At fremme selvstændighed: et paradoks!

For nylig læste jeg en undersøgelse, der viste, at nordamerikanere sætter selvstændighed meget højt. Vi ønsker alle, at vores børn vokser op og kan stå på egne ben; hvem vil stadig have sin 30-årige boende hjemme? Problemet er, som Gordon Neufeld siger, at vi ikke er fugle, der kan skubbes ud af reden. Faktisk gælder det, at jo mere vi presser vores børn til selvstændighed, jo mere klamrer de sig, giver op eller ser sig om efter hjælp hos en anden. Hvis vi vil uddybe tilknytningen og fremme selvstændigheden, må vi først invitere vores børn til at være afhængige af os.

Paradoksalt nok hjælper det vores børn til at slappe af og føle sig i gode hænder, når vi giver dem budskabet om, at vi nok skal tage os af dem, at de kan regne med os og læne sig op ad os. Og se: Så begynder de faktisk at vove sig ud og prøve ting på egen hånd. Det kender jeg selv, når jeg kæmper med noget. Når jeg for eksempel har et problem med min computer, gælder det, at jo mere min mand nægter at hjælpe mig, jo mere hjælpeløs føler jeg mig, og jo mere har jeg lyst til at give op. Når han træder til og siger: »Her, lad mig hjælpe dig«, bliver jeg taknemmelig og holder endnu mere af ham. Jeg hviler, og det giver mig ny energi og tillid til selv at finde ud af tingene. For at mennesker kan stå på egne ben, har de først brug for at føle, at der bliver taget godt hånd om dem.

Jeg arbejdede engang for en vidunderlig skoleleder, der kendte denne hemmelighed. Han inviterede os generøst til at læne os op ad ham, og han bakkede altid sine medarbejdere op. Lærerne var knyttet til ham, og han fik det bedste frem i os. Vi arbejdede faktisk hårdere for ham end for nogen anden skoleleder. Han var en fantastisk leder, som vi kunne være afhængige af. Alle de store film om lærere viser det samme. Læreren inviterer eleven til at læne sig op ad ham eller hende, indtil eleven er stærk nok til at flyve. Vi ser aldrig mesterlæreren være nærig og sige: »Kom ikke til mig for at få støtte. Du må klare dig selv!« I stedet inviterer de os ind i deres klasseværelser og fortæller os, at de er til rådighed, hvis vi har brug for ekstra hjælp. Hvis vi kæmper med en opgave, giver de os budskabet: »Jeg er her for dig, når du har brug for det.«

Jeg oplever igen og igen, at denne paradoksale visdom holder stik, når det gælder mine egne børn. Når jeg siger til min datter: »Du kæmper med den sko, lad mig hjælpe dig med at binde snørebåndene«, vil hun gerne lære at binde dem selv. Når jeg siger til min søn, der kæmper med at skrive: »Jeg vil hjælpe dig. Jeg skriver hver anden linje for dig«, er han ikke bare taknemmelig, men også villig til at prøve selv i stedet for at blive overvældet og give op. Det betyder ikke, at et lille puf ikke nogle gange er på sin plads, eller at vi aldrig kan sige: »Nej, jeg kan ikke hjælpe dig lige nu.« Det betyder heller ikke, at vi skal skynde os til for at ordne alt eller afbryde dem, når de gerne vil gøre noget selv. Men alt i alt kommer vi langt med at hjælpe vores børn til at modnes og vokse, når vi er generøse i vores vilje til at tage os af dem.

Troen på udviklingsprocessen og tilliden til, at vi er vores børns bedste chance, vil hjælpe dem til at udfolde deres fulde potentiale. Og en dag, hvis vi er så heldige at leve længe, inviterer de måske os til at være afhængige af dem.