Tid til forbindelse i familien

I dag forbereder jeg en særlig begivenhed hjemme hos os – en fejring af, at julen begynder. Denne tradition, som vi startede for nogle år siden, indebærer, at jeg skal finde ud af, hvor vi gemte alt julepynten sidste år, prøve at huske, hvordan træet skal sættes sammen (et af de helt kunstige, komplet med kunstig sne), og febrilsk lede efter eggnog til godterne, mens vi pynter træet. Og selvom forberedelserne ikke foregår uden brok, er de med til at bringe os sammen og sætte fokus på en tid, der er særlig for os som familie. I denne stund lukker vi af for andre forstyrrelser og for hverdagens pres, og vi stiller ind på vores familie og på det, der udfolder sig omkring os – duften af et pebermyntelys, der er sluppet ud af fængslet, den første smag af eggnog, følelsen af samhørighed og, ja … den årlige uenighed om, hvordan lyskæden bedst kommer på træet.

Perfekt er det ikke … men det er en skik, der giver os jordforbindelse og bevarer det, der er vigtigt for os som familie. I det nordamerikanske samfund har vi færre og færre kulturelle traditioner, der værner om disse stunder; vi har flere og flere forstyrrelser, forventninger og ting, der truer med at rive vores familie fra hinanden. Hvis vi vil bevare det, der er vigtigt for os – hvad enten det er at fejre en særlig begivenhed, at sidde sammen om et måltid eller at gå en søndagstur – sker det ikke, medmindre vi selv tager initiativ til at skabe tid og rum til det. Vi må gøre plads til det, der er vigtigt; gør vi ikke det, vil livets travlhed og andres forventninger trænge sig på og få os til at reagere på det presserende i stedet for at prioritere det vigtige.

At reagere på det presserende havde i mange år været en livsform i vores familie, men vi længtes efter forbindelse og begyndte langsomt at omsætte vores hensigter til praksis. Vi bliver ved med at finde kreative måder, der passer til vores families behov. Og selvom jeg på den ene side er ked af manglen på kulturel visdom og fraværet af skikke, der af sig selv bevarer relationer og fællesskab, giver det mig også energi at skulle skabe mine egne skikke. De er ikke tænkt som stive, lukkede rum, som nogle ritualer utilsigtet kan blive – men snarere som hellige rum … beskyttede nok til at holde alt ude, der kunne konkurrere med de relationer, man ønsker at bevare, og samtidig åbne nok til, at forbindelsen kan opstå på en naturlig måde.

Når vi fejrer begyndelsen på julen sammen, kan vi skabe kontakt og forbindelse med hver enkelt i familien. Når vi deltager i fælles aktiviteter som denne, kan hver enkelt føle, at de hører til. Og vores børn har brug for at opleve at være forbundet med os, at føle, at de hører til, at de betyder noget, at de er elsket, og at de bliver forstået. Når vi skaber rammerne for, at det kan ske i vores familie, mindsker vi risikoen for, at de finder denne forbindelse et andet sted.

Så jeg har tænkt mig at blive ved med at finde måder at bevare forbindelsen i vores familie på – både i det store og i det små. Og nu må jeg ud og finde den eggnog …