Af Kaye McKean, New Zealand
Mitchel var 12 år, da han midt i semestret kom ind i min økonomitime på en dramatisk måde. Midt i en lektion fløj døren op, og med en drønende stemme, der udfordrede min alfaposition, meddelte Mitchel: »Jeg er din nye elev, fru McKean, og jeg har tænkt mig at gøre dit liv til et helvede.« Den introduktion gjorde mig ikke straks glad for Mitchel, men den vækkede min nysgerrighed og gjorde mig opmærksom på, at drengen måtte have ondt. Jeg satte Mitchel på forreste række, lige ved siden af mit skrivebord, og fortsatte med dagens lektion. Mitchel gjorde imens alt for at leve op til sit erklærede formål ved at spille klassens klovn, klassens idiot eller den arrogante mobber.
Da timen var slut, blev han holdt tilbage for at tale om konsekvenserne af hans opførsel. Men jeg vidste, allerede før jeg sagde noget til Mitchel, at jeg ville gøre det anderledes end de fleste. På det tidspunkt havde jeg IKKE taget Neufelds intensivkurser og heller ikke læst bogen, så jeg måtte stole på min mavefornemmelse. I løbet af to minutter fortalte Mitchel, at han lige var blevet smidt ud af en kostskole, og at han nu boede hos sin tante, fordi hans forældre var gået fra hinanden, og at »ingen af dem vil have mig«. Jeg vidste inderst inde, at traditionel disciplin ikke hørte hjemme i denne drengs liv. Uden den teoretiske forståelse, jeg har i dag, holdt jeg Mitchel i mit klasseværelse de fleste frokostpauser. Jeg lagde mærke til, at han ikke passede ind og ofte kom op at slås med andre, så vi brugte denne »eftersidning« til, at han kunne blive ekspert i økonomi. Det gav ham både et fagligt forspring i forhold til klassekammeraterne og et trygt sted, hvor han kunne være. Ved årets slutning fik Mitchel B+ i mit fag, men dumpede desværre i alle andre fag. To gange blev jeg bedt om at forklare over for lærerkollegiet, hvorfor han fik gode karakterer hos mig, og hvorfor jeg ikke havde problemer med hans opførsel, når alle andre lærere ville have hans hoved på et sølvfad. Jeg stod ved denne unge mand og holdt fast for hans skyld, og min loyalitet blev belønnet med hans hengivenhed til mig.
Året efter tillod Mitchels skema ikke, at jeg kunne være hans lærer. Min fagleder skosede mig i al venlighed for at have hjulpet Mitchel med at klare sig, for nu måtte han fortsætte med vores handelsfag og ville derfor blive en hovedpine for mine kolleger. Mitchel kom imens grædende ind i mit klasseværelse og tryglede om at få lov til at skifte lærer, så han kunne være i min klasse. Jeg tog hans sag hele vejen til viceskolelederen, men der var intet at gøre. Derefter gjorde jeg mit bedste for at matche ham med hans nye lærere, men det lykkedes mig desværre ikke. De var alle overbeviste om, at han var et mareridt, der var dømt til at mislykkes og ville gøre deres liv elendigt imens. Seks måneder senere gik jeg på barsel, og jeg har ikke hørt, hvordan det er gået Mitchel, siden jeg tog min baby med i skole og lod ham (og andre) holde den. Men det, jeg ved, er, at tilknytning, et blødt hjerte og den rette relation gør hele forskellen, når man har med børn i vanskeligheder at gøre. Efter de første en til to dage i min klasse havde jeg sjældent problemer med disciplin, fag eller opførsel med Mitchel resten af året. Hvis bare de andre lærere og voksne i Mitchels liv havde taget sig tid til at lytte til hans hjerte og komme i den rette relation til ham, hvilken forskel ville det have gjort, ikke kun for Mitchel, men også for deres klasser.
Skrevet af Kaye McKean i 2010. Historien indgår i Neufeld Institutes kursus Bullies: Their Making & Unmaking.
Om forfatteren
Kaye McKean (MSW) er kursusfacilitator ved Neufeld Institute og bor i New Zealand.