forælder har du sikkert allerede opdaget, at folk ikke holder sig tilbage fra at komme med kritiske kommentarer til dit barns adfærd og til den måde, du håndterer dit barn på. Det er svært at læse litteraturen om forældreskab eller avisernes omtale af den nyeste forskning eller de seneste råd til forældre (og måske også artiklerne på denne hjemmeside) uden at opleve forvirring, alarm og skyldfølelse.
Skyldfølelse rammer helt ind i kernen – man har det dårligt og vil helst have, at det går væk. Det er sådan en ubehagelig følelse. Og da vores nordamerikanske kultur synes optaget af, at vi skal have det godt hele tiden, kan man for alvor komme i klæmme og få dårlig samvittighed over at have dårlig samvittighed. Hvad går det egentlig ud på?
Følelser – og under dem emotionerne dybt i vores hjerne – er kilden til vores handlinger, og »dårlige« følelser er lige så legitime som »gode«. Man kan paradoksalt nok sige, at det at have følelser netop er det, man ikke bør føle skyld over!
Skyldfølelse hos et barn er en milepæl i væksten. Den viser, at barnet har en fornemmelse af handlekraft – altså at han eller hun faktisk har en indvirkning. Herfra vokser en sund ansvarsfølelse for egne handlinger …
Men at gøre et barn ansvarligt for begivenheder, det ikke har nogen kontrol over, kan give bagslag og skabe enten en gennemgående neurotisk skyldfølelse eller en forhærdelse mod disse følelser. Hvis du har et barn, der føler sig ansvarligt for sine forældres eller læreres reaktioner på det, har du kilden til en skyldfølelse, som ikke hører hjemme i et barns verden. I samme ånd bør man, når man genkender de spirende skyldfølelser hos et barn, være særligt opmærksom på ikke at bruge dem til at styre barnets adfærd. Det ser også ud til at ske i nogle skoleprogrammer, hvor man oprigtigt forsøger at opbygge en bevidsthed om, hvordan man påvirker andre, og at indpode en ansvarsfølelse.
Ah, kan du se, hvad jeg mener? Din indvirkning på barnet! Der er ingen vej uden om skyldfølelsen!
Og som Gordon Neufeld siger i sine dvd'er for forældre, er det bedre at holde denne ubehagelige følelse inden for synsvidde. Der er mange fristelser, når man gerne vil undgå den. Der er impulsen til at skubbe ansvaret over på nogen eller noget andet, jagten på andres bekræftelse, trangen til at være den perfekte forælder. En af måderne, det kan vise sig på, er forsøget på at få et umodent barn, der har svært ved at håndtere sine følelser, til at tage ansvar for sin adfærd, selvom barnet tydeligvis ikke har kontrol over den. Der er ting i din og dit barns verden, som du ikke selv har skabt, og som du ikke er ansvarlig for. At forholde dig til din skyldfølelse vil hjælpe dig til at bevare forbindelsen til dine egne følelser og din egen intuition.
Når man indser, hvor vigtig man er for dette menneske, der er ved at udvikle sig, betyder det, at skyldfølelse vil være en del af pakken som forælder – ligesom for lidt søvn.
Skrevet af Gail Carney i 2010 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Gail Carney var Faculty member ved Neufeld Institute og billedkunstner. Hun døde i 2015, og hendes skrifter og undervisning lever videre på Neufeld Institutes Campus.