Når sengetid bliver en kamp

Mens jeg giver hvert af mine børn et godnatkram og et kys, tjekker en sidste gang, om de har vand og har været på toilettet, og blidt putter dynen om dem, så de er omgivet af lun varme, tænker jeg på, hvor langt vi er kommet …

Jeg tænker tilbage på Level I Intensive: Making Sense of Children med Gordon Neufeld i Montreal i sommeren 2005 … Jeg blev dybt berørt af de tilknytningstemaer, han førte os igennem. Jeg havde en stærk fornemmelse af at synke ned i erkendelser om børns dybere behov, som allerede lå i mig.

Gordon havde talt om barnets behov for mere tilknytning, når det står over for adskillelse fra mor og far, også de hverdagsagtige adskillelser som sengetid, daginstitution og skole. I pausen gik jeg hen til ham for at spørge om min ældste datters søvnproblemer: Hun kunne ikke falde til ro ved sengetid, angsten var stor, og hendes behov for at klamre sig til mig var desperat. Det førte til en lang og langtrukken proces hver aften: Jeg pressede hende til at sove, hun kunne ikke, og det endte i enorm frustration. Gordon lyttede til min historie helt til ende og sagde så blot: »Men Darlene, hun er stadig i en meget sårbar alder …«

Jeg forstod straks, hvad han mente. Hun havde stadig brug for, at jeg tog mig af hende, når hun gik ind i sengetidens adskillelse – når mørket omslutter barnet i ensomhed, angsten dukker skarpt op, og skyggerne tager form af frygtelige monstre. Jeg følte nu et kald til at støtte mit barn i at stå over for sengetidens adskillelse med mere af mig. Desværre efterlod mine frustrerede reaktioner hende med meget lidt at holde fast i, ud over en utryg følelse, der ulmede dybt inde i hende på grund af min utålmodighed og frustration … og selvfølgelig blev monstrene så større.

Fra det øjeblik begyndte en tydelig vækstproces for os begge. Hver aften i en eller anden kombination – at jeg tog føringen og gav ekstra kys, kram, rygmassage, en historie mere, faste forsikringer og en beroligende stemme, der fortalte, at jeg ikke ville lade noget ske hende; en gammel, slidt morgenkåbe, der var min, med min duft og al min kærlighed hældt ind i den; magiske »beskyttelseskram«, der blev hos hende, efter at jeg var gået; usynlige snore spændt ud mellem hendes hjerte og mit; mange ture frem og tilbage til hendes værelse, mens hun langsomt fandt sig til rette; samtaler om, at jeg ville møde hende i hendes drømme; at vugge hende gennem tårerne, mens hun tilpassede sig, at sengetid i hendes egen seng var endegyldig; at finde plads til mine egne tårer; at afbalancere den trætte frustration for at holde fast i det større billede af, hvad jeg var i gang med; og at reparere, når jeg desværre kom til at dumme mig – kom vi igennem det.

Når jeg nu, fem år senere, slukker lyset hos hende, forundres jeg over, hvordan min datter står over for adskillelsen og helt overgiver sig til søvnen. Jeg slap målet om »søvn« og bruger i stedet min energi på at hjælpe hende til at vide, at hun betyder meget for mig, at jeg elsker hende, uanset hvad der sker, og mere end det: at jeg søger at se og forstå hende. Et sted i processen (jeg ved ikke længere hvornår) begyndte hun at tilpasse sig denne mørke ensomhed, båret af en voksende følelse af tryghed, der lyser varmt inde i hende: at jeg vil holde fast i hende.