Halloween – vores gysernat

Af alle vores traditioner er Halloween den, der helt fysisk føles, som om den rører ved noget meget dybt i vores psyke.

Jeg vil tale om frygt.

Der kommer en dag, hvor et lille barn pludselig indser, at der kan ske slemme ting for dem, han eller hun er knyttet til. Måske er der allerede sket noget, for eksempel at bedstemor er blevet syg. Eller barnet er måske bare nået til den alder, hvor det kan forudse en foruroligende begivenhed.

Det er forgæves at forsøge at skærme et barn mod denne frygt. Når frygten begynder at tage form i fantasien, som monstre under sengen, eller som fikseringer, for eksempel på edderkopper, er det lige så forgæves at konfrontere barnet med, hvor irrationel frygten er.

At der er alarmfølelser i vores børn, fortæller os, at noget skræmmer dem. Hvis det for eksempel er frygt for, at der kan ske mor eller far noget forfærdeligt, vil det være for meget at se direkte i øjnene; alarmen vil dykke ned under bevidstheden og kun komme til syne som en følelse af utryghed. Det er denne vage følelse af alarm, der giver næring til fantasien, så barnet tror, at der lurer uhyggelige og skræmmende ting i skyggerne. Du vil måske genkende dette som den klassiske beskrivelse af angst – en vag og alligevel altgennemtrængende følelse af alarm uden nogen bestemt årsag knyttet til den.

Hvordan håndterer man så en frygt, der er for intens til at blive mødt i sin rå form? Vi ønsker alle, at vores børn skal føle sig så trygge og fri for angst som muligt. Heldigvis behøver man hverken konfrontere barnet med, hvor irrationel frygten er, eller grave den bestemte årsag frem for at hjælpe barnet med dets alarmfølelser.

Svaret ligger i leg!

Leg er det sted, hvor virkeligheden er sat ud af kraft, hvor ting kan øves uden konsekvenser (der kan altså ikke ske noget slemt), og hvor rollerne kan byttes om.

Så først: Hvilke elementer i Halloween indfanger essensen af det skræmmende?

Masken – neurologiske studier af den emotionelle hjerne viser os, at vi har en instinktiv stressreaktion, nemlig den klassiske kamp-flugt-reaktion, på vrede eller barske ansigtsudtryk. Selv spædbørn udvikler i en alder af seks-syv måneder en medfødt følsomhed over for fremmede og protesterer mod deres tilstedeværelse. På samme måde udløser mangel på varme i øjenkontakten eller et maskeagtigt ansigtsudtryk alarm i os alle, uanset alder.

Dertil kommer de lyde og fornemmelser, der udløser en primitiv reaktion. Mørket, høje lyde, uventede kildende fornemmelser på huden og at blive forskrækket af noget uden varsel er alt sammen stressende for hjernen og får den til at sende advarselssignaler til bevidstheden.

Læg hertil synet af blod, af sår, af dødens blegsot og kulde. Nogle af disse referencer er kulturelle, men mange er dybt kropslige og fælles for alle mennesker.

Til Halloween oplever børn alle disse ting i en legesammenhæng – dem, vi kender, bliver fremmede, når de tager masker eller udklædning på, og vi går ud i mørket til uhyggelige huse for at banke på dørene. Børn morer sig vildt med selv at være dem, der er skræmmende, og de får et stort sus, når en uhyggelig maske tages af og afslører et velkendt, trygt ansigt – når døren til huset går op, og glade venner står der og deler slik ud og måske spiller, at de er bange!

At lege med frygt er naturligvis en risikabel sag; det kan let blive for meget for et barn at bære. Det væsentlige ved oplevelsen er, at der selv midt i det mest overdrevne skuespil må være en sikkerhed for, at hjemmet er det trygge sted. Det kræver, at forælderen er følsom over for hvert enkelt barns tærskel – hvor meget der er lige nok til at give et sus i trygge rammer, men ikke så meget, at det giver næring til mareridt.

Jeg ønsker jer alle en dejlig, legende og uhyggelig aften!